Den amerikanske dokumentarist Errol Morris fik i begyndelsen af 00’erne en skæg idé. Han ville interviewe statsoverhoveder og andre store personligheder og putte dem ind i deres yndlingsfilm. Hvad ville der for eksempel ske, hvis forretningsmanden Donald Trump spillede med i Orson Welles’ mesterværk om et ulykkeligt magtmenneske, ‘Citizen Kane’?
Det filmiske eksperiment med meta-overskriften ‘Movie Movie’ blev desværre aldrig til noget. Men Morris nåede at interviewe Trump som en del af sin forberedelsesproces, og klippet kan i dag findes på Youtube. Her indrømmer Trump, at han kan genkende noget af sig selv i titelfiguren Charles Foster Kane (der er modelleret over en virkelig tyran, aviskongen William Randolph Hearst).
‘Citizen Kane’ udmærker sig ved en kompleks, ikke-lineær fortælleteknik, men hvis man skulle stykke portrættet af hovedpersonen sammen i kronologisk rækkefølge, kunne det lyde sådan her (spoiler alert…): Charles Foster Kane er født fattig, men bliver senere rig takket være en guldmine, som bliver testamenteret til hans mor. Han opbygger et nyhedsimperium, gifter sig med præsidentens niece og stiller op til guvernørvalget – som han taber som følge af en skandalesag.
I samme ombæring går ægteskabet i vasken. Han gifter sig igen, men bliver mere og mere brutal over for sine omgivelser og dør til sidst helt alene i sit enorme, ufærdige slot Xanadu.
Som ’The Sopranos’ forhold til ’The Godfather’
Ifølge Trump, der behændigt undlader at tale om filmens store tekniske landvindinger, er moralen den klassiske, at »penge er ikke alt«. Han har selv oplevet, at velstand kan distancere folk fra hinanden og kan i den henseende identificere sig med Kane.
Det lyder næsten som selvransagelse. I virkeligheden er der tale om en idoldyrkelse.
Morris iscenesætter Trump som Kanes ligemand med spørgsmålet: »Hvis De skulle give Charles Foster Kane et råd, hvad skulle det så være?«. Trump svarer kort og skælmsk »Få dig en anden kvinde!« Som om det skulle løse alle Kanes problemer.
Trump har selv været gift ad tre omgange, og den både letkøbte og misogyne bemærkning siger noget om, hvordan han bruger Welles’ antiautoritære film som et forsvar for sin egen livsførelse. ‘Citizen Kane’ vendes på hovedet. Den bliver en hyldest til den store mand og de vanskeligheder, han skal kæmpe imod.
Det er samme romantiserende tankegang, der er på spil for gangsterne i tv-serien ‘The Sopranos’, når de begejstret bruger ‘Godfather’-trilogien som fælles referenceramme: I virkeligheden handler ’The Godfather’ om en mands moralske forfald – hos ’Soprano’-gangsterne er det mest den excessive optur, man lægger vægt på.
Copycat
Selvom Trump ikke kom til at spille med i Morris’ film, fik han mulighed for at udleve sin Kane-fantasi ad andre veje, nemlig i forbindelse med det nyligt overståede præsidentvalg. Hvis man sidestiller Trumps præsidentkampagne med Kanes guvernørkampagne, er der adskillige ligheder. The Donald er faktisk noget af en copycat.
Betragt blot scenen, hvor kandidaten Kane giver sin politiske tale. Han bruger to retoriske strategier, der går igen hos Trump.
For det første iscenesætter Kane sig selv som en outsider i forhold til etablissementet: »Jeg har ikke afgivet nogen valgløfter. For indtil for nylig havde jeg ikke noget håb om at blive valgt«. Han er en oddball, der pludselig er blevet kastet ind i det politiske maskineri – en indflydelsesrig berømthed med ambitioner om at opnå reel politisk magt.
Det er ikke hans planer for fremtiden, der er det vigtigste. Det er selve hans person, der trækker stemmer. Han bliver set som en, der kan repræsentere folket. »Arbejderen og barnet på samfundets bund ved, at jeg vil tale deres sag«, siger han stolt.
Det minder om, hvordan Trump med slagord som »drain the swamp« kanaliserede den almindelige amerikaners vrede mod en påstået korruption i Washington D.C – uden at komme med mange konkrete politiske løsningsforslag. Han fremhævede i stedet sig selv som løsningen på problemet, som den der alene kunne make America great again.
For det andet opbygger Kane et solidt fjendebillede af sin politiske modstander. Han begynder sin tale med en karakteristik af den siddende guvernør. Kane har kun et enkelt mål: »At vise hvor uredeligt, ja, forbryderisk Jim Gettys’ politiske apparat er«. Samme kriminalisering brugte Trump i forhold til »crooked Hillary«.
Men sammenligningen stopper ikke her. Kane afslutter sin tale med en trussel: »Min første handling som guvernør bliver at udnævne en særlig anklager, der skal rejse tiltale mod og domfælde Jim W. Gettys!«.
Og hvem husker ikke den anden tv-transmitterede præsidentdebat, hvor nogenlunde samme scenarie udspillede sig? I kølvandet på Clintons e-mail-skandalesag parafraserede Trump sin yndlingsfilm. »Hvis jeg vinder, vil jeg få min justitsminister til at udpege en særlig anklager, der vil undersøge dig«, sagde han.
Clinton indskød, at hun var glad for, at en mand med Trumps temperament ikke har ansvaret for lovene i landet. »For så ville du være i fængsel«, tog Trump rapt til genmæle.
Kane slap, Trump fortsatte
Kane endte med at tabe valget – hovmod stod for fald – og gik et stort personligt nederlag i møde. Trump overraskede alle og vandt præsidentposten. I januar flytter han ud af sit eget Xanadu, Trump Tower på Manhattan, og ind i Det Hvide Hus.
Welles’ film har fået en ny, mere foruroligende betydning efter den 8. november. Hvor Kane slap, fortsatte Trump. Virkeligheden overgik fiktionen. Det er endnu ikke til at sige, hvordan hans tid som USA’s øverstkommanderende kommer til at gå, men man kan have sine bange anelser.
Lad os håbe, at vi ikke må ty til en anden af filmhistoriens giganter, Sergej Eisensteins ’Ivan den Grusomme’, når vi om fire år skal beskrive Donald Trumps præsidentperiode.
Vi ved jo allerede, at han har en forkærlighed for det russiske…
Læs også: Kan hiphoppen forklare Donald Trumps valgsejr?