‘A Series of Unfortunate Events’: Vellykket blanding af Burton og Wes Anderson
»Kig væk, kig væk«.
Sådan lyder det i titelsangen til Netflix’ nye filmatisering af ’Lemony Snicket’s A Series of Unfortunate Events’, baseret på Daniel Handlers populære børnebogsserie af samme navn.
Det er der dog ingen grund til at kigge væk, også selvom det er grumme ting, de stakkels Baudelaire-børn, Violet, Klaus og babyen Sunny, bliver udsat for over otte afsnit, for serien er absolut seværdig for både børn og voksne.
Baudelaire-børnenes hus brænder ned, tragisk nok sammen med deres forældre. Det efterlader de tre stakler forældreløse med en stor formue under bankens opsyn, der skal frigives, når den ældste, Violet, bliver myndig. Bankens forvalter af arven, Mr. Poe, bliver snydt til at sende børnene i kløerne på skuespilleren og »handsome man« Grev Olaf (en Neil Patrick Harris i bravur), der udelukkende er interesseret i formuen og ellers bare at udnytte børnene til at gøre rent i sit faldefærdige gotiske palæ i bedste tornerosestil.
Violet, Klaus og Sunny slipper heldigvis ud af Grev Olafs kløer og sendes videre til godhjertede slægtninge, der vil børnene det bedste. Desværre er Olaf lige i hælene og infiltrerer børnenes liv i udskejet forklædning, som kun de kan gennemskue, og forpurrer deres fremtid igen og igen.
Det er ikke en lykkelig historie, advarer vores fortæller Lemony Snicket (Patrick Warburton) med sit stenansigt allerede om i starten, og enhver anstændig person vil slukke for fjernsynet nu, siger han efterfulgt af en dramatisk pause. Og det er ikke helt forkert – af en tv-serie, der primært henvender sig til børn, er den temmelig (og forfriskende) brutal, heldigvis med et glimt i øjet.
Vi er i et fabulerende univers, der ikke så lidt ligner Wes Andersons kulisseverdener i pastelfarver, iblandet 50’er-pastiche og et mørkt twist a la Tim Burton gotiske grotesker. Det er bestemt ikke en dårlig ting – man kan ikke gå helt galt i byen, når man bygger et univers op på skuldrene af Anderson og Burton, og kombinationen er temmelig unik. Der er kælet for detaljerne, så det er en fryd, for eksempel hos Baudelaire-børnenes onkel Dr. Montgomery, en slangeforsker der har slangeklippede buske i haven, et skrigende leguan-ur og et reptilrum i skikkelse af et glaspalads bag en tung topsikret dør.
Øjet keder sig simpelthen aldrig i selskab med serien, og det gælder såvel scenografi som kostumer, der især hos Grev Olaf er latterfremkaldende.
Også Baudelaire-børnene er som taget ud fra Wes Andersons ’The Royal Tenenbaums’, og især af Andersons fetichering af nørderi og videnskab. Violet er opfinder og højrehåndet, Klaus er bogorm og bruger briller og Sunny, babyen, kan tygge i alt med sine tænder og pludre, så hendes søskende forstår hende.
Sunny og Grev Olafs håndlangere, der indbefatter en kæmpe, en mand med kroge som hænder og et par enæggede ældre tvillingedamer, er alle over-the-top uden at være rigtigt sjove. Det samme gør sig fra tid til anden gældende for seriens humor, der indimellem falder helt til jorden. Bedst er de kulørte bikarakterer, der får de forældreløse til at blegne i deres almindelighed. Førnævnte Montgomery spillet af Aasif Mandvi, Joan Cusack som den sympatiske Dommer Strauss, og derudover Alfre Woodard, Don Johnson og Catherine O’Hara udgør et stærkt birolleensemble.
Serien henvender sig primært til børn og unge, og der er også indlagt en smule edutainment i form af ordforklaringer for nogle af de svære ord undervejs. For eksempel nævnes ordet ’rickety’ (vakkelvoren), og så forklarer fortællerstemmen, at »vakkelvoren betyder ustabil eller faldefærdig«. Det vil muligvis gå nogle på nerverne.
Man skal dog ikke skamme sig, hvis man også synes, den er underholdende som voksen, og det bliver nok primært dem, der på grund af sprogbarrieren er publikum i Danmark.
Kort sagt:
Netflix-filmatiseringen af den populære børnebogsserie er absolut vellykket. Det detaljerige univers er en fryd at kigge på, med Neil Patrick Harris’ Grev Olaf som det lysende centrum. Humoristisk er det lidt ujævnt, men det skal ikke forhindre mig i at anbefale Baudelaire-børnenes triste skæbne til både børn og voksne.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.