’50 Shades Darker’: Bliv hjemme og eksperimenter med massageolien selv
’50 Shades Darker’ er en visuelt appetitlig film, smækproppet med reklameæstetiske skud af dyre sejlbåde, lingeri, vaginalkugler og en pool fyldt med blomster.
90 procent af filmens billedtableauer er som løftet direkte fra en parfumereklame, med to smukke hovedrolleindehavere, der ligesom fastfrosne modeller på et billboard sælger drømmen om sex og luksus. Helt uden et gran af kemi.
Det er nogenlunde det bedste, jeg kan sige om opfølgeren til den allerede anstrengende og problematiske ’50 Shades of Grey’ fra forrige år, spundet over bogfænomenet af samme navn, der i 2011 transcenderede sin oprindelige form som ’Twilight’-fanfiktion og blev et millionbrand i sig selv.
’50 Shades Darker’ er ganske enkelt en rædselsfuld film, hvor den umodne skabelonromance driver af lærredet til poptonerne af Ugens Uundgåelige. Man ved bare, at en sengekantsfortælling om ’grænseoverskridende’ SM-sex, hvori massageolie udelukkende bruges til at væde kvindens bryster, så de glinser fint, aldrig vil kunne levere varen for et voksent publikum.
I ’Darker’ har hverdagsmusen Ana (Dakota Johnson) slået op med multimilliardæren og SM-freaken Christian (Jamie Dornan), efter han viste sit sande, mørke jeg i første film: Christian slog lidt til med pisken og skræmte jomfruelige Ana, der ellers troede, at bondagesex bare var noget med at blive dusket med en påfuglefjer af en Abercrombie & Fitch-model.
Nu er det slut med den slags gris.
Ana har fået job for en slesk bogforlagsredaktør (Eric Johnson), men Christian bliver ved med at sende kolonorme blomsterbuketter, indtil Ana indvilger i at gå ud med ham igen. Denne gang skal parret prøve et normalt »vaniljeforhold«, som Christian kalder det, uden metaironisk distance til det faktum, at ’Darker’ selv er 50 nuancer af vanilje.
Nuvel. Alle hemmeligheder skal på bordet, og Ana skal til bunds i Christians misbrugsbarndom. Jeg spyttede næsten min morgenkaffe ud af grin, da knudemanden indvilger i at åbne op og herefter uddyber:
»Min mor var på crack. Så kan du selv gætte resten«.
Øh, not really, ville de fleste måske nok tænke, men ikke Ana: »Jeg er så glad for, at du fortalte mig om det«, storsmiler hun som en logrende lille hund.
God snak.
Denne bid hårdtslående dialog er desværre symptomatisk for hele filmen (og dets jammerlige bogforlæg), der ligeledes lægger akavet soap-tale i munden på Oscar-vinderne Marcia Gay Harden (Christians adoptivmor) og Kim Basinger (Christians tidligere ’Mrs. Robinson’). Man græmmer sig på de skønne kvinders vegne, men må formode, at lønchecken er ydmygelserne værd.
Som ufrivillig komedie har ’Darker’ en vis utilsigtet underholdningsværdi, hvis det altså ikke var, fordi dens hovedpersoners motivationer endnu engang var så fornærmende ringe skildret: Ana fremstår atter som den usikre, læbegnaskende pige (en uvelkommen ’Twilight’-reference), der imidlertid også er både »viljestærk« og »karrieredreven« (tomme ord), og som kan sætte sin dominerende lover boy på plads med sin rebelske natur.
Dette kommer til udtryk igennem lillepige-sassy sms’er (»Laters Baby«), en scene, hvor Ana helt selv bestiller mad på restaurant, og utallige tilfælde af, at ungmøen siger, at hun ikke have sex/vil noget andet end det, Christian vil – hvorefter hun sekundet efter alligevel giver efter.
Ana er så uselvstændig, at det næsten gør ondt, og karakteren spilles med et absolut minimum af indlevelse af Dakota Johnson, der ofte ser ud, som om hun professionelt kaster lidt op indeni.
Dornan farer ikke meget bedre som Christian, hvis seksuelle behov for at påføre kvinder reel smerte i sengen kommer af et dystert ønske om at ville straffe moren. Den 27-årige forretningsmand har akut brug for en psykolog, men ifølge ’50 Shades’-logik skal Anas blide kærlighed nok sende dæmonerne på porten.
Kærlighed overvinder jo alt – inklusive ’heltens’ tilbøjeligheder til at gøre kvinder fortræd.
En lignende præmis lå til grund for Edward og Bellas ’Twilight’-tiltrækning, men der er dæleme forskel på at præsentere en vampyrfabel, hvori blodtørst substituerer for sexlyster, og så ’Darkers’ savlende idoldyrkelse af den lækre, potentielt voldelige mand som attråværdig teen-candy i virkelighedens verden.
Og nej, det hjælper ikke en dyt, at Christian i bund og grund er depri. Der er stadig mere Patrick Bateman fra ’American Psycho’ end Edward Cullen over den hidsigt kontrollerende slipsedreng.
Til næste år lander sidste film i trilogien på selve Valentinsdag. Bliv hellere hjemme og eksperimenter med massageolien – i ’50 Shades’-universet er der ingen tricks at hente.
Kort sagt:
Hverken glinsende massageolie eller silkebind for øjnene kan maskere ’50 Shades Darker’s problematiske idoldyrkelse af den voldelige mand. Eller det faktum, at Ana og Christian stadig er to uinteressante ynglinge, hvis dydige forhold til ’vild sex’ udmunder sig i erotiske scener så frække som en famlende quickie på teenageværelset.
Læs også: Anmeldelse af ’50 Shades of Grey’