KOMMENTAR. Noget af det mest lykkelige ved den danske ’Skam’-besættelse er det nyfundne fokus på vor skandinaviske broderfolks kulturgaver.
Inden ’Skam’ var tv-guldalderen først og fremmest en amerikansk og dansk affære, måske med en enkelt britisk afstikker, hvis bølgerne gik højt. Og på de store streamingtjenester er der da heller ingen tvivl om, at USA sidder tungt på magten.
Nu hvor Julie Andems serie er få dage fra enden, kan man imidlertid håbe, at interessen for nordisk ungdomsliv ikke stopper ved eleverne på Hartvig Nissen. For selvom Andem utvivlsomt har skabt noget helt unikt med ’Skam’ – både i forudgående research, karakterskildring, fortællestruktur og brug af sociale medier – er hun langt fra den eneste eller første skandinav med et særligt blik for, hvad der går gennem hovedet og kroppen på hormonudfordrede teenagere.
Faktisk står Andem på ryggen af en gylden nordisk tradition for coming of age-fortællinger. Genren boomede i Danmark i 70’erne og start-80’erne med film af Bille August (’Zappa’), Nils Malmros (’Kundskabens træ’), Morten Arnfred (’Mig og Charly’) og Søren Kragh-Jacobsen (’Vil du se min smukke navle’) – ja, faktisk var det dansk films primære selling point dengang. De senere år har genren været knap så fremtrædende, men en instruktør som Kasper Munk har markeret sig med flere troværdige ungdomsfortællinger, ’Hold om mig’ og særligt ’You & Me Forever’, som indlevende skildrer et venindetrekantsdrama, som mange ’Skam’-fans burde sætte pris på.
I Sverige er Lukas Moodyssons ’Fucking Åmål’ naturligvis en parallel, mens Norge selv har produceret glimrende film som ’Ta’ mig’ og Joachim Triers ’Reprise’. Sidstnævnte er efter alt at dømme en vigtig inspiration for Julie Andem (mon ’Skam’s mystiske Julian Dahl, der flygtigt popper op både i samtaler og på Instagram, refererer til Andem selv såvel som den mytiske forfatter Sten Eigil Dahl i Triers film?).
Og lige nu kan man faktisk få en oplevelse i biograferne, som jeg vil anbefale enhver ’Skam’-fan at opsøge, nu hvor skamstinenserne melder sig om få dage. Den hedder ’Heartstone’, og selvom dens islandske bonderøve dårligt kunne ligge fjernere fra Oslos evigt Messenger-chattende hættetrøjeteenagere, er den optaget af en lang række af de samme temaer: Homoseksualitet, seksualitet, identitet, venskab og svigtende forældre.
Thor og Kristian er bedste venner og fordriver tiden med at fange fisk for profit, begå småhærværk og spille fodbold i den lille landsby, hvor der ellers ikke er meget at foretage sig for en flok fyrrige 14-årige.
Thor er forelsket i den smukke Beth, men er en lille splejs, som puberteten endnu ikke har gjort større tjenester: Ingen muskler, ingen højde, ingen hår på den. Kristian er høj, flot og muskuløs og prøver – som Isak i sæson 3 – hårdt at overbevise sig selv om, at han er interesseret i skolens pigegruppe. I virkeligheden bobler hans følelser for Thor, og når de flirter med det homoerotiske i deres drengede leg, er det Kristian, der trækker sig først. For ham er det nemlig ikke for sjov.
Det kan godt være, de ydre islandske omgivelser med bjerge, søer og kvæg ikke vækker genklang hos et dansk publikum, men det gør alt det indre til gengæld: Følelserne, som Thor og Kristian tumler med. Usikkerheden, den spirende forelskelse, de ambivalente signaler. Kyssefange og Sandhed Eller Konsekvens som nervøst legende indgange til at komme tættere på den anden.
Den talentfulde ’Heartstone’-instruktør Gudmundur Gudmundsson, der i en årrække har boet i Danmark, har det til fælles med Julie Andem, at han kommer helt tæt på teenagelivet uden at dømme det eller fortolke det unødigt.
Han registrerer følelserne i øjenhøjde, de små bevægelser og de eksplosive udbrud, det eskalerende drilleri, kærligheden og forbindelsen mellem de to drenge, der er større end deres respektive seksuelle orientering. Ikke mindst viser han, hvor svært det er at springe ud i et stokkonservativt udkantsmiljø. Og så skaber han gudesmukke billeder, som en tv-serie som ’Skam’ trods alt ikke kan måle sig med, og som fortjener det store lærred.
En lille islandsk perle som ’Heartstone’ kan naturligvis ikke afføde samme hype og debat som ’Skam’, der opfordrer til en helt anden publikumsinvolvering. Det er vel kun franchises a la ’The Hunger Games’ og ’Harry Potter’, der formår det i filmregi.
Men forhåbentligt kan ’Skam’ blive en affyringsrampe, der sender seerne i retning af ’Heartstone’ og Skandinaviens andre fremragende ungdomsfortællinger frem for kun at vende blikket mod serier som ’13 Reasons Why’, der er langt mere specifikt amerikansk, end Gudmundssons film er specifikt islandsk. I ’Heartstone’ får man tilmed den bedste undervandsscene siden Evak.
Læs også: ‘Skam’s nye greb understreger en af seriens vigtigste pointer – og er ikke synd for Sana