’Last Men in Aleppo’: Halvdansk krigsdokumentar fortjener den højeste respekt

CPH:DOX. For et par uger siden lagde Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors, en video ud på Facebook. Den viser to biler, der kører igennem et sønderskudt Aleppo, og den første tanke, som rammer en, er, hvor uhørt grusomt det må have været for indbyggerne i den krigshærgede syriske by at have levet midt i dette helvede på jord.

Det får man et endnu stærkere og slagkraftigt bevis for i Firas Fayyad og den danske co-instruktør Steen Johannessen dokumentarfilm ’Last Men in Aleppo’. Gennem et år – fra efteråret 2015 og til efteråret 2016 – følger vi i filmen to mænd, der arbejder for den frivillige hjælpeorganisation The White Helmets, Khaled og Mahmoud.

Det er rystende at se på. Hver gang bomberne falder fra skyerne over bebyggelserne i byen, stryger Khaled og Mahmoud og de andre hjælpearbejdere ind og leder efter overlevende i murbrokkerne. Uden tanke på risiko for deres eget liv og helbred graver de sårede eller døde frem fra ruinerne, og filmen opruller den ene hjerteskærende sekvens efter den anden, når The White Helmets finder henholdsvis døde børn og hele familier begravet i murbrokkerne.

»Al denne ødelæggelse gør det umuligt at leve i dette land«, siger Khaled på et tidspunkt, hvor han tager et hvil fra redningsarbejdet. »Bomberne, ruinerne. Det er uvirkeligt. Det kan ikke forstås af hverken mennesker eller andre. Forestil dig at sidde derhjemme, og så pludselig kollapser hele bygningen. Det her er ødelæggelse på en massiv skala. Når jeg kigger på disse ruiner, er der noget inden i mig, der fortæller mig, at jeg skal tage væk«, fortsætter han.

Men Khaled – og Mahmoud – tager ikke væk fra Aleppo. De bliver til den bitre ende i efteråret 2016, hvor Bashar al Assads regime og det russiske militærs helikoptere og kampfly indleder den endelige udrensning på de sidste tilbageblevne 250.000 indbyggere i den østlige del af byen.

Før det, da en våbenhvile mellem de stridende parter genskaber et øjebliks form for dagligdag i den belejrede by, ser vi Khaled og hans venner købe fisk, som de vil opdrætte i en lille, hjemmebygget dam. Fiskene skal fedes op til bedre tider. Vi følger også Khaled, når han tager sine to underskønne døtre med på legeplads. Men hele tiden aner vi den ildevarslende fornemmelse af, at bomberne snart vil ramme ned over dem igen. Således ændrer den barnlige leg sig fra det ene sekund til det næste til dødelig alvor. De bedre tider vil aldrig komme.

’Last Men in Aleppo’ følger i kølvandet på en række fornemme dokumentarfilm om uhyrlighederne i Syrien. Orlando von Einsiedel vandt for nylig en Oscar for den korte ’The White Helmets’, og ’Silvered Water, Syria Self-Portrait’ har også tidligere fået stor opmærksomhed. Og vi må heller ikke glemme Obaidah Zytoon og Andreas Dalsgaards ’The War Show’, som netop har vundet en Bodil for bedste dokumentar. ’Last Men in Aleppo’ har også hentet en flot pris hjem, nemlig Grand Jury Prize ved Sundance-festivalen.

Noget af det stærkeste ved Firas Fayyads film er alt det, der ikke bliver sagt. Kameraet lyver aldrig, og det er grusomt at overvære Mahmoud, når han stirrer stumt ind i murbrokkerne, tæt på et sammenbrud. Samtidig har cheffotograf Fadi al Halabi og hans hold af fotografer, for at kunne forevige dette vigtige vidnesbyrd, sat livet på spil i en grad, der fortjener den allerstørste respekt.

Og selv om det ikke rigtigt giver nogen mening at sige det, så er ’Last Men in Aleppo’ uhørt smukt lavet og optaget. Poetisk og indfølende, med stærke karakterer og en nådesløs dynamik. Selv billederne af bomberne, der rammer ned over byen, er flotte og har en særegen æstetik.

Det er nok et fortærsket udtryk at bruge, men ’Last Men in Aleppo’ bliver siddende i én i lang, lang tid efter rulleteksterne – assisteret af Karsten Fundals gribende score – er kørt over lærredet.