’Paterson’: Adam Driver er sublim i varmt, humoristisk og rørende kærlighedsdigt
I morgen når jeg vågner, vil jeg sniffe en ekstra gang til min kærestes hår, før jeg rejser mig fra sengen. Jeg vil drikke min morgenkaffe langsomt for at få alle de fine Nescafé-smagsnuancer med, imens jeg tjekker priserne på en engelsk bulldog.
Hvis jeg husker det, vil jeg langt om længe give en skærv til manden, der sælger Hus Forbi foran min Fakta. Jeg vil lade min smartphone blive hjemme og forsøge at sludre lidt med min sidemand i bussen. Og jeg vil stadig smile, når hun ruller overbærende med øjnene og vender dem ned i sin smartphone.
For jeg har lige set ’Paterson’, og i dag kan intet slå mig ud.
Indieikonet Jim Jarmuschs nostalgiske kærlighedsdigt til hverdagen er selve essensen af ordet livsbekræftende og en tiltrængt sjælelindring at starte året på efter et 2016 fordunklet af død og dystopi.
Adam Driver spiller sublimt underdrejet som den stilfærdige og sympatiske buschauffør Paterson fra arbejderbyen Paterson i New Jersey. Her lever han et rutinepræget liv. Han vågner samme tid hver dag takket være et finindstillet indre ur, spiser sine cornflakes og går på arbejde med sin madpakke under armen. Kører bussen fra A til B, mens han smilende smuglytter til stumper af passagerernes smalltalk. Kommer hjem, spiser konens mistænkelige mad og går en tur med hendes hund Marvin hen til den lokale bar, hvor han drikker et par øl, før han går hjem og sover.
Det er mellem disse prosaiske gentagelser, at han kiler poesien ind i sit lille liv og sin lille notesbog, hvor prunkløse dagligdagsobservationer springer ned på siderne som prægnant hverdagspoesi beslægtet med en Jørgen Leth eller en Dan Turéll.
Digtenes eksistens er tophemmelig for alle andre end hende, de fleste af dem handler om, nemlig hans hjemmegående hustru Laura (Golshifteh Farahani). Hun er en sprudlende, stundesløs kvinde, som synes at have fået en ny raptus, hver gang Paterson træder ind ad døren. Den ene dag har hun købt en dyr guitar, for nu vil hun være countrystjerne. Den næste har hun ovnen fuld, fordi hun vil være byens ypperste cupcakebager. Den tredje har hun malet hele huset, gardiner og badeforhæng inkluderet, i sorte og hvide cirkelmønstre.
Men for Paterson er hun en klippe af urokkelig kærlighed og støtte, og hverken han eller publikum kan stå for hendes sødme og uskyldighed. Sjældent har kærlighed på film været mere kær, og skønt det ikke ligefrem er Patersons mest originale linjer, er det nok de sandeste, når han i sin notesbog skriver filmens tagline: »If you ever left me I’d tear my heart out and never put it back«.
Lige så charmerende er salig Nellie, den posthume vinder af den prestigiøse Palm Dog-pris i Cannes. Den engelske bulldog leverer en komisk veltimet præstation som Lauras hund Marvin, der knurrer olmt og ominøst ad Paterson, hver gang han kysser sin kone, som om den planlagde sin hævn. Må hun hvile i fred.
Ud af hele det kulørte karaktergalleri har filmen temperament tilfælles med sin flegmatiske hovedperson. Som sædvanlig med Jarmusch holder filmen en rolig hvilepuls hele vejen igennem, og da en pistol pludselig gør en optræden, viser det sig selvfølgelig at være en attrap. Men tag det fra én, der er faldet i søvn til ’Dead Man’ to gange: Man behøver ikke at elske Jim Jarmusch for at elske ’Paterson’.
Det er nok en af Kong Cools mere tilgængelige film. Ikke fordi han er gået mainstream, men fordi han suspenderer sin ironiske distance og lader den lille historie vokse frit og uhindret. Støt og sikkert bliver man bedåret af filmens underspillede humor, dens lavmælte livsklogskab og dens elskelige karakterer, og imens kan instruktørens største disciple gå på skattejagt i filmens dybe lag af tvillinge-/dualitetssymbolik og væld af kulturelle referencer – fra David Foster Wallace, Shakespeare og ’Moonrise Kingdom’ til Jarmuschs eget oeuvre.
Et oeuvre, som nu er blevet et absolut hovedværk rigere. ’Paterson’ er Jarmuschs bedste film i dette årtusinde, og jeg gætter på, at den stadig vil kunne tø ethvert vinterfrossent hjerte op, den dag han stiller træskoene.
Kort sagt:
Adam Drivers stilfærdige buschauffør og hobbypoet syner ikke af meget på overfladen, men med Jim Jarmuschs skarpe iagttagelsesevne bliver hans udramatiske liv ophøjet til stor hverdagspoesi. ’Paterson’ er indiekongens bedste film i det 21. århundrede – et varmt, humoristisk og rørende kærlighedsdigt til hverdagen og alle de bittesmå ting, der gør den allerstørste forskel.
Læs også: Stort interview med Adam Driver – »Jeg havde ingen retning i livet, før jeg meldte mig til hæren«