De fleste kender til Michael Moore og hans film som ’Roger & Me’, ’Bowling for Columbine’ ’Fahrenheit 9/11’.
Men der er faktisk en anden aktivistisk dokumentarskildrer af USA, der er mindst lige så interessant: Han hedder Louis Theroux, og selvom hans navn i visse kredse vækker genklang, nyder han langt fra en lige så ikonisk status som sin højtråbende kollega.
Hans mest sete dokumentarer må være ’Louis and the Nazis’ (2003), ’The Most Hated Family in America’ (2007) og ’Behind Bars’ (2008). Sidstnævnte er blevet rangeret som det tiende mest sete program på BBC Two nogensinde.
Herhjemme har han haft en god platform på DR, der senest i august viste ’Drinking to Oblivion’, der giver et skræmmende billede af en håndfuld alkoholikeres svære kamp mod afhængigheden. Og snart (DR-premieredatoen er endnu uvis) er han aktuel med en humoristisk Scientology-film, der har den passende titel ’My Scientology Movie’, hvor han går sammen med et tidligere højtstående medlem og forsøger at infiltrere kirken.
Hvor Michael Moore i allerhøjeste grad er drevet af politiske problemstillinger i USA, er Louis Theroux udelukkende drevet af emner, der interesserer ham personligt. Det er typisk amerikanske subkulturer og mennesker, der lever et andet og oftest umoralsk liv. Deres metoder er også vidt forskellige.
De tidlige dage
Inden Theroux kastede sig ud i dokumentarproduktion, arbejdede han som journalist i USA i de tidlige 90’ere, hvor han skrev for bladet Metro Silicon Valley. Et par år senere fik Michael Moore på baggrund af sin succes med ’Roger & Me’ mulighed for at lave sit eget show for NBC, satireprogrammet TV Nation, og her blev Louis ansat som korrespondent.
Arbejdet bestod hovedsaligt i korte indslag, hvor han blandt andet besøgte Bill Clintons barndomsby Hope, tog til Amazonas for at sælge Avon-produkter til en gruppe indfødte kvinder og interviewede en række medlemmer fra Ku Klux Klan i en tid, hvor klanen forsøgte at genskabe sig selv som en menneskeretsorganisation for hvide:
TV Nation fik kun to sæsoner, men BBC Two havde fået færten af hans britiske accent og hev ham derfor hjem i folden, hvor han i ’98 fik sit første show under eget navn, ’Louis Theroux’s Weird Weekends’.
Konceptet var det samme som hans indslag fra TV Nation, hvor udgangspunktet var at opsøge og interviewe mærkelige og kontroversielle personer. Segmenterne var dog længere end de små ti minutter, og der var skruet ned for satiren. Igennem de tre sæsoner møder Louis en lang række forskellige typer: Teleevangelister, sorte nationalister, pornoskuespillere, sydafrikanske Boer-tilhængere som bodybuilderen Guy Grundy:
Se Theroux flekse guns i Weird Weekends:
Louis og amerikanerne
Efter Weird Weekends tog Theroux en pause fra de amerikanske subkulturer og fokuserede i stedet på briterne, hvor han i ’When Louis Met…’-serien flyttede ind hos britiske kendisser, heriblandt DJ/fundraiser Jimmy Saville og PR-guru’en Max Clifford.
Den manglende interesse fra det britiske kendismiljø betød dog, at det ikke blev til mere end to sæsoner, og derfor vendte Theroux endnu en gang tilbage til det, der virkeligt interesserede ham: Fremmede subkulturer.
Han tog i ’Louis and the Brothel’ på ludertogt i Nevada, hvor han fik massage af en glædespige, naturligvis 100 procent SFW-britisk med et håndklæde strammet godt om boxershortsene.
Og i ’Louis and the Nazis’ opsøger han Tom Metzgers nazislæng i Californien, hvor han er tæt på at få tæsk af et nazistisk ægtepar, da han nægter at svare på, om han har jødiske rødder.
Omdrejningspunktet for de nye dokumentarer er generelt mere seriøse, og hans seneste besættelse har således været at undersøge, hvordan mennesker reagerer og tilpasser sig i uvante omgivelser. Blandt andet noterede han sig i ’Behind Bars’, hvordan heteroseksuelle mænd i San Quentin-fængslet indgik i homoseksuelle parforhold, og mødte blandt andet eks-nazisten, Ronnie, der var fundet sammen med en jødisk fyr:
Men hvorfor er han så lige så interessant som Michael Moore? Her er tre grunde:
1. Falsk naivitet
Faux-naif er et begreb, der dækker meget godt over Louis’ stil. Han forklarer i et interview med BBC, at naiviteten er en helt naturlig ting for ham:
»Jeg har aldrig været særlig tjekket eller nogen dygtig performer, så da jeg først startede med at lave tv, gjorde jeg mit bedste forsøg på at være kompetent, men trods mine forsøg sneg inkompetencen ind, og det blev ligesom en del af det gode, som jeg lavede, på en mærkelig måde (…). Det faktum, at jeg ikke var poleret, det faktum at jeg var lidt af et rodehoved, virkede ret godt i sidste ende«.
Men det er netop denne upolerede personlighed, der gør ham så interessant, for det har en særlig virkning på hans medvirkende. De føler et behov for at forklare sig over for ham, og de begynder dermed at tale mere, end de ellers ville.
»Sådan som jeg ser det, Louis, så giver du folk nok reb, og ser dem hænge dem selv med det«, lød Max Cliffords kommentar til Theroux’ måde at interviewe op. En kommentar, der ikke er helt ved siden af – se bare hans interview med Boer-lederen Eugène Terre’Blanche fra hans Weird Weekends-dage:
Det er ret vildt at se, hvordan Terre’Blanche hidser sig selv op, da Louis spørger ham, hvorfor sorte ikke blive Boer (landmand af europæisk afstamning i Sydafrika, red.), hvis de besidder samme egenskaber som en Boer. Ved at fremstå en smule naiv skaber han interessante konflikter.
2. Sympatisk selvopofrelse
Sammenlignet med Moore fremstår Louis Theroux mere sympatisk, men han er til gengæld også enormt konfliktsky. Tag bare Moores interview med Charlton Heston fra ’Bowling for Columbine’, hvor hans aggressive stil med de tydeligt ledende spørgsmål nærmest tvinger armen om på Heston og i sidste ende får skuespilleren til at forlade interviewet i sit eget hjem.
Ikke et ondt ord om Michael Moores stil, for det er jo også en måde at få en pointe igennem på, men for at kunne udvise sympati for Moore, kræver det, at man har samme politiske overbevisning som ham. Hvis uikke fremstår Moore mere som en bølle. Dette gælder ikke rigtigt for Louis Theroux, for hans egen personlige holdning spores sjældent.
Alligevel formår han at sætte sindene i kog, om end udfaldene ofte er mere komiske end dramatiske:
Da Louis overværede en gudstjeneste hos Westboro Baptist Church i ’The Most Hated Family in America’ (2007), spurgte han lederen af kirken, Fred Phelps, om de bibelske referencer til det gamle testamente, han benyttede sig af i sin tale. Og på baggrund af talen konkluderede Louis, at Fred Phelps mente, at vi levede i en tid med bibelske profetier, hvilket han fik verbale øretæver for.
Man kan næsten ikke undgå at få en smule ondt af Louis, når hans medvirkende går i flæsket på ham. Han virker nærmest som et offer, når han står mundlam med rynkede øjenbryn, selvom vi alle ved, at der er tale om en form for selvopofrelse, og at han er klar over, hvilke knapper han skal trykke på.
3. Velbevaret humor
Louis Theroux har givet udtryk for, at han godt kan lide at inkludere nogle humoristiske øjeblikke i sine dokumentarer. Et velbevaret levn fra TV Nation-dagene, men også fra Weird Weekends, hvor han blandt andet stillede op som bryderen Waldo (’Where’s Waldo’, red):
Der er også humor i nogle af hans mere dystre dokumentarer, som ’Law and Disorder in Philadelphia’, hvor han følger politiet i Philadelphia, der på grund af sin høje mordrate kaldes for Killadelphia:
Louis virker enormt malplaceret, når han interviewer en sort borger gemt bag en skudsikkervest.
Behandler alle med respekt
Louis Theroux’ arbejde er meget omfangsrigt, han behandler sine medvirkende med stor respekt – også selvom de ikke altid gengælder det.
Desværre er Therouxs arbejde ikke særlig let tilgængeligt, hvis man er bosiddende i Danmark, for man skal over på den engelske Netflix, før man finder hans perler. Snart får vi dog ’My Scientology Movie’ at se på DR, og så er det bare om at slå til.
Se traileren til ‘My Scientology Movie her’:
Læs også: Manipulator eller sandhedsvidne – alle Michael Moores film, rangeret