Ønsker man et førstehåndsvidne til Hollywoods gyldne år i 1940’erne og 50’erne, dengang hvor de store filmstudier blev betragtet som mageløse drømmefabrikker, er der ikke længere mange at tage en slingretur ned ad mindernes boulevard sammen med.
Ser vi alene på mandlige skuespillere, har vi for relativt nylig mistet personligheder som Mickey Rooney (død 2014), Charlton Heston (2008) og Ernest Borgnine (2012), og afskeden med skikkelser som Marlon Brando, Robert Mitchum, Montgomery Clift, Humphrey Bogart, John Wayne, Gregory Peck, Burt Lancaster, William Holden, Frank Sinatra (og mange andre) ligger langt tilbage.
Når Kirk Douglas på fredag, den 9. december, runder et sjældent skarpt hjørne, er der derfor god grund til at kippe med flaget og opholde sig ved historien om den jødiske opkomling, der blev en af filmbranchens helt store stjerner og et ikon for de mest virile maskuline dyder i Hollywood-systemet midt i det 20. århundrede.
Fra Issur og Izzy til Kirk
Douglas blev født i 1916 i byen Amsterdam i staten New York som søn af et fattigt russisk-jødisk immigrantægtepar. Han blev givet navnet Issur Danielovitch, hvilket ikke ligefrem gjorde assimilationen i det amerikanske ’paradis’ nemmere. Det hjalp heller ikke, at familien boede i et overvejende hvidt arbejderklassekvarter på et tidspunkt, hvor den amerikanske antisemitisme havde kronede dage.
Som ung kaldte han sig Izzy Demsky, et navn, der kunne antyde, at han mere aspirerede efter at blive en del af mafiaen (der i 1930’erne blev en yndet udvej for jødiske arbejderklassedrenge) end at gøre karriere som filmstjerne. Men Douglas, hvis blonde hår gjorde ham mere filmstjerneegnet end de fleste andre drenge i kvarteret, har altid gjort en dyd ud af, at han lige fra sin tidlige barndom ønskede at blive skuespiller. Hans ellers forsagte far belønnede ham med en isvaffel efter sønnikes første rolle i et skolespil, hvor han i øvrigt gav den som jødisk skomager iklædt morens hjemmelavede sorte forklæde.
Douglas betalte for sin high school-uddannelse ved en række småt betalte jobs on the side. Han vandt til gengæld et legat til optagelse på det fornemme American Academy of Dramatic Arts, en slags Statens Teaterskole på amerikansk. Her kom han i klasse med en pige ved navn Betty Joan Perske, hvilket udviklede sig til et livslangt venskab. På det tidspunkt havde Demsky (aka Danielovitch) taget det WASP-venlige efternavn Douglas og det mindst lige så ærkeamerikanske fornavn, Kirk.
Måske inspireret af vennens eksempel skiftede Perske også sit navn. Hun hed fra da af Lauren Bacall.
Kald mig ’Mister’!
Mens Anden Verdenskrig i første omgang kom i vejen for Douglas’ karriere (han var udstationeret som menig soldat i Stillehavskrigen mod japanerne), gjorde Bacall hurtigt karriere over for Bogart i ’To Have or Have Not’.
Da Kirk vendte tilbage efter krigen, stod Bacall klar med en vennetjeneste af rang. Hun overtalte den store producer Hal Willis til at satse pengene på sin gode ven. Douglas brød således allerede i 1946 igennem over for Barbara Stanwyck i ’The Strange Loves of Martha Ives’. Bacall-Douglas-forbindelsen (der efter sigende forblev en strengt platonisk kærlighedsaffære) kulminerede fire år senere – i 1950 – med, at de spillede over for hinanden i ’Young Man With a Horn’.
Hvis Wallis troede, at han kunne køre rundt med Kirk Douglas som med enhver anden skuespiller på den tid, tog han grueligt fejl. Douglas viste sig hurtigt at være en selvstændig herre, der ikke lyttede til hverken direktion eller agenter, og som pure nægtede at vælge roller for pengenes skyld.
Det førte til et forholdsvist hurtigt brud med Wallis, men også et nej tak til biroller i store Hollywood-produktioner til fordel for hovedroller i mindre film. Det var netop for en sådan lavbudgetproduktion, ’Champion’, at han opnåede sin første Oscarnominering for rollen som en bokser, der kæmper hårdt for at nå til tops.
Douglas har siden understreget, at han aldrig har glemt en af filmens centrale replikker, der meget passende kan stå som en slags motto for hans stædige stræben: »I’m not gonna be a ’hey-you’ all my life. I wanna hear people call me ’Mister’!«
Kampen mod undertrykkelse
Efter ’Champion’ flød rollerne i Douglas’ retning, og hans honorarer steg med en jetjagers opdrift. Han arbejdede i årene 1950-52 for stjerneinstruktører som Billy Wilder, William Wyler og Vicente Minnelli i henholdsvis ’Ace in the Hole’ (‘Forsidesensationen’), ’Detective Story’ og ’The Bad and the Beautiful’ (‘Illusionernes by’). For sidstnævnte modtog han karrierens anden Oscarnominering. Et nyt samarbejde med Minelli – Van Gogh-biopic’en ’Lust for Life’ (1956) – resulterede i en tredje (hans sidste som skuespiller).
Hans egensindige beslutsomhed udmøntede sig i 1955 i oprettelsen af eget produktionsselskab – en regulær sjældenhed midt i århundredet, hvor stjerneskuespillere som hovedregel forblev kransekagefigurer inden for produktionskæden. Bryna Productions, hed det. Det var opkaldt efter hans mor.
Douglas beviste sin næse for at opstøve talent, da han fandt frem til en spændende ung instruktør ved navn Stanley Kubrick, som han gav muligheden i to af selskabets største produktioner, ’Paths of Glory’ (1957) og ’Spartacus’ (1960), to produktioner, der blev startskuddet til Kubricks egen himmelflugt, der kulminerede sidst i 60’erne, modkulturens store årti, med rumeposset ’2001: A Space Odyssey’.
I tilfældet Kirk Douglas giver det god mening at lede efter fællestræk i de karakterer, han spillede i sine storhedsår i 50’erne og 60’erne, netop fordi han var så karrig med at udvælge sine roller. Douglas har altid haft en forkærlighed for karakterer, der kæmper hårdt for at overvinde svære omstændigheder, for ikke at sige håbløse odds.
De er optaget af kampen for retfærdighed og er villige til at gå all in i kampen mod undertrykkelse. Uanset om de lykkes med deres forehavende eller ej, udtrykker de – måske mest emblematisk titelfiguren i Douglas’ mest ikoniske film, ’Spartacus’ – at de er parat til at gå hele vejen, og at de alene gennem deres beundringsværdige stræben efter noget mere fungerer som gode eksempler på, hvordan verden kunne være, hvis flere turde tage kampen.
Forsvarede sortlistede Trumbo
Det er derfor ikke alene hans virile ydre – den hærdebrede brystkasse, det markante hageparti med den endnu mere markante kløft, den stramtandede mimik, den mørke stemme og de blonde lokker – der repræsenterer det übermaskuline, som mange fortsat identificerer med Douglas’ glansroller.
Det handler også – og måske især – om karakter. En karakter og en principfasthed, som også afspejler mange af mennesket Douglas’ karrierebeslutninger, lige fra afvisningen af Willis’ kontraktkrav, i årene efter han blev en stjerne, men også i kraft af valget af unge, uprøvede og temmelig idiosynkratiske samarbejdspartnere (som for eksempel Kubrick).
Det mest rammende eksempel er dog nok hans modige brud med embargoen mod at bruge venstreorienterede manuskriptforfattere midt under den kolde krigs mest ophedede konfrontationer, et berufsverbot, som Hollywood underlagde sig i efterdønningerne af McCarthy-epokens heksejagt på såkaldte kommunistsympatisører. Douglas hyrede således en af de mest markante sortlistede navne, Dalton Trumbo (jævnfør Bryan Cranston-filmen ’Trumbo’ fra sidste år), til at skrive manus på sine to passionsprojekter,’Spartacus’ og siden ’Lonely Are the Brave’ (1962), den af hans produktioner han selv vægter højest.
Douglas løb en stor risiko midt i en frygtsom tid, men der var tale om beslutninger som på mere end 50 års afstand synes indlysende rigtige, og som gør ham stor ære. Douglas har selv, med sans for det humoristisk underspillede, sagt om sin beslutning: »Luckily, I was young enough to be foolish«.
Han modtog en æres-Oscar i 1997, ikke alene for sin skuespillerkarriere, men også for sin ’moralske forbilledlighed’, som det hed i motivationen. Behandlingen af Trumbo vejede utvivlsomt tungt i Akademiets valg.
Macho – mensch
Hvis man skal være lidt vidtløftig, kan man sige, at mennesket Kirk Douglas inkarnerer dyderne ved begrebet macho – i dets muskuløse og handlekraftige amerikanske version – og begrebet mensch, der i jødiske selvfremstillinger beskriver den forbilledlige jødiske mandetype udtrykt gennem den intellektuelle kosmopolit, der i kraft af sin dannelse og sit udsyn optræder generøst og menneskekærligt.
En amerikansk mentalitet og en jødisk sensibilitet befrugter således hinanden i Douglas’ tilfælde.
Ud fra en umiddelbar betragtning er det den rå, virile maskulinitet, der står frem. Kirk Douglas’ fysik var som hugget i granit. Hvis det er så som så med elegancen, så hersker der til gengæld en ro over hans kraftfulde ydre, en ro, der synes at komme af en indre styrke og kraften af den overbevisning, der kendetegner Douglas’ karakterer.
Der er en ordentlighed over Douglas, som afbalancerer kraftfuldheden og den potentielle aggression, der ligger som en undertekst til en så hærdebred brystkasse og så stålsat et blik. Det er interessant at sammenligne denne blanding af virilitet og sindighed med sønnike Michael, der blev stjerne i yuppie-80’erne (blandt andet som børshajen over dem alle, Gordon Gekko, i Oliver Stones ’Wall Street’).
Michael inkarnerer en kantethed og en kompleksitet og sine steder en nihilisme (kulminerende som vred hvid mand, der får et sammenbrud i ’Falling Down’), der har noget postmoderne over sig. Farmand Douglas kan i den optik siges at flugte med en modernitet, der bygger på mere enkle svar og sandheder, en tro på fremskridtet, en tro på det godes sejr over det onde, en tro på fornuftens stemme mod uretfærdighedens.
Michaels karakterer opererer med et intellekt, der dissekerer virkelighedens muligheder og magtforhold med et sæt køligt registrerende reptiløjne, som med kort varsel kan tænde en vulkan af brandvarm destruktion (og/eller begær) i ham selv og de kvinder, der fascineres af hans vilje til at fortære sine omgivelser. Hos Kirk er der en anderledes simpel dualisme på spil. Der er rigtigt, og der er forkert. Og det sande menneske stræber naturligvis mod det rigtige.
Michael er ikke så fysisk intimiderende, men det er den elektrisk ladede energi, han udsender, til gengæld. Med farmand er det omvendt: Hans energi er moralsk stringent og selvberoende, men hans rå fysik er til gengæld et kraftcenter, der kan slippes løs, når sagen kræver det.
Fattig på mænd
Med sit fædrene ophav in mente, er det nok ikke et tilfælde, at Junior sidste år i et interview langede ud efter den nuværende generation af unge amerikanske skuespillere, som han rent ud kaldte for »umandige«, »følsomme unge mænd« underlagt unisex-idealer. I samme forbindelse fremhæver han Chris Pratt og Channing Tatum som to undtagelser, der godt tør stå ved deres maskulinitet.
Michael Douglas påpeger, at australske skuespillere er mere maskuline, mens de traditionelt mere sofistikerede (og feminiserede?) britiske skuespillere er bedre teknisk skolede (og, ifølge Douglas, mindre optagede af imagepleje og sociale medier). Dermed befinder amerikanerne sig i en lidt tåget mellemposition, hvor de hverken scorer roller som maskuline forbilleder eller som følge af et overbevisende skuespiltalent.
For ganske få dage siden var Tim Roth (der som britiskfødt amerikaner har et ben i begge lejre) inde på noget af det samme i et interview med The Guardian, hvor han beklager sig over den fitness-kultur, der florerer blandt unge amerikanske skuespillere, og som skaber glat perfektion frem for en fornemmelse af levet liv.
Er en opdragelse i the outback den bedste kur mod politisk korrekthed og andet snavs, der kan virke desinficerende mod mandlig virilitet? Hmm. Man kan vist med god ret – og med tanke på både Kirks umisforståelige, moralsk forankrede maskulinitet og den komplekse, farlige tænding, der kendetegnede Michaels egne mandeportrætter – sige, at nutidens skuespillergeneration er mere glatte og karakterløse, i hvert fald inden for mainstream.
I nutidens (identitets)politiske og kulturelle klima er det sværere for mænd at projicere den samme utvetydige mandighed – at kommunikere den samme klarhed – som faldt en Kirk Douglas naturligt. Der er i høj grad tale om et generationsspørgsmål, der lidt forsimplende kan stilles op i modsætningen Robert Pattinson vs. Josh Brolin!
’Sin City’-maestro Frank Miller har politisk ukorrekt formuleret det sådan her: »Dagens Hollywood er rig på mandlige skuespillere, men fattig på mænd«.
Passionsprojektet
Således macho – men hvad så med det jødiske islæt?
Præsentationen af jødiske karakterer i Hollywood-storfilm i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne markerede en nyfortolkning af den jødiske mand i retning af en langt mere aktiv og handlekraftig type, ja, nærmest som prototypen på en ærkeamerikansk heltefigur.
’The Ten Commandments’ (1956), ’Ben-Hur’ (1958) og ’Exodus’ (1960) er tre berømte eksempler på film, hvor det jødiske islæt bliver fremhævet, mere end et årti efter Holocaust, der hidtil havde været tabubelagt, men som fra 60’erne og frem blev en meget vigtig civilreligiøs markør (ikke kun i Israel, men også i USA – og resten af den vestlige verden, for den sags skyld). Der blev ikke længere kun fokuseret på jøden som boglig, passiv og fysisk svagelig – en traditionel stereotyp i både antijødiske fremstillinger og jødiske selvfremstillinger (bare tænk på Woody Allen), men om jøden som muskuløs, stærk og viljefast.
Ikke for ingenting lød zionismens projekt oprindeligt på at fremelske ’den ny tids jøde’.
’Spartacus’, historien om slaven, der søsatte et oprør mod stormagten Rom, var Douglas’ helt store satsning som producent. Filmen var baseret på en roman af en jødisk forfatter, Howard Fast. Foruden Douglas selv var også filmens talentfulde instruktør, Kubrick, jøde, og det samme var birollestjernen Tony Curtis (der spiller Antoninus).
’Spartacus’ er indlysende optaget af at tage parti for outsideren, den undertrykte, i opgøret med en overmagt, der repræsenterer den herskende sociale orden. Filmens oprindelige manuskript fokuserede interessant nok på korsfæstelsen af David, Spartacus’ jødiske højrehånd, og ikke Spartacus selv. Davids jødiskhed er i det hele taget stærkt betonet i den udgave af manuskriptet, der aldrig blev realiseret, selvom ikke-jøden Trumbo interessant nok selv var vældigt optaget af den vinkel.
Associationer til Holocaust
Spartacus-figuren kan siges at have overtaget mange af de distinkte jødiske kendetegn fra David-figuren, der så til gengæld er nedtonet i den færdige film. Det er Spartacus’ henrettelse, der nu udgør filmens tragiske, men kraftfulde klimaks.
Spartacus er tydeligt at ligne med Moses. Som Moses fører han et forfulgt folk ud af trældom, men han kommer ikke selv til at opleve, at hans folk opnår frihed. Ligesom Moses bliver også Spartacus begravet et ukendt sted. Ser man på de oprindelige filmplakater er der en vældig stor lighed mellem ’Spartacus’ og ’The Ten Commandments’ (om netop Moses’ udfrielse af det jødiske folk). Moses og Spartacus står som imposante kæmper med flammende autoritet, mens de skuer ud over deres folk i kamp mod fjenden.
Filmen har kraftige associationer til både Holocaust og den øvrige jødiske lidelseshistorie, men også den i samtiden igangværende udrensning af ’uamerikanske elementer’, som senator Joseph McCarthys komité havde sat i søen som en form for national oprustning for at sikre det rette amerikanske nationale sindelag.
Det var denne politik, der provokerede Douglas til at hyre Trumbo og tilmed fremhæve hans rigtige navn i den indledende krediteringssekvens (andre havde under embargoen betalt for Trumbos ydelser ved at finde på falske pseudonymer for ham, således var det tilfældet med begge hans Oscarvindende manuskripter for ’Roman Holiday’ og ’The Brave One’).
Stridsmanden, der blev hædersmand
Kirk Douglas’ karriere fik bundet en passende sløjfe i 1999, hvor han spillede sammen med Lauren Bacall (der døde i 2014) i komedien ’Diamonds’. Han havde overlevet et slagtilfælde midt i 90’erne og dedikerede en stor del af sin tid til at få genoptrænet sine stemmebånd, der ellers havde lidt hård overlast i forbindelse med episoden.
Selvom Douglas medvirkede i mange film også i karrierens sidste tre årtier, vil hans navn for altid være forbundet med de film, han lavede i efterkrigstiden. Han fandt aldrig rigtigt sin plads i ’New Hollywood’, der for alvor blev skudt i gang i 1967 med film som ’The Graduate’ og ’Bonnie and Clyde’. Det ambivalente var aldrig hans stærke side.
Og ambivalensen – for ikke at sige (selv)leden – ved den amerikanske drøm, sådan som den tog sig ud for ungdomsbevægelsen og dens modkultur, harmonerede mindre godt med Douglas’ mere konservativt indstillede retfærdighedssans.
Nok havde Douglas indsnust bagsiden af den amerikanske drøm i sin opvækst, men han krediterede konsekvent selvsamme Amerika for sin succes. Hans humanitære arbejde – og hans ’civile ulydighed’ i forbindelse med Trumbo-affæren – viste dog, at han ikke var til fals for et Amerika, der ikke var sig bevidst om dets idealer. Man kan kun gisne om, hvad 100-års-fødselaren tænker om den konspiratoriske skatteunddrager af en rigmand, der snart indsættes i Det Hvide Hus…
Douglas er stridsmanden, der blev en hædersmand. Det er nok længe siden, at nogen undgik at titulere ham ’Mister’.
Cinemateket i København viser Kirk Douglas-filmene ’Forsidesensationen’, ’Spartacus’, ’Illusionernes by’, ’Første sejr’, ’Van Gogh’ og ’Telemarkens helte’ i løbet af december. Læs mere her.