Ingen havde kunnet forudse, at en indie-film med et budget på kun fem millioner dollars og uden store stjernenavne ville ende som en af årets store Oscar-favoritter, mest omtalte film og den mest anmelderroste film siden ’Boyhood’.
Tilmed er den lavet af en ukendt instruktør og udspiller sig i et sort ghettomiljø, der ellers normalt ikke kæmper sig vej ind i amerikansk filmmainstream.
’Moonlight’ har simpelthen overrasket alt og alle. Den vandt en Golden Globe for bedste drama, og med otte nomineringer har ’Moonlight’ en stor del af æren for årets rekord for flest Oscar-nomineringer til sorte nogensinde.
Hvordan dette lille filmmirakel overhovedet blev født, er da også en historie båret af adskillige tilfældigheder og lykketræf.
I måneskinnet ser sorte drenge blå ud
’Moonlight’ skildrer tre akter af en sort homoseksuel mands liv. Først en skoledreng, der mobbes af de mere macho-dominerende klassekammerater, så en sød, men introvert teenager, der udforsker sin seksualitet, og til sidst en fuldvoksen mand med guld-grills og en dårlig karrierevej.
’Moonlight’ er baseret på et teaterstykke skrevet af den succesfulde teaterinstruktør Tarell Alvin McCraney, ’In Moonlight All Black Boys Look Blue’. Han skrev det, mens han var drama-elev på Yale University, men det blev aldrig opført.
McCraney har i lang tid kæmpet med sin barske fortid og forsøgt at forstå, hvor han kommer fra, og hvad der har gjort ham til det menneske, han er. ’In Moonlight All Black Boys Look Blue’ skrev han som en form for selvterapi.
»Jeg har skrevet teater hele mit liv, men dette var anderledens, da jeg forsøgte at skære mit liv og mine oplevelser i Liberty City ud i enkeltdele. Jeg var en voksen mand, da jeg skrev stykket, og jeg så på de beslutninger, jeg har taget, og om hvis jeg havde gjort noget anderledens, ville jeg så have været en helt anden person?« har han fortalt til The Fader.
»Jeg lod det ligge, da jeg var sådan, ’det her vil ikke virke som et teaterstykke’. Det er al for visuelt, karaktererne er for intime, og jeg havde ikke tid til at skabe en verden til dem«.
Det sker ikke tit, at et ukendt, uopført teaterstykke bliver filmatiseret. Men efter nogle år viste McCraney det til nogle venner fra det Miamibaserede filmkollektiv Borscht Corporation, som tilfældigvis kendte Barry Jenkins. Og Jenkins har udtalt, at han fik manuskriptet stukket i hånden med ordene: Det handler ikke om dig, men det handler om dig.
»Folk har mange gange talt om stykket – og de har følt historien, men de ville lave det til en New York-historie eller en Chicago-historie«, fortæller McCraney til Flavorwire og fortsætter: »Det fantastiske ved det var, at han (Jenkins, red.) forstod, hvilket verden jeg kommer fra. Han har selv levet der«.
Stofferne vigtigere end sønnen
Barry Jenkins er uddannet filminstruktør fra Florida State University og instruerede sin første spillefilm ’Medicine for Melancholy’ i 2008. Det var en lavbudgetfilm, der blev taget godt imod i indiekredse, men det er først nu, som 37-årig, at han får sit store gennembrud.
Jenkins blev fascineret af McCraneys skrøbelige historie, og de to fandt hurtigt ud af, at deres liv mindede om hinanden til forveksling.
Jenkins og McCraney er opvokset få blokke fra hinanden i Liberty City – et hårdt belastet område i Miami. Det er et kvarter, hvor kriminalitet, vold og stoffer går hånd i hånd med pastelfarver, palmer og havduft. De to har aldrig kendt hinanden, men deres barndom har utallige paralleller.
De er begge opvokset under meget fattige kår med mødre, der har været stærkt afhængige af crack-kokain – et stof, mange var misbrugere af i Liberty City. Jenkins var syv år, da han opdagede sin mors misbrug, mens McCraney kun var tre-fire år. Ingen af de to havde nogen faderfigur, men McCraney fortæller om en lokal narkohandler, der tog ham til sig og blandt andet lærte ham at cykle. Hvis man har set ’Moonlight’, er det nemt at se parallellerne til hovedkarakteren Chirons forhold til narkohandleren Jaun (Oscar-birolle-favoritten Mahershala Ali).
Filmen fanger desuden fornemt det intense og skrøbelige forhold mellem Chiron og hans mor Paula (Naomie Harris). Jenkins har udtalt til radioprogrammet Fresh Air, at det var svært for ham at optage disse scener, da de mindede ham så meget om hans egen barndom.
Samtidig er mange af scenerne stadig direkte udpluk fra dramatiker McCraneys liv. Da moren kræver penge af Chriron for at kunne betale sine stoffer, stammer det fra en oplevelse, McCraney selv har haft.
»Jeg forstod, at hun elskede mig. Jeg forstod også, at hun havde brug for disse ting (stofferne, red.) mere end mig på det tidspunkt«, fortæller han i Fresh Air.
Handler om blikket i øjet
Det har altid været vigtigt for McCraney, at historien var tro mod hans originale værk, hvis den skulle filmatiseres. Da Jenkins og McCraney mødtes, blev de enige om, at McCraney skulle skrive manuskriptet til filmen, men det kolliderede med et andet projekt, han havde gang i, og Jenkins overtog stafetten.
Han spurgte sine venner, hvilken europæisk by der var så kedelig, at han kunne koncentrere sig om sit arbejde og endte i Bruxelles, hvor han skrev manuskriptet.
Han har været tro mod det originale værk, på trods af at han har ændret handlingsforløbet.
I ’In Moonlight All Black Boys Look Blue’ er de tre akter i Chirons liv vævet sammen, så handlingen går frem og tilbage mellem de tre stadier, og hvor det først er til sidst, man opdager, at det er samme person. Det var vigtigt for McCraney at illustrere, at selvom det er samme person, så er det tre forskellige identiteter.
»Den originale hensigt med manuskriptets struktur var at vise, hvordan forskellige hændelser gør os til en anden person, mens nogle ting forbliver det samme. Det har været meget vigtigt for mig«, har McCraney sagt til Flavourwire.
Da Jenkins skulle caste, castede han den ældste Chiron først og den yngste til sidst og havde hele tiden fokus på skuespillernes øjne. Han forklarer sin arbejdsproces ud fra Walter Murchs bog ’In the Blink of an Eye’ – hvis han kunne genkende de samme følelser i de tre skuespilleres øjne, var det irrelevant, om de lignede hinanden.
»Med det samme tænkte jeg på konceptet med at se denne dreng som forskellige personer. Hvordan verdenen omkring ham bogstaveligt talt tvinger ham til at manifestere sig som en anden person«, fortæller Barry Jenkins i Variety Playback Podcast og fortsætter:
»Jeg tænkte, at hvis jeg brugte nok tid på den ene version og så hoppede til den næste, og brugte tid på den, ville man få et dybere indblik i ændringerne. Du vil få mere forståelse for, hvordan samfundet har påvirket personen«.
Jenkins har arbejdet ud fra en skarp politik om, at de tre skuespillere ikke måtte se hinanden arbejde, da det ville ødelægge illusionen om de tre individuelle personligheder. Hvis den ældre Chiron så den yngre Chiron spille, ville han forsøge at adaptere bevægelserne og andre karaktertræk, mens Jenkins ønskede, at skuespillerene selv skulle skabe deres specifikke karakters identitet.
Sorte mænds hypermaskulinitet
Tidligt i filmen spørger Chiron hvad en ’»faggot« betyder, hvortil gangsteren Jaun forklarer, at det er et ord, folk bruger for at få homoseksuelle til at have det dårligt med dem selv.
‘Moonlight’ behandler et emne, som vi meget sjældent ser på film. Mange vil nok huske den sorte homoseksuelle Robin Hood-gangster Omar fra ‘The Wire’, men Moonlight kommer alligevel tættere på – både på sansningerne af Chirons begær, fortrængelser og usikkerhed og på en identitetssøgen, der både føles troværdigt specifik og som et mere almengyldigt udsagn om sociale forhold i USA.
McCraney har fortalt, hvor hårdt det var for ham at vokse op som homoseksuel sort mand, da der ikke var nogle forbilleder at se op til. Sorte mænd er ofte omgærdet af en forestilling om noget hypermaskulint.
»Jeg tror, at når det kommer til nogles opfattelse af, hvordan en sort mand skal være, fører det tilbage til den opfattelse, nogle har om, at der er en bestemt måde at være maskulin på, eller at maskulinitet er en form for overlegenhed, hvilket er er misogyni«, har han sagt til The Guardian.
Barry Jenkins er heteroseksuel, men har forsøgt at trække så meget på McCraney oplevelser fra det originale manuskript, så følelserne bag seksualiteten kunne tage ordentlig form.
Det var dog ikke vigtigt for Jenkins, hvilken seksualitet skuespillerne havde.
»Han spurgte ikke nogle af skuespillerne om de identificerede sig indenfor LGBT, han castede dem bare. Vi fortalte en dannelseshistorie, som kredser om en queer-identitet, og ingen forsøgte at feje det væk«, har McCraney udtalt til The Guardian.
Jenkins tilføjer, at ‘Moonlight’ også handler om meget andet end Chirons seksualitet. Kærlighed, identitet, og hvordan et samfund og et miljø kan forme et individ.
Læs også: 5 stjerner til ‘Moonlight’ – en af årets store biografoplevelser
Læs også: Soundvenue Filmcast: Vi dissekerer Oscar-filmene ’Manchester by the Sea’ og ’Moonlight’