’What Young Men Do’: Norsk ungdomsdokumentar er lidt for iscenesat
CPH:DOX. Utallige fiktionsfilm er baseret på virkelige historier, men det gør dem langtfra til dokumentarfilm. Men kan man omvendt tillade sig at kalde en dokumentarfilm, der tilsyneladende består af rekonstruerede scener fra start til slut, for en dokumentarfilm?
I Jon Haukelands norske hybriddokumentar ’What Young Men Do’ gennemspiller den unge Noah og hans to bedstevenner, Tim og Hachim, således scener fra deres eget liv som ungdomskriminelle i Osloforstaden Haugenstua. Resultatet er tvetydigt: Filmoplevelsen veksler konstant mellem det indsigtsfulde ungdomsportræt og det overiscenesatte.
I 2014 var der stor mediebevågenhed i Norge i forbindelse med en retssag, hvor i alt 19 unge drenge og mænd stod tiltalt for grove røverier mod andre børn og unge. Røverier, hvor de blandt andet havde udøvet vold eller truet sig til mobiltelefoner. En af de tiltalte var den femtenårige Noah. I Haukelands film genfortæller han sagens gang fra sin personlige synsvinkel. Hvad fik ham til at medvirke til røverierne? Hvordan er det at vokse op i en kultur, hvor gruppeinklusion vejer tungere end et liv på den rigtige side af loven? Er der en vej ud af den kriminelle løbebane?
Noah slipper forholdsvis let med en betinget dom og krav om at deltage aktivt i et kriminalpræventivt forløb med kommunale sagsbehandlere og den lokale politimyndighed. Her ser vi ham helt forsagt og genert foran unødigt karikerede versioner af disse medarbejdere. De bestemmer, at han skal flytte hjem til faren i kedelige Bærum, så han ikke længere er i daglig berøring med det dårlige selskab i Haugenstua – også bare kaldet HG blandt hans homies.
SSP-gruppen forbyder ham samtidig at genoptage kontakten til Tim og Hachim, der begge har fået hårdere straffe end Noah og ikke lader til at have fået samme håndsrækning fra det offentlige.
’What Young Men Do’ er bedst, når den fortæller om de unge mænds komplicerede venskabsbånd. Noah beskriver i voice-over trekløveret således: »Det føltes, som om vi tre stod uden for alle andre. Som om vi var et kontinent for os selv«.
Drengene drysser rundt på må og få. Hænger ud på stisystemerne mellem de labyrintiske boligblokke og jernbanen. På den rigtige side af skinnerne ligger så Bærum, hvor Noah må lære at finde sig til rette blandt blege, etniske nordmænd. Her er hiphopfester og joints skiftet ud med yachtture og ølspil. Noah navigerer, så godt han kan, men savner gutterne fra HG. Kriminelle eller ej. På den ene side vil han gerne bryde ud af betonbyggeriets tunge skyggeside, og på den anden side skræmmer det potentielle venskabsbrud ham fra vid og sans.
Jon Haukelands hybridtilgang til dokumentargenren skaber desværre oftere distance end nærvær i ’What Young Men Do’. Noah ender som en lidt for apatisk karakter til, at jeg for alvor kan engagere mig i hans fortælling. Det er simpelthen for svært at aflæse, om han angrer, keder sig eller måske bare er betuttet over kameraets tilstedeværelse og det faktum, at han spiller sig selv i en film om, ja, sig selv.
Kort sagt:
’What Young Men Do’ tilbyder autentisk miljøskildring fra Oslos hood og vedkommende ungdomstematikker. Desværre skaber Jon Haukelunds insisteren på rekonstruktion unødig distance.
Læs også: ’All This Panic’: Ærligt indblik i syv teenagepiger gennem tre år