’Dope Thief’: Stærk skuespilduo er et hylemorsomt højdepunkt i intens tætpakket krimiserie
Man er godt stillet, når man har Brian Tyree Henry og Wagner Moura som hovedroller i sin serie.
Henry slog igennem som Paper Boi i ‘Atlanta’, mens Moura fik stor ros for sin rolle som Pablo Escobar i ‘Narcos’.
Nu står de to skuespillere så over for hinanden i Apple TV+-serien ‘Dope Thief’, hvor de endnu engang viser omfanget af deres store talent.
Her spiller de deltidssvindlerne og vennerne Ray (Henry) og Manny (Moura), der har et rimelig skudsikkert side hustle: De udgiver sig for at være politibetjente og ransager forskellige narkobuler i det nordlige Philadelphia for at stikke af med stofferne og pengene, inden nogen så meget som opdager, at de har været der. Da en fælles bekendt tipper dem om et meth lab uden for deres sædvanlige græsgange, øjner de to venner muligheden for at score en ordentlig sum gysser.
Planen går selvfølgelig i vasken, og ret hurtigt finder Ray og Manny ud af, at de har jokket gevaldigt i spinaten. Pludselig har de den fascistoide bikergruppe The Alliance, det mexicanske kartel og det faktiske narkopoliti, DEA, på nakken. Vennernes hovedløse røveri sætter gang i en lavine i den kriminelle underverden, og de må tænke hurtigt for at undvige de mange mennesker, der kræver deres hoveder på et sølvfad.
‘Dope Thief’ lægger op til en klassisk, lidt fjollet krimikomedie. Fra første afsnits cold open er Tyree Henry i hopla med hurtige oneliners, referencer til 90’er-sitcom’en ‘Martin’ og den Samuel L. Jackson-agtige replik »Ronald, måske? Fra den berømte Måske-familie?«, der unægteligt er sjovere, når man hører den, end når man læser den på skrift.
Serien udvikler sig dog ret hurtigt til en mere dyster fortælling, om end stadig med plads til kække replikleveringer. Heldigvis er det ikke noget problem for de to hovedrolleindehavere at tilpasse sig den mere seriøse tone.
Brian Tyree Henry og Walter Moura er ekstremt troværdig, og man køber virkelig ideen om, at de har et stærkt bånd. Vi er igennem hele følelsesregisteret, når de et øjeblik med genial komisk timing har indbyrdes banter og et andet skildrer dyb sorg, bekymring eller vrede.
Ray og Mannys personlige historier med misbrug og generationelle traumer er vævet sammen med bandekrig og politiefterforskning på en måde, så man skal holde tungen lige i munden. Det er nemt at miste overblikket i det tætpakkede plot, hvor enhver henslængt kommentar eller DEA-jargon føles, som om de indeholder vitale informationer. Man skal da også væbne sig med tålmodighed, før puslespillet falder på plads.
Når det endelig sker, er det svært ikke at føle en snert af skuffelse. Der er ingen tvivl om, at den afsløring, der kommer til sidst i sæsonen, er tænkt som et twist. Desværre har man allerede lugtet lunten.
Det ændrer dog ikke på, at ‘Dope Thief’ gør klogt i at opløse alvoren i humor. Der er rigtig mange intense actionsekvenser, hvor skudsalver fyger om ørerne, men også sjove scener, som når en alvorligt såret Ray har en dyb samtale med sin far til lyden af Ashlee Simpsons ‘Pieces of Me’.
Det er en hårfin balancegang, som ‘Dope Thief’ slipper godt fra.
Kort sagt:
Makkerparret Brian Tyree Henry og Wagner Moura er et hylemorsomt højdepunkt i et (til tider for) tætpakket krimidrama.