ANALYSE Efter en stille start har Stephen Colbert sat sig tungt på den aktuelle trone af late night shows i USA med ‘The Late Show’. At han i øjeblikket har højere seertal end den tidligere altdominerende Jimmy Fallon virkede sidste år lige så usandsynligt som Trump i Det Hvide Hus. De første to år har både bragt identitetskriser, selverkendelser og en vigtig tilbagevenden med sig. Men Trump og Colbert sidder nu på hver deres trone, og sammenhængen er værd at anerkende – selvom slangerne lurer i paradis for dem begge to.
Sammenhængen har i hvert fald været betydningsfuld den ene vej. Jo tættere Trump kom på en reel chance, desto mere substans og relevans var der i at bruge tid på ham for Stephen Colbert. Den ellers rolige late night-vært begyndte sidste sommer at gå en tand hårdere til Trump, og da seertallet steg, gjorde tonen i hans spydighed lige så.
Donald Trump fodrer dagligt late night-værterne, og Stephen Colbert har med sine værktøjer fra tiden på Comedy Central næret sig til tops. Han fejrer i dag 20-års jubilæum i late night-tv, hvilket bliver markeret i nat i en særudgave af ‘The Late Show’, hvor han samler det gamle hold fra sin tid på ‘The Daily Show’.
Og timingen er perfekt. Stephen Colbert har ikke været lige så meget i krydsilden – både positivt og negativt – siden ‘The Colbert Report’ toppede. Ikke blot har han de højeste seertal i branchen, Colbert var også for nyligt en tur i social media-møllen med hashtagget #FireColbert, efter en joke om Trump og Putin af seksuel klang blev opfattet som homofobisk. Det har medført, at regeringsapparatet Federal Communications Commission i øjeblikket efterforsker den og andre jokes fra udsendelsen, hvilket er fantastisk PR, om end på en trist baggrund for ytringsfriheden.
Men Stephen Colbert kan ikke tage al æren – og det forsøger han heller ikke. Her skal vi længere tilbage i tiden. Vi skal tilbage til julen 2015, cirka fire måneder inde i ‘Late Show’-embedet, hvor Colbert internt på produktionsholdet erkendte, at han ikke kunne styre det selv, som han var vant til på ‘The Colbert Report‘. Der gik dog yderligere tre måneder, før handling fulgte erkendelsen, og i april 2016 blev Chris Licht ansat som showrunner på ‘The Late Show’ – præcist som ved de fleste andre late night-shows.
Stephen Colbert kunne nu fokusere på at være kynisk komiker, og Licht indførte de skarpe åbningsmonologer, som Colbert mestrer. Han skaber en indforståethed med seerne, vi føler os hjemme, hvorefter de satiriske slangehug bliver sat ind mod især Trump. Og så smiler han igen. Tager brodden af alvoren og vender tilbage til komikken. Den evne har ført ham til førstepladsen i en urolig tid, hvor folk vil have substans i deres aftenunderholdning, og den udvikling har Jimmy Fallons ‘Tonight Show’ ikke formået at omstille sig til.
David Letterman havde den samme tråd i sine seere. Han talte til dem i øjenhøjde, afslappet som sad vi hjemme i hans dagligstue. Men her ophører deres afgørende ligheder også. Colbert vidste fra starten, at han ikke skulle lave top 10-lister, sidde med benene over kors mod gæsten eller hyre en ny Paul Schaffer. Han fandt en anderledes – og dygtig – husmusiker i Jon Batiste, han lavede sine egne gimmicks, men personen Stephen Colbert var i identitetskrise. Han var fanget i en afstandtagen fra både David Letterman og sit alter ego fra ‘The Colbert Report’. Han italesatte det selv i en af sine første udsendelser, men krisen forsvandt ikke af den grund.
Juli 2016 blev en skelsættende måned for Colbert og ‘The Late Show’. Her besluttede han at se fortiden i øjnene og anerkende, at den godt kunne bruges fremadrettet. Alteregoet, den konservative Stephen Colbert, dukkede op for første gang til en omdøbt versionering af det populære indslag ‘The Word’ fra ‘The Colbert Report’.
Samme måned dukkede Jon Stewart op fra sit skjul under Colberts bord. Stewart havde besøgt programmet tidligere, men denne gang fik også han værtsstolen og holdt en moralprædiken for pressen og folket, der mindede os om savnet. De to indslag var voldsomt populære, og begge er siden vendt tilbage.
The New Yorkers skribent Emily Nussbaum er stor fan af Stephen Colbert, men hun er også hans største kritiker. I en artikel fra april forlanger hun mere af den garvede komiker og tv-vært end blot Trump-jokes – om end også hun er imponeret over den ekstra skarpe tone, Colbert har udviklet den seneste måned.
Nussbaum går mod strømmen med sin kritik, men hun er formentlig blot forud med en pointe, der er uundgåelig. Der er en udløbsdato på populariteten i monologer, der gør grin med Trump og Republikanerne. Colbert er siden indsættelsen endnu ikke faldet i en trædemølle, men publikum vil uundgåeligt blive sultne efter mere. David Letterman sad ikke på sin trone i 22 år på grund af åbningsmonologer, han gjorde det ved originale indslag, ikoniske interviews og en levering fra komikkens øverste hylde.
Særligt hans interviews vil udleve ham selv, og de største lever – gudskelov – et populært liv på Youtube. Den frivole, cigarrygende Madonna i 1994 og Farrah Fawcett i 1997, som virkede til at være heftigt påvirket af euforiserende stoffer.
Eller i nyere tid, hvor han i en snak med Bill O’Reilly om hans nye bog henkastet kalder ham en ”goon”, og interviewet med Paris Hilton i 2007, hvor Letterman i sin afmålte stil bliver ved med at spørge ind til hendes fængselstid. Fra Lettermans første til sidste program på tv vidste man aldrig, hvor interviewet endte, man vidste ikke, om han ville gå off script.
Det samme kunne man sige om Stephen Colbert i hans tid på Comedy Central, men ikke i dag. Mange af hans interviews er komiske, men de er også forudsigelige. Skuespillere leverer anekdoter fra produktionen på den film, de er der for at promovere, og andre kendte fortæller nøje forberedte historier, der passer til en titel på det efterfølgende YouTube-klip. Letterman sagde sin mening og fedtede ikke for gæsterne, hvis der var komik i at gøre det modsatte, og det samme har Colbert evnen til. Men det har indtil nu ikke været en del af taktikken.
Det er værd at huske, at Lettermans ratings ikke var på toppen i den sidste tid, og gennem 22 år på sin trone i The Ed Sullivan Theater var der flere gange klagesang om en abdicering. Men hvis Stephen Colbert vil ramme samme høje niveau og nå ligeså mange år i stolen, så skal substansen i hans gimmicks eller interviews højnes. Potentialet er der uomtvisteligt. Besøget i nat fra hans gamle kompagnoner på ‘The Daily Show’ markerer i al fald, at ‘The Late Show’ nu er Stephen Colberts.
Læs også: Fire late night-værter gør status på Trump: »Det føles som om hans indsættelse er 114 år siden«