’The Young Pope’: Jude Law er glimrende som ung pave i Sorrentinos auteur-serie
At tv-serien ikke længere står tilbage for spillefilmen i kulturel status, er efterhånden en gammel nyhed. Det bliver mere og mere normalt for spillefilminstruktører at kaste sig over mediet, både som medskabere som Martin Scorcese på ’Vinyl’, Baz Luhrmann på ’The Get Down’ og Cameron Crowe på ’Roadies eller som instruktører på alle afsnit som Steven Soderbergh på ’The Knick’ og Cary Fukunaga på ’True Detective’ sæson 1.
Mere sjældent er det med en regulær auteurserie, hvor én filmmand både skaber, skriver og instruerer. Det er ikke desto mindre, hvad Paolo Sorrentino (’Il divo’, ’Den store skønhed’, ’Youth’) har gjort med ’The Young Pope’, og hans hånd mærkes tydeligt som den skabende kraft i både historie, temaer og billeder.
I serien tager Sorrentino sin fascination af katolicismen og dens æstetik, som man allerede oplevede i ’Den store skønhed’, til nye højder. Forældreløse Lenny Belardo (Jude Law) bliver som blot 47-årig Vatikanets første amerikanske pave som Pius XIII. Han er tilsyneladende blevet valgt som et kompromis, fremtvunget af Kardinal Voiello, statssekretær og manden bag magten i Vatikanet. Ræsonnementet bag var, at han formodes at være nem at manipulere og besidde en blød, liberal indstilling.
Ingen af delene viser sig at være rigtige. Belardo er både en større manipulator og politisk spiller end Voiello, og så er hans holdning til kirkens rolle af den gammeltestamentlige, gudfrygtige ultrakonservative art. Nogle kalder ham tilmed en helgen, der kan bedrive mirakler med sin bønner, herunder hans nonnemoder fra børnehjemmet Søster Mary (Diane Keaton), der iler til Vatikanet for at blive pavens personlige sekretær.
Første halvdel af serien følger den nyvalgte paves første dage og hans kamp med at konsolidere sin magt over for Voiello og hans gamle mentor Spencer (James Cromwell), der havde udset sig selv til at blive den nye pave. Samtidig venter både verden og kirkens mænd på, at paven udstikker en ny kurs for katolicismen. Hans amerikanske manerer passer ikke helt ind i det traditionelle liv i Vatikanet, hvor livet går, som det har gjort i århundreder. Paven storryger, og til morgenmad skal han bare have en Cherry Coke.
Sammen med billedfladen, som i den grad er lækker og dyrker katolicismens æstetik og mode, gør Sorrentino i det hele taget et imponerende indtryk med det første afsnit. Desværre virker de følgende afsnit som mere og mere udkogte kopier, hvor de samme konflikter og personintriger igen og igen understreges uden at komme videre. Og selvom de opulente tableauer, som Sorrentino er en mester i, stadig imponerer, bliver de også mere og mere absurde og meningstomme.
Midt i sæsonen hører vi pavens længe ventede tale til sine kardinaler, og her kommet endnu et højdepunkt, der hiver serien helt til tops igen. En rimelig sublim scene følger, hvor Lenny skal finde den helt rigtige pavelige klædedragt til talen. Til tonerne af ’I’m sexy and I know it’ finder paven de helt rigtige røde veloursko, som kardinalerne skal kysse én efter én, og iklæder sig den imposante pavetiarra, der sidder som en Tintin-raket på hans stolte pande.
Talen afholdes i det gudesmukke sixtinske kapel, eller faktisk er det en utroligt vellignende kulisse. At filme en temmelig kritisk fremstilling af Vatikanstaten, kunne dog ikke komme på tale. I seriens anden halvdel hopper vi ni måneder frem, og det skaber en vis udvikling i tingene, der gør anden halvdel mere interessant end første.
Man bliver ved med at gætte på Lenny Belardos motiver: Er han virkelig så konservativ, som han fremstår, eller har han en anden skjult agenda? I alle tilfælde er det svært ikke at holde med ’den onde pave’, der som en anden Frank Underwood udmanøvrerer sine politiske modstandere én efter én.
Jude Law gør det i det hele taget glimrende som en storhedsvanvittig pave, der ser sig selv som en genkommen Jesus. Med solbriller og smøg i kæften minder han om en blanding af Brødrene Bisp og Monty Pythons Spanish Inquisition.
Måske er det godt med noget kreativ sparring for både paver og instruktører, for Sorrentino når med ’The Young Pope’ slet ikke samme højder som med hans filmværker – desværre.
Kort sagt:
’The Young Pope’ er en serie med mange højde- og lavpunkter, men de smukke billeder og den tårnhøje production value til trods kommer man desværre plotmæssigt til at kede sig lidt med serien, som i lange perioder står i stampe. Det bliver til tre bispehuer.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: ‘The Young Popes’ amerikanske premiere afføder bølge af Twitter-memes
Læs også: ’Big Little Lies’: Kidman, Witherspoon og Dern redder fjerde stjerne hjem til ny HBO-serie