6. ’Slacker Uprising’
I efteråret 2004 var Michael Moore på en omfattende tour rundt i USA, hvor han besøgte en lang række universiter i håb om at få de unge til at stemme ved det forestående præsidentvalg – selvfølgelig imod Bush og republikanerne.
Filmens kvalitet
Michael Moore havde formentlig forventet en helt anden film end det endelige resultat, da han startede optagelserne til ’Slacker Uprising’. Han havde håbet, at hans tour og film skulle blive det sidste søm i George Bushs politiske ligkiste, men sådan gik det som bekendt ikke, og det rejser spørgsmålet: Havde filmen så overhovedet et fornuftigt eksistensgrundlag i 2007, hvor den udkom?
Filmen rejser en række universelle spørgsmål om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og andre rettighedsspørgsmål – og ifølge filmen fik Moores kampagne da også langt flere unge til at stemme. Men dette udforskes kun sporadisk. I stedet ender det mere som en showcase for Michael Moore, hvor han forsvarer sine holdninger, rister republikanere og synger demokrati-sange med vennerne fra Pearl Jam, R.E.M. eller Rage Against the Machine.
’Slacker Uprising’ er langt fra den filmiske oplevelse, som Moores dokumentarer normalt er. Dens underholdningsværdi er begrænset til scener, hvor Michael Moore vittigt svarer igen fra talerstole, og en række korte anti-Bush-valgvideoer. Ligeledes er Moores ikoniske voice-over droppet og erstattet af en triviel sort skærm med hvid skrift.
Hvad der skulle have været den endelige fjer i hatten for Moores politiske projekt og »fødslen af en ny politisk generation« ender som en søgt selvpromovering og glorificering af manden selv.
Filmens objektivitet
’Slacker Uprising’ er i sit udgangspunkt et politisk projekt mere end en undersøgende dokumentar. Michael Moore holder da heller ikke igen i sin sønderlemmende kritik af Bush-administrationen eller mediernes indflydelse på Irak-krigen.
Men det mest skræmmende ved ’Slacker Uprising’ er, at den på trods af, at den udkom hele tre år efter det tabte valg, ikke indeholder refleksioner over grunden til nederlaget. Hvorfor tabte Kerry, og hvorfor vandt Bush? Filmen mangler simpelthen selvransagelse.
Graden af selviscenesættelse
’Slacker Uprising’ er Michael Moore, når han egotripper allerværst.
Filmens anden titel siger det hele: ’Captain Mike Across America’. Efter en række kritiske film om det amerikanske samfund prøver Michael Moore her at tage til genmæle og statuerer sig selv som en vaskeægte amerikansk patriot. Moore formår at iscenesætte sig selv som en sandhedens vogter, der tør stå frem, hvor medierne tier.
’Slacker Uprising’ handler så meget om Moore selv, at når der laves en voxpop, bliver der ikke spurgt til hverken valget eller nogle af kandidaterne, men derimod til Michael Moore selv – og her kommer både støtter og (inkompetente) fjender til orde.
5. ’Kapitalismen: En kærlighedshistorie’
Den globale finanskrise i de sene 00’ere er afsættet for Moores voldsomme kritik af kapitalismen, konkurrencestaten og Wall Street.
Filmens kvalitet
’Kapitalismen: En kærlighedshistorie’ virker mest af alt som et opkog af Moores tidligere dokumentarer. Moore står som sædvanlig på de svage og fattiges side, mens han hudfletter de store selskaber, politikernes uduelighed og den amerikanske drøm.
Selvom Moore går ind i projektet med liv og sjæl, virker det ikke, som om han har så meget nyt på hjerte. Der er ingen tvivl om filmens vigtighed, den økonomiske situation taget i betragtning. Men hvor ligger nyhedsværdien i, at de store selskaber og de rige snyder systemet og efterlader de fattige i rendestenen? Det har trods alt altid været Moores kæphest.
Moores form med vittig sarkasme og den sympati- og patostunge udstilling af arbejderklassen virker i hans sjette biograffilm noget rigid.
Filmens objektivitet
Genistregen i ’Kapitalismen: En kærlighedshistorie’ er at fremstille kritikken med udgangspunkt i Amerikas hjerte, nemlig demokratiet og religionen. Mens historiske optagelser fremviser politiske alfædre som Thomas Jefferson og Franklin D. Roosevelts fornægtelse af bankernes grådighed, forsager nutidige katolske præster kapitalismens grundform.
Men den kitschede begyndelse, hvor Moore trækker lignelser mellem USA og Romerriget, er lige vel søgt, og hans vanlige virkemidler som den sarkastiske voice-over og underlægningsmusik virker endnu mere indignerede end tidligere.
Filmen fik da også kritik for en både simplificeret og unødvendig polemisk fremstilling af hele finanskrisen.
Graden af selviscenesættelse
Der er ingen tvivl om, at Moore føler sig meget personlig investeret. Dokumentaren trækkes dog unødvendigt tilbage til Moores første film, ’Roger og mig’, da han på ny trækker Flint, General Motors og sin egen familiehistorie ind i billedet.
Og Moores forsøg på at foretage en civilanholdelse af finansinstituttets topchefer og tilklistre børsen på Wall Street med gul ’crime-scene’-tape er lige så meget en iscenesættelse af ham selv som menigmandens frelser, som det er en effektiv understregning af filmens pointer.
4. ’Sicko’
Michael Moore tager i ‘Sicko’ det amerikanske sundhedsvæsen og den private amerikanske sygeforsikring under kærlig behandling.
Filmens kvalitet
’Sicko’ er en rystende oplevelse, der udstiller en sygelig grådighed i et system, der ellers var sat i verden for at redde de syge. Den manglende universelle velfærd i USA koster ifølge Moore op imod 18.000 liv hvert år, men dem, som ellers har været fornuftige og tegnet en sygeforsikring, er mindst lige så udsatte. Moore udlægger nemlig, hvordan forsikringsselskaber forsøger at maksimere deres indtjening – lige meget om det koster patienten livet.
Luften er tyk af patos, når Moore besøger ofrene. Tårerne triller, og lungerne er ved at blive hostet ud. Dokumentaristen er som altid spydig, og sarkasmen driver ned af væggen, mens han hænger både Bush, Nixon og alle andre politikere på hans vej til tørre.
Men Moore bliver desværre noget pædagogisk i sin fremstilling af Europa, Canada og Cubas frie sygevæsen. Pointen gentages i en uendelighed. Men Moore skal roses for, at han i ’Sicko’ i højere grad går efter bolden og ikke manden, hvilket ellers er hans foretrukne fremgangsmåde.
Filmens objektivitet
Det propagandistiske udebliver dog ikke i ’Sicko’, hvor Moore tydeligvis vender det blinde øje til Cubas fattigdomsproblem. Landet udlægges nærmest som et demokratiets højborg, hvor pøblen bliver behandlet på lige fod med de rige – i sådan en grad, at Fidel Castro og resten af styret efter sigende skulle have været betænkelig med at vise filmen i ren ængstelse over, at den cubanske befolkning pludselig skulle tro, at de havde så fornemme rettigheder.
Generelt bliver de andre landes velfærdsstater og sundhedssystemer, der også tæller Canada, England og Frankrig, brugt noget opportunistisk af Moore, der tydeligvis ser alle fordelene, men aldrig stiller de kritiske spørgsmål.
Graden af selviscenesættelse
Moore har altid en gimmick eller to i ærmet, som da han ironisk sejler et hold syge fra 9/11 ud til Guantánamo Bay for at bede om sygebehandling.
Og mens han det meste af tiden formår at træde i baggrunden for filmens pointer, ender han alligevel med at stjæle billedet i et temmelig cheesy øjeblik. Det sker, da han i monolog om at støtte sine fjender, pralende afslører, at han anonymt har doneret penge til en anti-Michael Moore hjemmeside… Så meget for at være anonym.
3. ’Bowling for Columbine’
I efterdønningerne på det drabelige skoleskyderi på Columbine High School i 1999 udforsker Michael Moore den amerikanske våbenkultur med sit provokerende, kritiske blik i den Oscar-vindende ’Bowling for Columbine’.
Filmens kvalitet
Lad det være sagt med det samme: I ’Bowling for Columbine’ skyder Michael Moore med spredehagl – våbenlov, udenrigspolitik, raceproblematik, fattigdom og mediernes påvirkning inddrages i Moores fortælling om USA’s voldskultur. Og det er både dokumentarens styrke og svaghed.
Moore udpeger nemlig alle symptomerne på et sygt land, men kommer aldrig rigtigt frem til den egentlige hovedårsag. Er det landets storhedsvanvid? Er det politikken? Eller mediernes påvirkning? Det virker noget selvmodsigende, når Moore efter at have remset alle problematikkerne op, alligevel fejer dem af bordet ved at pege på et lignende ophav i andre lande, der ikke har været plaget af våbenproblemerne på samme måde. Men måske er det netop pointen med det hele – frygten og forklaringerne er pure opspind, og når sygdommen allerede har spredt sig til de fatale dele, er behandling den eneste vej frem.
Moore vil da også meget hellere svælge i konsekvenserne og pege fingre. Der bliver ikke sparet på hverken billeder eller patos i skildringen af massakren på Columbine High og en seksårig drengs nedskydning af en jævnaldrende pige i Flint. Men frem for alt kræver Moore den ansvarliges hoved på et fad.
I ’Bowling for Columbine’ går det især udover National Rifle Associations (NRA) talsmand, skuespilleren Charlton Heston, der udpeges som den store skurk – og konfrontationen på Hestons ranch er tåkrummende effektiv. Moores retorik udvikler sig fra det diplomati til et hadsk bagholdsangreb.
Man griner højlydt, mens man ryster på hovedet.
Filmens objektivitet
Moore går linen ud med sine propagandistiske tendenser i ’Bowling for Columbine’, der blandt andet giver en farvet udlægning af den amerikanske udenrigspolitik siden 1950’erne og frem til i dag, ironisk akkompagneret af Louie Armstrongs ’What a Wonderful World’, og en noget forsimplet, men ganske underholdende animationsvideo om den amerikanske historie.
Samtidig må man erkende, at Moores dokumentation halter. Nok underbygger han sin påstand om, at USA’s befolkning skyder hinanden på grund af frygt og utryghed, men det ender i højere grad som dokumentaristens egen fortolkning af forholdene end en analyse funderet i virkeligheden.
Den canadiske vinkel i ’Bowling for Columbine’, der beskriver nabolandet som et fredeligt paradis, hvor folk sover med dørene åben og aldrig oplever mord, virker også noget fordrejet, og man kan undre sig over, hvor den normalt så konfliktsøgende Moores kritiske spørgsmål er blevet af.
Graden af iscenesættelse
Michael Moore holder sig ikke meget bag kameraet i ’Bowling for Columbine’, hvor han hurtigt iscenesætter sig selv som den direkte modsætning til den vulgære våbenkultur, som han ellers er vokset op med.
Men enkelte gange bliver Moore nærmest for selvfed, som når han tilbagelænet med solbriller interviewer rockmusikeren Marilyn Manson, eller når han under et interview med producenten bag reality programmet ’Cops’ pitcher ideen ’Corporate Cops’ – og efterfølgende viser en satirisk trailer med sig selv som såkaldt ’erhvervs-betjent’, der nedlægger de virkelige skurke (kapitalisterne) med en doughnut i munden og til sin egen reggae-melodi.
Bedre er det, da Moore hjælper to ofre for skoleskydningen i Columbine med at få oprejsning ved at angribe KMart for supermarkedskædens salg af patroner, som han faktisk får fjernet fra hyldene. Selvom Moore igen gør opmærksom på sig selv, tjener det her et formål og bliver derfor ikke skamløs selvpromovering.
2. ’Roger og mig’
Michael Moores første dokumentar er et portræt af Moores hjemby Flint, Michigan, og dens forfald efter den velkørende General Motors-fabrik lukkede og rykkede produktionen til Mexico.
Filmens kvalitet
Moores film fungerer tit bedst, når han med samvittigheden på sin side kan sætte et ansigt på skurken. En djævel, som han efterfølgende kan retsforfølge med sit kamera. I ’Roger og mig’ er det General Motors’ CEO Roger Smith, der kommer til at stå som symbolet på storindustriens pengegriske jagt på profit.
Men ’Roger og mig’ er mere end det, det er også Moores nostalgiske fortælling om, hvordan barndommens idylliske minder knuses af voksenlivets og kapitalismens evige og ubarmhjertige stræben efter vækst i reaganismen.
Hvor Moores senere film er blevet mere idealistiske og fremadstræbende, bliver den lille beretning om Flint beretningen om provinsens forfald. Decentralisering, urbanisering og outsourcing er alle følgevirkninger af udviklingen i 21. århundrede, som har haft enorme konsekvenser for de små sovebyer, hvis eksistensgrundlag var betinget af de store virksomheders nåde. Det er i fremstillingen og kritikken af dette, at man finder filmens nerve og kvalitet.
Med ’Roger og mig’ viste Michael Moore befriende, at man på én gang kunne underholde og være politisk skarp.
Filmens objektivitet
Moore går som altid underdog’ens ærinde, og hans afsky for de rige, der spiser og hygger sig med cocktails og roastebeef på country club’en, mens arbejderne sulter på gaden, er tydelig. Og til tider er det lige vel opstillet – så meget, at Moore faktisk blev sagsøgt og tabte, da han i filmens spotske fundraiser-scene udstiller pro-bono-advokaten for Flints fattigste, Larry Stecco, som en rig arrogant pengemand.
Filmen fik også en del kritik for dens manipulation af tid, begivenhedsforløb og sammenklipning af usammenhængende scener for den følelsesmæssige reaktions skyld. Kritikpunkter, som har ramt Moore hele hans karriere.
Graden af selviscenesættelse
Titlen siger det hele: ’Roger og mig’ er lige så meget en fortælling om Michael Moore selv som en beretning om Flint og kapitalismens chokehold på udkants-USA.
Filmen krydres med barndomsminder og foragt for storbyen i sådan en grad, at Moore nærmest iscenesætter sig selv som et synonym med Flint. Det gør, at ’Roger og mig’ måske mest af alt skal betragtes som et personligt, filmisk essay, og derfor ser man også igennem fingre med Moores ego-trip, der lige netop her blot styrker den samlede oplevelse.
1. ’Fahrenheit 9/11’
Michael Moore dykker i ’Fahrenheit 9/11’ ned i de politiske følgevirkninger af terrorangrebet den 11. september 2001, hvor han især ikke lader præsident George W. Bush Jr. slippe nemt.
Filmens kvalitet
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Michael Moore er partisk og havde et horn i siden på Bush-administration på størrelse med de to World Trade-centre til sammen, men hold op, hvor fremlægger manden sine kendsgerninger kuldegysende godt.
På bare to timer får Moore rundbarberet den daværende præsident Bush så grundigt, at det er en gåde, at manden alligevel kunne blive genvalgt. Dokumentaren optrevler Bushs kontroversielle valgsejr i 2000, præsidentens store inkompetencer, militærpapirer, Bush-familiens forhold til Bin Laden og de langt fra retfærdiggjorte krige i Afghanistan og Irak med sarkasme og foragt, og det er svært som seer ikke at blive rystet, lige meget hvilken politisk fløj man tilhører.
Filmens stærkeste afsnit er dog måske dens illusionsløse forsvar for de amerikanske soldater, der viser en gruppe unge forskruede mænd, der lytter til Bloodhound Gangs ’Burn Motherfucker Burn’, mens de nedslagter civile. Alt sammen ud fra troskab til deres land og dets inhabile ledere.
’Fahrenheit 9/11’ er sensationshungrende filmkunst, hvor Moore beregnende og manipulerende fremlægger de sørgelige facts med stor humor og nådesløshed. Det er således heller ikke svært at forstå, hvorfor filmen er endt som den bedst sælgende dokumentar nogensinde.
Filmens objektivitet
Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at de daværende magthavere i USA ihærdigt forsøgte at stoppe filmen, der fik premiere samme år, som Bush forsøgte at blive genvalgt. At filmen så alligevel endte med ikke at få nogle egentlig konsekvenser, skyldes formentlig, at Moore i højere grad prædiker til koret af Bush-haters og demokrater end til landets swing voters.
Det skorter ellers ikke på manipulerende tiltag i ’Fahrenheit 9/11’, hvor Moore eksempelvis sammenklipper billeder af Bushs tale til nationen, da USA angreb Irak og legende irakiske børn, og eksplosioner og lemlæstede børn.
Filmen modtog selvsagt stor kritik fra den republikanske lejr, der mente, at Moore havde en lemfærdig omgang med sandheden. En soldat sagsøgte sågar Moore for at have fiflet ved lydsporet, så han pludselig var mod Irak-krigen.
Graden af selviscenesættelse
Selvom Moore tydeligvis udmaler sin agenda i filmens spydige voice-over, lader han også i høj grad billederne tale for sig selv. Vi slipper dog ikke for hans vanlige spil for galleriet, der i ’Fahrenheit 9/11’ tæller instruktøren i en isbil, hvorfra han læser the Patriot Act op for alle de politikere, der underskrev den uden at læse den, og en Michael Moore, der forsøger at hverve de hykleriske kongresmedlemmers sønner til krigen i Irak. Ligesom vi heller ikke slipper for endnu en tur til hjembyen Flint.
Disse indslag er i bund og grund unødvendige, men de stjæler heldigvis ikke oplevelsen af den samlede film.
Læs også: Michael Moore er ikke alene: 10 Hollywood-stjerner, der nedsabler USA