Ikke længe efter jeg havde talt med ’Fargo’-hovedforfatter Noah Hawley, så jeg ’Alien: Covenant’. En film om otte eller ti, eller var det sytten astronauter, der drager ud i det ydre rum, men nedlægges én ad gangen af bidske rumvæsener.
Alt, jeg kunne tænke på undervejs, var noget, Hawley havde sagt:
»Alle karakterer er hovedkarakterer. Når du introducerer en ny person, skal du tænke på, at de har deres egen dag og tilfører noget særligt til situationen. Hvis du gør det, kan scenen udvikle sig i overraskende retninger«.
Det kan lyde som en banal erkendelse, men det er på det parameter, at ’Alien: Covenant’ – og utallige andre film og tv-serier – falder til jorden. Birollerne er stereotypiske statister, hvis højeste formål er at drive handlingen frem. Resultatet er, at man trækker på skuldrene, når (eller hvis) de bliver spist af rumvæsener – hvis man da overhovedet kan huske, hvem de er.
I ’Fargo’, der herhjemme kan ses på HBO Nordic, kan en karakter omvendt opnå legendestatus på få sekunder. Her har alle karakterer en dragende fremtoning, et quirk eller en-to geniale replikker. Ingen reduceres til magre plotværktøjer.
Tag den arme efterforsker Irv, der i tredje sæsons andet afsnit kyles i døden af forretningsmanden V.M. Vargas håndlangere. Før faldedøden forsegler han sin egen skæbne ved at google Vargas navn. Hawley kunne have afviklet scenen på få sekunder, men trækker den i stedet i langdrag og etablerer Irv som det 21. århundredes største digitale analfabet.
»Uanset om det er en person som Irv eller en medarbejder på en tankstation, skal man huske, at de er deres egen unikke person. Det er vigtigt at give sig selv udfordringer, når man skriver. Man skal ikke tage noget for givet, ikke antage noget som helst. Hvis du undgår det, kan der opstå nogle virkelig interessante situationer«, siger Hawley over en telefonlinje fra L.A.
»For eksempel skal man aldrig skrive en karakter som alkoholiker. Du skal skrive ham som én, der drikker for meget, men aldrig har haft et alkoholproblem før. Klichéer og lette genveje sniger sig ind, hvis man ikke er opmærksom. De er ikke klichéer uden grund«.
Scener som kortfilm
Hawley startede som romanforfatter (og før det statskundskaber), og måske er det derfor, at han skildrer alle karakterer med samme nysgerrighed og vid, som var han en tredje Coen-bror. Ligesom Coen-brødrene, som han lovpriser flere gange i løbet af vores samtale, er han samtidig en udpræget visuel fortæller, der strækker mediets muligheder – og sommetider sund logik – i jagten på den gode fortælling.
Tredje sæson af ’Fargo har allerede budt på en løsrevet forhørsscene i Østberlin, 22 år før handlingen i Minnesota, et uddrag fra ’Peter og Ulven’ på lydsporet og et animeret sci-fi-indslag om en altruistisk robot.
»Jeg skriver med billeder og lyddesign i baghovedet, og som regel har jeg en meget klar idé om, hvordan scenen skal udfolde sig. Jeg skriver ofte de tekniske detaljer ned, mest af alt fordi jeg ikke får lov til at instruere alle afsnit. Mit håb er altid, at vi kan bruge kameraet til at fortælle historien, så det ikke bliver drevet af dialog. Det ville måske også være svært med tanke på, at ’Fargo’ handler om folk, der ikke er i stand til at kommunikere«, siger Hawley.
Han fremhæver selv massakren fra første sæson som en scene, der reelt blev storyboardet i manuskriptet. Her plaffer Billy Bob Thortons Lorne Malvo alle beboerne i en kontorbygning, mens kameraet afholdende hviler på bygningens facade – akkurat som det var designet i Hawleys manuskript.
Når man taler med ham, er det tydeligt, at han styrer ’Fargo’ med hård hånd. Han nægter at gå på kompromis med sin vision – om han så står bag kameraet eller ej.
»Selv i første sæson, hvor jeg ikke instruerede et eneste afsnit, instruerede jeg reelt dem alle. Jeg bruger to til fire timer pr. manuskript på at gennemgå afsnittet med instruktøren – scene for scene, indstilling for indstilling. Jeg ved, hvad jeg vil have. De fleste gange leverer instruktørerne, men nogle gange gør de ikke«.
»I afsnit fem undlod de for eksempel at optage en indstilling, jeg ville have. Det var i manuskriptet, og de fik det ikke med, så jeg var nødt til at sende filmholdet tilbage«, siger han uden at afsløre, hvilken indstilling der er tale om.
Det lineære er kedeligt
‘Fargo’ har præsenteret en perlerække af absurde sidespring i løbet af sine tre sæsoner – fra ufo’er til kafkaske forhørsscener på tysk – men målt på vanvittige påfund trumfes den med flere længder af Hawleys anden serie, ’Legion’. ’X-Men’-spin-off’en sprænger den klassiske fortælling til atomer og hengiver sig til et syretrip af kalejdoskopiske montager.
Selv når Hawley bevæger sig helt ud absurditetens overdrev, bestræber han sig dog på at have øje for helheden.
»I første sæson af ’Fargo’ vidste jeg, at Malvo ville træde i en bjørnefælde i afsnit ti, og derfor hænger der en bjørnefælde på væggen i første afsnit. Faktisk dukker den op igen og igen i løbet af sæsonen. Du ved måske ikke, at du ser den, men den er der«.
»Det var anderledes at lave tv i gamle dage, for hvis du laver en sæson på 22 timer, så kan du umuligt vide, hvordan det hele ender, når du går i gang. Når der kun er ti afsnit i en sæson, er det bare dovent ikke at vide, hvor du er på vej hen«.
Synes du, der er for mange tv-serier og film, der fortælles dovent? Forstået på den måde, at de bare går fra a til b til c…
»Altså… Jeg synes bare ikke, lineære historier er særligt interessante. Og ’Legion’ er jo ikke ligefrem specielt interesseret i at være letforståelig… Men jeg ønsker heller ikke at forvirre seerne. Jeg synes, det er sjovt at stole på sit publikum – stole på, at de kan optage informationer visuelt i stedet for at få alt fortalt«.
»Men når det er sagt, tror jeg også på, at de vil lade dig tage langt større chancer med tema og karakterer, så længe du underholder dem«.
’Fargo’ kan ses på HBO Nordic.