‘Their Finest Hour’: Lone Scherfigs nye går i hjertet på både anglofilfeministiske filmnørder og skabsromantikere
Lone Scherfigs karriere har udviklet sig fra italiensk til begyndere til engelsk for viderekomne, i takt med at den danske instruktør siden den Oscar-nominerede ’An Education’ fra 2009 har fremdyrket en imponerende gennemkultiveret filmisk fornemmelse for det britiske samfund og historie.
’Their Finest Hour’ er Scherfigs fjerde spillefilm i rap på engelsk jord og fremstår i tone og detaljerigdom akkurat så ærkebritisk som nyere nationale kulturkoryfæer a la ’Downton Abbey’. Den mundrette miljøtegning er i sig selv en fornem bedrift for en udenlandsk instruktør, men det er imidlertid ’Their Finest Hour’s uimodståeligt charmerende ode til filmmediets eskapistiske magi og kvindelige ildsjæle, der udgør det virkelige es i ærmet.
På den konto er ’Their Finest Hour’ lettere åndsbeslægtet med blandt andre sidste års Coen-komedie ’Hail, Caesar!’ – om Hollywood i 1950’erne – om end Scherfig nedtoner slapstickhumor til fordel for et mere menneskeligt drama om kønnenes ligestilling og vaklende livsmod i en verden i blodigt kaos.
Året er 1940, og tyskernes bomber regner over London, alt imens hovedstadens karakteristiske røde busser og sorte taxaer fortsat insisterende snegler sig rundt om murbrokker og kratere, og propre briter sipper te af sodede kopper oven på ruinerne af tidligere hjem.
’Keep calm and carry on’-mentaliten er hårdt presset, og hos The Ministry of Information har man travlt med at producere opløftende infomercials og gæve propagandafilm til folket – hvorfor det vækker begejstring, da den nyansatte tekstforfatter Catrin (Gemma Arterton) kommer på sporet af en ’virkelig’ historie om to tvillingesøstre, der angiveligt sejlede soldater hjem fra evakueringen ved Dunkirk i deres fordrukne fars fiskerbåd.
Over en halv sandhed og med lidt kreativ fantasi øjnes muligheden for at spinde det ultimative moral-boostende propagandafilmværk, komplet med storslåede krigsscener, romantisk tårepersereffekt og en nuttet hund.
Selveste krigsministeren (Jeremy Irons som herligt selvironisk, mandschauvinistisk overklasseløg) blander sig i projektet og lover budget til både techinicolor og special effects, såfremt der tilføjes en heltemodig, bredkæbet yankee på rollelisten, så filmen også vil appellere til det store amerikanske marked – og måske endda anspore USA til at række sin allierede en hjælpende hånd mod tyskerne.
Et broget produktionshold stables på benene, og Catrin udnævnes som medforfatter side om side med det unge brushanetalent Buckley (Sam Claifin), der akkurat tolererer sin nye kvindelige kollega qua Catrins evner udi at skrive »troværdigt kvindefnidder«. Med inspiration fra æraens klassiske screwball-komedier som ’His Girl Friday’ udveksler duoen indledningsvis rappe spydigheder over skrivemaskinerne, men der går selvsagt ikke lang tid før reservationer blomstrer i gensidig respekt med et romantisk twist – til trods for Catrins forhold til den lunefulde kunster Ellis (Jack Huston). Uh oh!
Scherfig og hendes uniformt velspillende cast har en fest med at etablere filmen i filmens karakterer ud fra branchens klicheramte arketyper, fra den håbløse token amerikanske helt (Jake Lacey) til den galoperende selvglade, ældre engelske karakterskuespiller (urkomiske Bill Nighy), der er ved at kvæles i sin scone, da han delegeres til at spille fordrukken gamling.
Propagandafilmen svælger forudsigeligt i patriotisk nationalfølelse og selvopofrelse, men tvillingesøstrenes heroiske mission foran kameraet og budskabet om at finde styrke i sammenholdet – på tværs af køn og status – begynder i stigende grad at spejle livet i kulissen, hvor krigens realiteter foranlediger en reevaluering af kvinders rolle i samfundet, og Catrin vokser af fornyet selvindsigt.
Den unge kvindes dannelsesrejse og kønnenes magtkampe stod også centralt i Scherfig-filmene ’An Education’ og ’One Day’, men ’Their Finest Hour’ tager skridtet videre og metaaktualiserer tematikkerne indenfor og ud af kærlighed sit eget medie, når instruktøren igennem den fiktive historielektion drager satiriske paralleller til vor tids fortsat skævvredne filmindustri og kønspolitiske klima.
I det 21. århundrede har feel good-genren i høj grad måtte se sig degraderet af en kulturelitær kritikerkonsensus, der per automatik synes at tilskrive ’feminine’ prædikater som ’varm’ og ’humoristisk’ inferiør status over for mere sobre, maskulint gråmelerede filmfortællinger.
Soundvenues Årtusindets Bedste Film-afstemning taler et tydeligt sprog: Her er ikke levnet synderlig plads til hverken komedier eller kvinder, og selvom der kan argumenteres for, at det overvejende mandlige branchefolks interne vægtning af tungsindige tragedier og selvmordstruede antihelte naturligvis går hånd i hånd med verdens tiltagende politiske uro post 9/11, trædes vigtige aspekter af filmmagiens universelt samlende forcer under fode, når ’folkelighed’ konsekvent afskrives som uambitiøs leflen for masserne.
’Their Finest Hour’ er ikke perfekt, og i filmens anden halvdel styrer Scherfig med nød og næppe skuden uden om selvsamme dramaklicheer, Catrins propagandaproduktion sætter på spidsen til stor indforstået moro.
Men med sin kække påmindelse om, at kvindedrevne film ikke nødvendigvis bliver mindre slagkraftige eller relevante af at skinne sol i hjertekulen, lander ’Their Finest Hour’ på et tørt sted.
Kort sagt:
Lone Scherfigs ærkebritiske ’Their Finest Hour’ er forårets fineste feel good-succes, der med sin dobbeltbedårende ode til eskapistisk filmmagi i en kaotisk verden og seje kvinder i mandsdominerede arbejdsmiljøer vil gå lige i hjerterne på alle fra anglofilfeministiske filmnørder til skabsromantikere.