1. Farrell og Kidman i mørkabsurdistisk horrordrama
To læger går ned ad en gang og diskuterer armbåndsure. De går usædvanligt meget op i, hvilken vanddybde uret kan klare, og om remmen er af metal eller læder. Deres svar falder hurtigt, som var de med i en Wes Anderson-film, mens omgivelserne er grå og triste som taget ud af den skinbarlige virkelighed.
Få filmskabere kan som græske Yorgos Lanthimos skabe på overfladen virkelighedstro universer, der samtidig er off, helt og aldeles ved siden af. En surrealistisk virkelighed, hvor karakterer eller dialog ikke er skåret efter en normal psykologisk logik, men der alligevel ligger en menneskelig sandhed under det urkomiskdeprime udtryk.
Lanthimos skaber simpelthen sine helt egne regler. I ’Dogtooth’ var det forældrene, der i husets mikrokosmos, afskåret fra omverden, hjernevaskede deres børn til at leve ud fra en fuldkommen skævvreden virkelighedsopfattelse. I ’The Lobster’ var fremtidsuniverset båret af et helt særligt regelsæt, hvor singler havde 45 dage til at finde en mage på et hotel, før de blev forvandlet til et dyr og sat løs i skoven.
Også i ’The Killing of a Sacred Dear’ er det, som om virkeligheden er forvredet 30 grader, som i armbåndsursnakken såvel som i den unavngivne familiefars (Colin Farrell, der også var hovedrollen i ’The Lobster’) forhold til en ung dreng, Martin, som han overøser med gaver og har et underligt uforklaret og hemmelighedsomgærdet forhold til.
Martin er mildest talt anmassende og kommer tættere og tættere på Farrells hustru (Nicole Kidman) og hans børn, og der går lang tid, før det står klart, hvilke regler Lanthimos har opstillet for sit univers denne gang.
Men efterhånden blotlægges Martins intentioner, og filmen udvikler sig nærmest sig til en psykologisk horrorfilm, der kun bliver mere creepy af Lanthimos deadpanhumoristiske dialog og stil.
Grundpræmisserne i ’Dogtooth’ og ’The Lobster’ var skarpere, og filmene mere skarpe og kompakte, men også ’Killing of a Sacred Dear’ er en konstant uforudsigelig, provokerende, meget dyster og dybt twisted affære, som udforsker store temaer som skyld og forældrekærlighed på absurdistisk maner. Filmens lange og langsomme indstillinger slægter Kubrick på, og det er suverænt Lanthimos’ mest stilistisk ambitiøse værk.
Og ligesom hans to forrige vil den nye dele vandene, men herfra et kip med hatten til en dybt original filmskaber, der udfordrer både filmsproget, sig selv og sit publikum, så man både griner og vrider sig i sædet.
2. Insta-Cannes
2,7 millioner følgere på Instagram er en sjat. Også på Cannes-festivalen, der ellers er en konservativ institution med et lidt skeptisk forhold til digitale landvindinger og SoMe-hejs.
Insta-stjernen Amanda Steele, der især beskæftiger sig med modeverdenen, blev ifølge The Hollywood Reporter fløjet ind til festivalen, hvor Dior Makeup har sponsoreret hendes look og rejse, og hvor den blot 17-årige pige defilerer op ad den røde løber side om side med Rihanna og kaster stjernestøv over de glamourøse fester.
De såkaldte influencers er i høj kurs hos brands, som skal i kontakt med den yngre målgruppe, men man skal ifølge en ekspert, der udtaler sig til Hollywood Reporter, helst have mindst 750.000 følgere på Instagram, før man virkelig kan tjene penge på sin position. Så kan man dog også indkassere op til tre-fire millioner kroner om året, forlyder det.
Cannes, instaficeret.
3. Midtvejsstatus: Hvem vinder Palmen?
Vi er omtrent halvvejs i årets festival. I hovedkonkurrencen er 11 film blevet vist, blot otte mangler. Har vi set Guldpalme-vinderen?
Der er endnu ikke en indlysende vinder. Men med forbehold for en uforudsigelig jurys idiosynkratiske valg har tre af de film, vi allerede har set, umiddelbart en reel chance for at løbe med hovedprisen.
Andrej Zvyagintsevs ret så mesterlige drama om en dreng, der forsvinder midt i hans røvhulsforældres skilsmisse, ’Loveless’, er en reel kandidat. Hans subtilt systemkritiske approach i en tid, hvor Rusland står højt på verdensdagsordenen, tæller nok ikke ned. Zvyagintsev (’The Return’, ’Leviathan’) er efterhånden en af Europas mest markante instruktører, men han har aldrig vundet en pris i Cannes. I år må det være, så må vi se, om han kan gå hele vejen.
Jeg var ikke så begejstret for Michael Hanekes nye film, ’Happy End’, men det var der mange andre, der var. Og man skal aldrig afskrive den dobbelt guldpalmevindende instruktør i denne sammenhæng. Det vil dog være et kedeligt konservativt valg.
Endelig er der Ruben Östlunds ’The Square’. Et dybt originalt værk, der taler irekte ind i nogle af tidens centrale tematikker omkring flygtninge, næstekærlighed og Vestens hykleri. Dens sketchagtige præg vil måske frastøde nogle i juryen, men den kan også have inkarnerede tilhængere, og man kan sagtens forestille sig, at den vil falde i den excentriske juryformand Pedro Almodóvars smag.
Det helt entydige mesterværk har vi endnu ikke oplevet. Måske kommer det med Lynne Ramsays ’You Were Never Really Here’ med Joaquin Phoenix? Eller de talentfulde Safdie-brødres ’Good Time’ med Robert Pattinson? Stay tuned.
Læs også: Den mest opsigtsvækkende danske filmdebut i årevis imponerer i Cannes