‘John Wick: Chapter 2’: En lidt for selvhøjtidelig drengerøvsfilm
»You wanted me back. I’m back«.
‘John Wick: Chapter 2′ fortsætter, hvor etteren slap, og Keanu Reeves’ effektive lejemorder, der vendte tilbage til faget, efter hans kone døde, og hans hund blev myrdet, er stadig en mand af meget få ord. Og endnu mindre barmhjertighed.
Filmens første ti minutter leverer dens bedste actionscener. Peter Stormares russiske gangster, der med stor frygt omtaler Wick som den mytiske skræmmefigur Baba Yaga, bestræber sig her på at forhindre organisationens mest frygtede fjende i at stjæle sin bil tilbage, og den urokkelige bøhmands fandenivoldskhed afstedkommer en underholdende totalskade af bilen og udmønter sig (selvfølgelig) i udryddelsen af talrige håndlangere.
Det øvrige plots omdrejningspunkt er indfrielsen af en blod-ed, John Wick engang har svoret til den italienske mafioso Santino D’Antonio, som nu vil have ham til at eliminere sin søster i Rom. Den slags æressager må for enhver pris overholdes – ikke mindst fordi en enkelt opringning fra Winston (Ian McShane fra ‘Deadwood’), lederen af det magtfulde Continental-imperium, Wick engang arbejdede for, kan gøre ham til alle byens lejemorderes topprioritet, hvis han ikke makker ret.
Andetsteds i underverdenen bliver Neo og Morpheus genforenet, da John Wick søger hjælp fra The Bowery King, spillet af Laurence Fishburne, der forsyner den pensionerede dræbermaskine med en pistol til at eliminere alle den italienske families bodyguards, heriblandt Wicks tidligere kollega Cassian (Common) og den frygtløse Ares (Ruby Rose).
Dan Laustens fotografering er som sædvanligt stilfuld, og filmens instruktør, den tidligere stuntmand Chad Stahelski, der også lavede den første film, holder atter tempoet højt. Så antallet af headshots hober sig op, hurtigere end man kan sige »gun fu«.
Men b-film og alvorlige miner går sjældent godt i spænd, og ‘Chapter 2’ bruger en for stor del af sin spilletid på at udbygge et lejemorderunivers, som filmen tager meget mere seriøst, end historien og Keanus forbløffende svage træmandsskuespil har en chance for at kunne bære.
I kommende kapitler – samt i den serie-prequel, der er i støbeskeen – vil franchisen derfor været langt bedre tjent med at fokusere på den camp-værdi, som den første film var langt bedre til at dyrke.
Kort sagt:
‘John Wick: Chapter 2’, hvor Keanu Reeves gentager rollen som den ordknappe dræbermaskine, er noget så bizart som en selvhøjtidelig drengerøvsfilm. Den er underholdende, men svær at tage seriøst, og den bliver desværre aldrig så dårlig, at man kan more sig over det.
Læs også: ‘Bleed for This’: Miles Teller bokser liv i vild comeback-fortælling