I en scene i Max Kestners nye dokumentarfilm ’Amateurs in Space’ bliver Peter, en karismatisk og samtidig stivsindet figur, beskyldt for at have en skrue løs.
Filmen handler om to mænd, der laver en rumraket ud af ting, de har købt hos den lokale købmand, som for at vise, at man godt kan have store drømme uden at have et milliardbudget. Og her tager den en kritisk drejning. Lidenskaben for projektet er ikke længere i fokus, og i stedet tager de interne konflikter mellem Peter og hans kollega, Kristian, overhånd. Drømmen om at sende ud en raket i verdensrummet begynder at briste.
»Jeg havde hele tiden håbet, at de kunne klare de der knaster«, siger den danske dokumentarfilmskaber, der dog var fascineret af det komplekse i situationen.
»Den sidste film, jeg lavede, handlede om et menneske, der både hadede og elskede et andet menneske (’Identitetstyveriet’, red). Og derfor angreb ham aggressivt. Men fordi han også elskede det andet menneske, troede alle mennesker, der var rundt om ham, at det var en forfalskning, altså at det ikke er muligt både at have lov til at hade og elske et menneske på samme tid. Min ambition var at sige, at sådan er verden tit: At man har modstridende følelser. Den samme ambition har jeg i denne film. Jeg har lyst til at vise, at ingen af dem har mere ret end den anden. De har begge ret og begge uret«.
Pics or it didn’t happen
Fortællingen om Peter Madsen og Kristian von Bengtson vil for nogle være kendt fra Third Ear og Politikens podcastserie ‘Livet på Mars’, men i ’Amateurs in Space’ kommer vi endnu tættere på duoen, der i 2008 stiftede nonprofit-raketgruppen Copenhagen Subortials på Refshaleøen i København.
De deler drømmen om at bygge deres egen raket og rejse ud i det ydre rum, og i Kestners film følger deres vej mod målet. Lykkes missionen, demonstrerer de, at det ydre rum også kan udforskes af ‘amatører’.
Jeg møder Max Kestner på Holmen i København, i det rustfarvede byggeri, som udgør Den Danske Filmskole. Den lyshårede mand underviser på den prestigetunge skole, hvor han i 1997 tog afgang med filmen ’Clarks’.
Siden debuten er Kestner blevet et af de mest anerkendte navne i doku-Danmark med over ti film på sit cv. Instruktøren er nok bedst kendt fra det lille selvbiografiske, fabulerende mesterværk ’Rejsen på ophavet’ fra 2004 og ’Nede på jorden’ fra samme år om en skrantende fabrik i Esbjerg. ’Nede på jorden’ høstede ros, men fik også kritik, fordi Kestner havde iscenesat begivenhederne i filmen. I et essay i Filmmagasinet Ekko svarede Kestner kritikerne præcist og med skyhøj selvtillid: »Alle film, også dokumentarfilm, er instruerede. Nogle er bare bedre instrueret end andre«.
’Amateurs in Space’ er en mere konventionel dokumentarfilm. Det er en film, der næsten er blottet for tydeligt instruerede scener, skabt uden rekonstruktioner og indblanding fra filmskaberen. Kameraet har fået en passiv og observerende rolle, og hvis man ikke vidste bedre, ville man måske tænke, at instruktøren slet ikke var i nærheden: At han en dag spadserede på Refshaleøen i København, fik øje på to mænd, der lavede en rumraket, og at han derefter besluttede sig for at filme dem på afstand.
Men det var slet ikke Kestner, der hørte om Peter og Kristian først. Det var dem, der hørte om ham.
»De tog kontakt til mig. De vidste godt, at projektet havde potentiale til at blive en film«, siger han.
»Det har man jo lært. Under rumkapløbet i 50’erne fandt man ud af, at det var vigtigt at dokumentere det, man lavede, for ellers er det ikke rigtig sket. Det er ligegyldigt, om du er taget til månen, hvis du ikke har taget nogle billeder, mens du var der. Det vidste de godt«.
Hvad fangede dig så ved projektet?
»Det var to ting. Det ene var, at jeg ønskede to hovedpersoner med et stort problem, de sloges med. Peter og Kristian har valgt det størst tænkelige problem. Den anden ting var, at jeg syntes, de var gode sammen. Jeg syntes, det var interessant, når de talte sammen. De kunne udfordre hinanden på måder, som jeg følte var attraktivt for mig på et personligt plan«.
Og hvorfor vælger man så at lave en rumraket ud af materialer, man har købt hos købmanden?
»Hvis det lykkes for dem, siger de til verden: ’Se hvad man kan’. Fagligt ved de godt, at de kan udføre opgaven, samtidig med at de ved, at det er en performance eller et kunstværk, der handler om at inspirere os andre til at prøve det, vi drømmer om. De gør noget, de fleste har en bevidsthed om ikke kan lade sig gøre. Det er i sig selv fantastisk: At ting du ikke troede kunne lade sig gøre, måske godt kan lade sig gøre. Selv det at flyve ud i rummet uden at have et milliardbudget.
Lidenskab eller galskab
Mange vil nok alligevel hævde, at rumplaner på en bøjet femøre er resultatet af galskab lige så vel som lidenskab. Men Kestner er uenig: Det handler om lidenskab. Og kun lidenskab.
»Jeg har hele tiden troet, at det ville lykkes. Jeg har aldrig følt, at det var et galt projekt. Altså et projekt der var ledt ud af en gal idé om, at noget, som ikke kunne lade sig gøre, ville lade sig gøre. Jeg har hele tiden troet på, at de ville lykkes med det. Og det tror jeg sådan set stadig på«.
Så ingen af dem er mere gal end den anden?
»Jo! Det må man godt sige. Den ene er helt klart mere gal end den anden, men det er også en del af Peters kvaliteter. Det er jo det, der gør, at han kan tænke så alternativt: At han kan runde nogle hjørner, som de fleste mennesker ikke kan runde, fordi de går på de veje, der er oplagte. Han kan gå på de mindre oplagte veje.
Det er en kvalitet, Kristian også har. Men det er færre af os, der ligner Peter. Han er en mere eksotisk karakter, som man har en tendens til at betragte udefra, fordi man måske ikke kender så mange af hans slags.
Den relativt lille størrelse på projektet er en vigtig pointe i din film, og blandt andet parallelklipper du mellem arkivfilm af kendte, internationale opsendelser af rumraketter på den ene side og Peter og Kristian, som arbejder med deres raket på Refshaleøen, på den anden side. I det store billedet er projektet ekstremt lille – næsten komisk lille. Hvorfor valgte du det greb?’
»Jo, men det gør også det modsatte: Det skaber også en poetisk og dramatisk effekt. Jeg gør det, fordi jeg synes, at der var et meget stort spænd mellem det, der var ambitionen, og det, man kunne se blive udført. Altså, at der var et meget stort spænd mellem at gå til købmanden og købe vita wrap til sit rumskib og den store drøm om at rejse ud i verdensrummet. Hele spændet mellem den store drøm og den meget lille konkrete udførelse af det, syntes jeg var spændende«.
Drømme koster noget
Du var tæt på Peter og Kristian over lang tid. Hvordan oplevede du det, når de skændtes, og du måtte holde dig tilbage i rollen som filmskaber?
»Som filmskaber skal jeg bare lave mit arbejde. Som menneske, som er på venskabelig fod med begge, er det smertefuldt. Det bliver meget banalt, men så håber man, at de løser deres problemer. At de finder ud af det.
Hvis det her skulle lade sig gøre, så skulle der en særlig kombination af to mennesker til. Lige netop den her drøm, skal der to som de her mennesker til. Derfor er det også en skrøbelig konstellation, for hvis ikke de kan sammen, så kan drømmen måske aldrig blive til virkelighed«.
Men det er vel positivt for din film? Det skaber i det mindste en god konflikt.
»En film består altid af hovedkarakterer, som har en hel del problemer, som de skal løse. I det her tilfældet viste det sig primært at handle om samarbejdsvanskeligheder. Personligt ville jeg hellere have haft, at det handlede om tekniske problemer.
Hvis det lykkedes for dem, havde det gjort enormt meget for min film. Så havde den fået enorm meget gratis opmærksomhed, fordi folk ville været interesseret i at se filmen. Nu er vi i en situation, hvor den skal klare sig mere på sine egne kvaliteter. Sådan som det normalt er. Men det er klart, chancen var der for en stor lotteriseddel i det projekt, også for mig, for hvis de havde været i stand til at gennemføre, kunne jeg have hoppet med på vognen«.
Ja, så ville din film være blevet verdensberømt.
»Den ville have eksploderet!«
Hvis vi nu skal vende tilbage til den der konflikt…
»Det er ofte sådan i den virkelige verden, at mennesker har ret fra hvert deres synspunkt. Jeg har stået ved siden af, så for mig har det været ret tydeligt, at de begge to har haft ret«.
Ret i hvad?
»De har begge haft ret i deres kritik af hinanden, og de har også ret i, at de selv gør det bedste, de kan. Jeg har ikke følt, at jeg skulle lave en film om, hvem der havde ret. Jeg har prøvet – og det synes jeg tit, jeg har prøvet – at give et billede af, hvor kompleks virkeligheden er«.
Hvad vil du sige, filmen dybest set handler om?
»Om hvad der skal til, hvis du skal gøre drømme, som er større end almindelige drømme, til virkelighed. Og at det koster noget. I dette tilfældet både et projekt og et venskab«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Amateurs in Space’