’De dømtes børn’: Dansk instruktør har lavet stærk film fra Kinas skyggeside

CPH:DOX. »Der er ingen, der vil have mig mere«, siger et lille barn på seks år. En sætning, der gentages flere gange af små børn i dokumentarfilmen ’De dømtes børn’.

Rammerne, som børnene bor i, ser ellers hyggelige ud: En masse lave huse, malet i alle regnbuens farver med motiver af Peter Plys og Pokémon. Inde i bygningerne står køjesenge tæt stablet, fyldt med bamser og legetøj. Væggene, med huller og afrevne klistermærker, bærer præg af de tidligere beboere.

Velkommen til Sun Village. Et kinesisk børnehjem, hvor børn af forældre dømt for grov kriminalitet flytter til. I Kina arves skam nedad, og derfor er der ingen andre i familien, der vil tage sig af børnene. »Jeg ville ønske, jeg var forældreløs. De har det nemmere«, siger ét af børnene.

»Hvorfor er du her?« spørger de hinanden, mens de gynger. Deres svar ligner på tragisk vis hinanden. Små trillinger så deres mor slå deres far ihjel, fordi hun fik nok af farens vold. Tre andre søskende blev forladt af deres mor, nu har deres far slået en mand ihjel. Faren står for at skulle henrettes. En lille pige har boet på børnehjemmet i seks år. Hun blev fundet på en togstation, da hun var ti dage gammel.

Danske Kaspar Astrup Schröder har tidligere givet os sjældne indblik i absurde og lukkede verdner i ’Rent a Family INC.’ og ’The Inventions of Dr. Nakamats’. I ’De dømtes børn’ får vi lov til at følge dagligdagen i Sun Village. Flere af børnene er vokset op i voldelige hjem, nogle kan ikke engang binde deres egne snørebånd. På børnehjemmet er de tvunget til at vokse hurtigt op, vaske tøj selv og lave mad i fællesskab.

Alle børnene drømmer om, at få en hverdag med deres forældre igen, men da deres forældre endelig løslades, er det heller ikke just problemfrit. I en scene nærmest tvinger moren mandariner i halsen på tvillingerne, fordi hun er så desperat efter endelig at kunne fodre sine børn igen efter ikke at have set dem i et år. En anden mor tømmer en pose nyindkøbt tøj og sko foran sin søn. Sønnen nægter at prøve skoene, fordi det ville betyde, at han tilgav sin mor.

’De dømtes børn’ er muligvis bygget op i et langsomt tempo og uden de store dramatiske udsving. Men når der ingen store, ydre konflikter er, og kameraet alligevel insisterer på ikke at klippe væk, så begynder vi som publikum at blive ekstra opmærksom på, hvad der ulmer under overfladen: Ordene der siger ét, mens øjnene siger noget andet.

Dokumentaren fungerer, fordi Kaspar Astrup Schröder er en humanist med noget på hjerte. Kameraet holdes næsten udelukkende i børnenes højde, hvorfra han fanger både de fine og de kafkaske situationer. Børnene har startet deres liv med alle odds imod sig, men måske tilbyder Sun Village en smule håb.