’Kvinde, ukendt’: Dobbelte Guldpalmevindere gør det igen
De dobbelte Guldpalmevindere Luc og Jean-Pierre Dardenne har med deres nyeste film ‘Kvinde, ukendt’ begået noget så sjældent som en socialrealistisk krimi, et særpræget genremiks som de slipper godt afsted med.
Kort fortalt handler historien om lægen Jenny Davin, en barmhjertig samaritaner, der nægter at gøre en god gerning og siden hen plages af det i en grad, der får hende til at sætte sit eget liv til side for at gøre det godt igen.
I Dardenne-brødrenes film består hovedkaraktererne som regel af stærke kvinder, og lægen Jenny Davin fra ‘Kvinde, ukendt’ er den stærkeste af alle.
Ved filmens begyndelse har hun et tremåneders vikariat i en lægepraksis, der ligger i et belastet kvarter lige ved en motorvejssammenfletning. Det er kun et stop på vejen for den ambitiøse læge, der har en stilling ventende på sig i en finere praksis, hvor der bliver skålet i champagne. En sen aften i den udsatte konsultation ringer det på efter lukketid. Jenny Davin er i gang med skælde den lægestuderende praktikant ud og forbyder ham at åbne døren med en bemærkning om, at det er respektløst at ringe på efter arbejdstid. Næste dag viser det sig, at kvinden, der ringede på, i stedet er blevet fundet død på havnekajen.
Jenny Davin føler så meget skyld over, at hun ikke åbnede døren, at hun nu sætter alt ind på at finde ud af, hvem kvinden var, og i det hele taget at hjælpe alle de mennesker, hun kan.
I en almindelig actionfilm ville thriller-elementet for alvor sætte ind her, men Dardenne-brødrene holder det socialrealistiske fokus. Det er ikke noget helteagtigt-glamourøst over alle de trusler og løfter om vold, Jenny Davin bliver udsat for undervejs fra stort set alle, hun taler med.
Hun siger den nye lovende stilling op og overtager i stedet lægepraksissen ved motorvejssammenfletningen. Hun flytter sågar ind på kontoret, så hun altid er der til at åbne døren, hvis folk ringer på uden for lukketid – hvilket de gør. Selve forløsningen på krimidelen skal ikke afsløres, men den bilstøj, der ligger som lydtæppe for rulleteksterne, er en pointe i sig selv: Selve forbrydelsen er ikke det vigtigste, men lægens omgang med menneskene på bunden af samfundet er.
Kort fortalt:
Dardenne-brødrene er filmverdenens duracell-kaniner, der bliver ved og ved uden at tabe pusten. Endnu en gang har de leveret en stilsikker film, en krimithriller pakket ind i et tykt lag af den socialrealisme, de mestrer til fingerspidserne. En læge beslutter sig for at opklare en forbrydelse kun udstyret med sit stetoskop og sin intuition.