1. Tre kvinder og Colin Farrell
Med ’Virgin Suicides’ og ’Lost in Translation’ var der for 15-20 år siden lagt i kakkelovnen til, at Sofia Coppola skulle blive en af sin generations største filmstemmer.
Sådan er det imidlertid ikke helt gået, og ’The Beguiled’ er ikke filmen, der genindsætter hende i tronen. Det gør den dog ikke mindre fornøjelig!
Det er en genindspilning af en Don Siegel-film med Clint Eastwood, som Coppola har haft lyst til at gentænke med feministisk fortegn. Under borgerkrigen får en såret Union-soldat, John McBurney, (Colin Farrell) husly på en pigeskole i Virginia, hvor kvinderne i alle aldre kigger smægtende i retning af den flotte fjende, inklusive Nicole Kidmans kølige forstander, Kirsten Dunsts længselsfulde lærerinde og Elle Fannings teenagekåde elev.
Den charmerende gentleman John ved akkurat, hvordan han skal udnytte deres mandeløse afsavn, og der skal ikke mere til end et par varme ord og flirtende blikke, før end de nærmest kæmper om at liste ind i hans soveværelse. Mandens tilstedeværelse bringer borgerkrigsharmonien ud af balance og leder først kvinderne i intern hønekamp for siden at samle dem mod en fælles fjende.
Og det er sådan set alt, der er i det. ’The Beguiled’ er en lillebitte prut af en film, der får én til at undre sig over, at Coppola ikke har større ambitioner. Men omvendt er det måske akkurat en stramt komponeret bagatel, der skal til for at få karrieren til at give genlyd på ny.
Sydstatsbillederne er tilpas dampede og tågede til at afspejle kvindernes tilknappede følelser, og fortællingen excellerer i de små, men ivrige blikke, kvinderne sender i retning af John. Det er flot, liderligt og lækkert – og så affødte filmen nogle af de største latterbrøl på festivalen hidtil.
2. Langt ude på Lars Tyndskijs marker
Jeg ville elske, hvis der blev lavet flere film som de første to tredjedele af hviderussiske Sergej Loznitsas ’A Gentle Creature’ i Danmark: En film, der tager os med ud i den allermest afsidesliggende provins og beskriver de mennesker, der bor der, nysgerrigt, fordomsfrit, levende og i øjenhøjde.
En kvinde får en pakke tilbage, som hun havde forsøgt at sende til sin mand, der sidder i fængsel. I stedet beslutter hun sig for at aflevere den personligt, hvilket sender hende ud på en nærmest umulig roadtrip gennem tog, busstationer og selv en hestevogn i sit forsøg på at nå sit mål.
Det er et mytologisk mareridt med en stort set umælende og udtryksløs kvinde i fokus (skuespilleren Vasilina Makovtseva har et fængende uudgrundeligt ansigt), hvor hovedpointen i stedet er de mennesker og reaktioner, hun møder: Fra den snakkesalige taxachauffør, der lovpriser landsbyens fængsel som byens formidable centrum, til en Miss Marple-agtig advokat, som forsøger at hjælpe de nødstedte i et system, der tager begrebet ’kafkask’ til et helt nyt niveau.
Filmen graver dybt i den russiske folkesjæl, og flere scener af både højrøstet druk og sørgmodig fællessang vækker klare mindelser om Dostojevskijs romaner. Filmen er da også løst baseret på en novelle af netop Dostojevskij. Den mindede mig også (ikke mindst i flere nærmest stumfilmimiterende nærbillede) om morens naive kamp i Pudovkins stumfilmklassikker ’Mother’ fra 1926, med mere vægt på satiren end patosen.
I sidste akt tager filmen en surrealistisk drejning, hvor virkelighed og drøm smelter overraskende sammen, og hvor mange af filmens småkarakterer samles på ny. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, om det er galt eller genialt, det er nok det sidste. Indtil da er ’A Gentle Creature’ dog en sjældent absorberende ransagelse af et Rusland i fuldstændigt fordærv, befolket af en farverig palet af mennesker, og en af festivalens største oplevelser.
3. Da boblen bristede
I Michael Hanekes nye film ’Happy End’ siger en karakter på et tidspunkt noget i retning af, at man kan se nok så mange mennesker dø på film, men at se det i virkeligheden, det er en helt anden sag.
I ’Happy End’ spøger virkeligheden som bagtæppe for borgerskabets eksistentielle tomhed: Filmen udspiller sig i den hårdt ramte kystby Calais, men vi ser først til allersidst flygtningene i levende live. Vi ved bare, at de lider i baggrunden, og de gør hovedkarakterernes dårligskab desto mere trist.
Under Cannes-festivalen er det også nemt at fortrænge, at der er en verden på den anden side af palmerne, de store yachts, femstjernede hoteller og blitzlys på den røde løber. Der er tiggere, som man ignorerer groft ligesom i Ruben Östlunds ’The Square’, gademusikanter, som man vender blikket væk fra. Man giver sig selv immunitet, lader boblen omsvøbe én.
Da jeg gik ned fra min lejlighed i dag, lå der en mand livløs på gaden. Flere politifolk stod omkring ham ham, og der var blod på asfalten. Hvad der gik forud, ved jeg ikke, ej heller om han var død eller bare døddrukken, men den passive reaktion fra ordensmagten kunne tyde på det første.
Under en festival, hvor ingen har kunnet undgå at bemærke de forhøjede sikkerhedsforanstaltninger, og hvor Manchester fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, var det lige uden for min lejlighed, at der blev prikket hul på min boble.
Læs også: Cannes dag 7 – den stærkeste hiphopfilm siden ‘8 Mile’ er årets store crowdpleaser
Læs også: Den mest opsigtsvækkende danske filmdebut i årevis imponerer i Cannes