’Godless’: Alt i bulgarsk prisvinderfilm er tristere end trist
At sige, at den virkelighed, der udspiller sig i ’Godless’, er trist, er faktisk lidt af en underdrivelse.
Alt – og her mener jeg virkelig alt – der foregår i bulgarske Ralitza Petrovas debutfilm er vædret ind i et gråt filter af total tristesse og håbløshed.
I en lille by møder vi den sociale sundhedshjælper Gana (Irena Ivanova), der trisser rundt til forskellige lejligheder i umådeligt mistrøstige boligkarreer. Hendes arbejde består i at skifte bleer og massere ben på lejlighedernes forskellige ældre beboere, men samtidig har Gana gang i et usselt svindelnummer.
Sammen med sin kæreste, mekanikeren Aleko (Ventzislav Konstantinov), stjæler hun de ældres id-kort, som de sælger videre på det sorte marked til korrupte politifolk og embedsmænd. Oven i det har Gana og hendes kæreste gang i et rimeligt heftigt morfinmisbrug, og det er efterhånden alt for lang tid siden, at de har haft sex. Det er således svært at få øje på bare et enkelt positivt lyspunkt i dette østeuropæiske mørke.
Her 30 år efter kommunismens ophør er alt det samme som altid. De svage i underklassen bliver fortsat undertrykt og udnyttet af dem højere oppe i systemet, som i dette følelsesmæssigt afstumpede gulag af et samfund ligeledes er glædesløse, indestængte og opgivende i deres tilgang til livet og hverdagen.
Inspirationskilderne til Ralitza Petrovas socialrealistiske drama er indlysende, nemlig andre (og bedre) film af eksempelvis ungarske Bela Tarr (ham med de ekstremt lange indstillinger), rumænerne Cristi Puiu og Cristian Mungiu og russiske Andrey Zvyagintsev. Kameraføringen i ’Godless’ synes også at være inspireret af Laszlo Nemes’ mesterlige og virtuose ’Sauls søn’, hvor vi på skræmmende og ultraintim vis bliver ført med ind i Anden Verdenskrigs koncentrationslejre.
I ’Godless’ panoreres der konstant og delvis uskarpt ind på ansigterne af de medvirkende i filmen, men kameraarbejdet når slet ikke op på samme kunstneriske niveau som i ’Sauls søn’.
Undervejs går det galt for Gana, da en ældre kvinde truer med at gå til politiet og afsløre svindlen med id-kortene, og Aleko kommer til at slå kvinden ihjel. Gana knytter sig derefter mere og mere til pensionisten Yoan (Ivan Nalbantov), og hun beslutter sig for at gå med i det religiøse kor, han er dirigent for.
Men her findes heller intet håb. Og det ender på et bjerg, der, viser det sig, bærer det samme navn som filmens ungarske titel, ’Bezbog’. Et navn, der efter sigende skal forstås som en allegori over følgende tankesæt: Det, du gør af onde ting, kommer altid tilbage til dig. Bjerget kræver nemlig livet af dem, der bestiger det.
Ralitza Petrovas film vandt hovedprisen på Locarno Film Festival samt endnu en stor pris på CPH PIX herhjemme sidste år. Og ’Godless’ skal da også roses for at vise os et udsnit af verden, som vi sjældent oplever: Det postkommunistiske Bulgarien.
Men altså, hvor går det langsomt. Hvor er det tungt. Man bliver nærmest depressiv af at følge med i handlingen, hvor den mere og mere katatoniske Gana er på vej ud over afgrunden. Og midt i det hele introducerer Ralitza Petrova pludselig den ene dybt foruroligende sexorgie-scene efter den anden.
Det virker helt sort.
Kort sagt:
Alt går i slowmotion i dette dystre bulgarske drama. Det mest positive ved ’Godless’ er, at den er båret frem af et flot lydunivers og er skudt på 35mm i 4:3-formatet.
Læs også: Prisvindende ’Godless’-instruktør: »Et samfund er nødt til at rode i sit beskidte vasketøj«