’Ind i infernoet’: Werner Herzog har for travlt i Netflix-dokumentar
Werner Herzog er en produktiv herre, både som fiktionsfilminstruktør og dokumentarist. Alderen kan heller ikke siges at have sløvet skabertrangen. Alene på dokumentarfeltet har det i de senere år været vanskeligt at holde trit.
Højdepunktet var ’Grizzly Man’ fra 2005, hvor den tidligere skuespilleraspirant Timothy Treadwell forsøgte at frigøre sig fra de skuffelser, civilisationen havde budt ham. Han ville leve blandt bjørne. Treadwell var sindslidende, og bjørnene var ikke som i ’Junglebogen’. At tragedien stod skrevet på forhånd, gjorde ikke filmen mindre betagende.
Instruktøren interesserer sig for eventyrere og enspændere. Det er dem, som ofte forfølger et gralsobjekt, ligegyldigt om tunnelsynet fører dem i døden. Det ses i den Netflix-aktuelle ’Ind i infernoet’, hvor vulkanforskere bevæger sig så tæt på den piskende lava, at de næsten minder om børn, der overvejer en soppetur.
Vi følger Herzog og forskeren Clive Oppenheimer på rundrejse til forskellige vulkanområder. Og de får stemplet passet et par gange, skal jeg love for: Kommer til så mange fantastiske og sjældne steder, at der er stof til en hel serie af dokumentarer. Desværre er det filmens problem. Rejsekammeraterne har for travlt. Scenerne får aldrig lov at fæstne sig, før det er videre til en ny destination. Fra Antarktis til den varmeste plet på kloden, i Etiopien, hvor arkæologer graver efter skeletrester fra de tidligste mennesker. Arkæologerne havde man gerne brugt tid sammen med. Men fløjten lyder, og næste stop er Nordkorea.
Det hele akkompagneres af smukke billeder. Det giver et sus at se et stort bjerg ryge i luften og gaseksplosioner, som ligner noget fra Mordor. Eller lavamasser, der løber som blodårer i stenterrænet. ’Ind i infernoet’ mangler dog en menneskelig historie a la Treadwells. Havde filmen det, ville den nemmere kunne række udover National Geographic-segmentet. Menneskene er til stede, men på nær Afrika-passagen henvist til småroller.
Ved filmens start besøger makkerparret en øgruppe i Stillehavet. Stammebefolkningen har i årtusinder indrettet sig efter vulkanens luner. Høvdingen byder sine gæster velkommen, men undrer sig over opmærksomheden. »Jeg forstår ikke, hvorfor I er så interesserede i vulkanen«, storgriner manden – og man må dele hans forundring.
Hvis Herzog slog bremserne i, ville man måske bedre forstå hvorfor. Men så igen, han har sikkert en ny film, han skal have lavet.
Kort sagt:
Herzog og forskerven er vilde med vulkaner. Men ’Ind i Infernoet’ halser afsted og taber lægmanden på vejen. Det er synd, når rejsebudgettet nu er så stort og billederne så smukke.