’Barry’: Netflix-filmen om Obamas unge år er lidt for traditionel
Den er fem minutter i lukketid for Barack Obama. Han har så godt som ryddet skrivebordet og afleveret nøglekortet. Men bedrifterne er ikke stivnet til et eftermæle, Hollywood kan dreje en definitiv film over. Dén, der viser en ansvarstynget mand, kaldet til handling af epokens omvæltninger. Som må have et dobbeltsyn på folkestemningen og historiebøgernes kontante afregninger.
Det kunne gælde en Kennedy under Cuba-krisen, en Johnson under borgerrettighedskampen eller Nixon ovenpå magtmisbruget. Fælles for disse film er, at de plejer at komme adskillige år efter vagtskiftet i Det Ovale Værelse. Med Obama ligger der allerede to spillefilm klar. Begge udforsker tiden, før han blev præsident. Ja, før han blev politisk aktiv overhovedet.
Netflix’ ’Barry’ er den første til at nå os i Danmark. Instruktøren Vikram Gandhi har grebet tilbage til universitetsknægten. Et forståeligt valg, fordi embedsperioden knapt er afsluttet. Og en interessant indfaldsvinkel, da en politikers opvækst bliver brugt som duelighedstegn, når der skal vindes indflydelse ved dørklokkerne.
Året er 1981. Den unge Barack (Devon Terrell) ankommer til New York. Udadtil er byens multikulturelle kludetæppe skabt til en mand med hans familiebaggrund. For de medstuderende at se behersker han alle sociale koder, om det er blandt sjakket på basketbanen eller til middagsaftale med overklassen. Han kan endda korrekse de militante brødre på gadehjørnet med en rammende bemærkning.
Indvendigt føler Barack sig ikke hjemme nogle steder. »Det er ikke min scene«, er rutinemæssigt frasen, som motiverer et opbrud fra kollegiefesten. I den begavede mand er også et element af vrede. Over at blive mistænkeliggjort på campustrappen, når blot han nyder en aftensmøg. Og i forhold til faren fra Kenya, som ikke just er rundhåndet med hverken tid eller anerkendelse. Vreden går udover parforholdet. Kæresten hedder endnu ikke Michelle, men Charlotte (Anya Taylor-Joy).
Det er svært at komme udenom. ’Barry’ er en meget traditionel dannelsesberetning, på kanten af det trivielle, hvis det ikke var for hovedpersonen. Filmen afholder sig gudskelov fra at blinke ad publikum og vores medviden om det menneske, han bliver. Vi kender jo bestemmelsesstedet.
Manuskriptet måtte nu godt have investeret mere i bipersonerne. Gadedrengen PJ og den hashrygende sambo Saleem er marionetagtige hjælpekarakter, der primært er medtaget for at gøre Barack klogere på sig selv. I cameo-roller som henholdsvis mor og svigermor defilerer Ashley Judd og Jenna Elfman forbi uden at gøre indtryk. Og Ellar Coltrane, der debuterede så flot i ’Boyhood’, tildeles kun nogle få replikker.
Tidsbilledet lægger filmen flere kræfter i, hvilket den har succes med, især i betragtning af at locations holdes nede på et overskueligt antal. New York fremstår, som det antageligvis må have gjort i start-80’erne. Graffiti-overmalede bygninger, lejligheder svøbt i cigaretrøgens tågebanker, affaldsdynger på gaden og et lydspor dunkende af discomusik og hip-hop-beats.
Kort sagt:
Amerikas 44. præsident har fået sit første spillefilmportræt. ’Barry’ er en velmenende, lidt overfladisk dannelsesberetning om at vælge livsbane. Hovedpersonen løber naturligt nok med opmærksomheden, men personerne omkring ham er for underbelyste. Tidsbilledet har man dog gjort sig umage med.
Læs også: Se Eddie Vedder og BJ The Chicago synge farvel til Obama i Chicago