’Fifty Shades of Grey’
BDSM-romancen ’Fifty Shades of Grey’ efterlod mig med en række brændende spørgsmål: Hvorfor finder den intelligente litteraturstuderende Anastasia Steele sig i at blive hundset rundt med af en surmulende slipsedreng? Hvorfor render han rundt med bukser, mens hun er nøgen? Og hvordan kan en succesfuld topleder af Christian Greys kaliber overhovedet have så tidskrævende en hobby?
Det gode ved Sam Taylor-Johnsons filmatisering er, at den er bedre end sit forlæg, den ekstremt klichéfyldte og dårligt skrevne romantrilogi af E.L. James. Der er ryddet ud i de værste replikker, og de lækre billeder af luksuriøse omgivelser, glimtende skylines, blanke bordflader, nypressede jakkesæt og runde balder er langt mere æstetisk tilfredsstillende end forfatterens hjælpeløse beskrivelser.
Det dårlige er, at historien er den samme: Den blåøjede jomfru, Anastasia, møder den mystiske flotte og rige forretningsmand, Christian Grey, da hun interviewer ham til universitetsbladet. Hun når kun at stille tre spørgsmål, men til gengæld at sende mange længselsfulde blikke. De næste dage møder Ana ’tilfældigt’ Christian igen, blandt andet da han er på reb- og kabelledningsindkøb i den isenkræmmer, hun arbejder i. Det ene fører til det andet, og snart har han fløjet hende til Seattle i sin private helikopter og vist hende ind i sin lejlighed. Men… Christian har en mørk side, og den eneste måde, han kan have et forhold på, siger han, er at indgå en kontrakt om et masochistisk forhold, hvor hun underkaster sig ham, den dominerende. Den skal Ana lige tygge på.
»Hvad får jeg ud af det?« spørger hun, og generelt har filmudgaven af Ana heldigvis mere karakter og kritisk sans end i bogen. Dakota Johnson bringer sødme og kløgt til rollen, mens Jamie Dornan ikke har meget mere end sit gode udseende at byde på.
Første del af filmen, hvor parret mødes, og det langsomt går op for Ana, hvad han mener med at »dyrke mange forskellige fysiske aktiviteter«, fungerer klart bedre end den mere melodramatiske og langtrukne anden halvdel. Der er endda humoristiske øjeblikke, som da Ana spørger, hvad der er i hans legerum – en Xbox? Men der er også ufrivilligt sjove replikker, som falder meget tungt ud af Dornans mund.
»Jeg elsker ikke. Jeg knepper. Hårdt«. »Hvis du var min, ville du ikke kunne sidde ned i en uge«. »Du har bragt dig selv i fare«. Den sidste falder, efter Ana har fejret sin eksamen med at drikke shots med vennerne og ringer til Christian, der straks kører ind og henter hende. Altså før de overhovedet har indledt et forhold. For hvad kunne der ikke ske, hvis en ung dame drak sig fuld offentligt? Hold nu op, en kontrolfreak.
Mit største problem med historien er, at jeg ikke hepper på parret. Christian er lækker og mystisk, men sindssygt usympatisk. En ting er hans seksuelle tilbøjeligheder, men det er meget værre, at han har behov for at kontrollere alt, hvad Ana gør, siger og spiser (der er en liste over godkendte fødevarer i kontrakten), og at forholdet kun er på hans præmisser. »Hvorfor må jeg ikke røre dig? Hvorfor kan vi ikke bare sove sammen som normale mennesker«, spørger Ana. »Fordi jeg er 50 nuancer af fucked up«, er hans poppsykologiske svar. I virkeligheden er ’Fifty Shades of Grey’ nemlig slet ikke en fejring af kinky seksualitet. Christian er ’afvigende’, fordi han har haft en hård barndom, og det er Anas opgave at normalisere ham til at gide ligge i ske og gå i biografen.
Filmens sexscener er også ret vanilla. Ganske smagfuldt komponeret, men hverken specielt ophidsende eller chokerende. Man ser aldrig andet end bryster og balder, og pisken efterlader ingen mærker.
Kort sagt:
Filmatiseringen af fænomenet ’Fifty Shades of Grey’ er lækker at se på og bedre end bogen, men stadig yderst problematisk, banal og uinteressant. Første dels meet-cute er fint underholdende, men det er svært at udholde tanken om to omgange mere i det forudsigelige melodramas tegn.