’Girls Lost’: Svensk gender bending-drama piller ved vores kønsopfattelser

»Nogle gange føles det, som om jeg har en lynlås. Og hvis jeg er modig nok til at trække i den, har jeg en helt anden krop indenunder«.

Sådan siger en af hovedpersonerne i Alexandra-Therese Keinings ’Girls Lost’, som viser, at vi kan lære meget af vores svenske naboer, når det kommer til køn, seksualitet og identitet.

’Girls Lost’ handler om de tre veninder Kim (Tuva Jagell), Bella (Wilma Holmén) og Momo (Louise Nyvall), som er mobbeofre for skolens hårde drenge. De er usikre, quirky og uden for fællesskabet. Hver dag går de gennem skolens gange hånd i hånd og finder sig i rullende øjne, slag og skældsord. Trekløveret har dog et stærkt fællesskab og finder ro i Momos afdøde mors drivhus, hvor de en dag får tilsendt et sært frø, som de vælger at plante.

At filmen ikke begrænser sig realismens stramme tøjler, viser sig, da den sorte plante, der vokser frem, har en særlig evne. Da de tre piger drikker den vaniljesøde saft, blomsten producerer, forandrer de sig til drenge. Med flotte transformerings-effekter og et hankønscast, der ligner pigerne fint, lever de tre veninder som det modsatte køn i et par timer om natten.

De indie-musikvideo-agtige nattescener skaber en passende ramme, hvor teenagefølelserne bliver udfoldet i støvede pastelfarver og drømmende, lyse sommernætter. Kim, som er vores bærende hovedperson, har krænget sit identitetssplittede hjerte ud til Belle. Hun føler ikke, at hun passer i sin krop. På teenageværelset fører kameraet os hen over billeder af androgyne kendisser som Grace Jones, Bowie og Patti Smith, mens Kim står foran spejlet og væmmes ved sit kvindelige spejlbillede – så meget, at tårerne løber ned ad hendes kinder.

Hun vil gerne være en dreng. Men det er egentlig ikke, fordi hun vil have en drengekrop. Hun hungrer bare efter den selvtillid, det mod og den styrke, drengene har. Og da hun står foran klassen til rundbold, hvor drengene råber, at hun er en taber, får hun styrken til at smadre bolden over banen og give den ene mobber tørt på efterfølgende – på trods af at hun er i sin pigekrop.

Her brager filmens tema virkelig igennem. Maskulinitet og femininitet kobles stadig til det biologiske køn. Mænd er maskuline og kvinder feminine, mænd er stærke og kvinder sårbare. Hvis Kim levede i et miljø, hvor hun kunne få lov til at udleve sine maskuline egenskaber uden at blive set skævt på, kunne hun måske finde ro i sin krop. Men her bliver man kaldt lesbisk (et skældsord blandt drengene) eller taber, hvis man er korthåret, går i baggy jeans og kan slå hårdt med et baseballbat.

’Girls Lost’ forsøger at gøre op med de normative kønsforestillinger, samtidig med at den leger med vores opfattelser af den kasseopdelte heteroseksuelle og homoseksuelle forelskelse.

Når Kim er dreng, er hun modig nok til at kysse den fyr fra skolen, som hun har et crush på. Og det gør ham forvirret, for han er jo ikke homoseksuel. Eller er han? Selvom han har sex med piger, forelsker han sig i drenge-Kim. Og Kim bliver kun mere forvirret, da Belle erklærer sin kærlighed til hende og tror, at Kims afvisning vil ændre sig, hvis hun transformerer sig til dreng. Men Kim er ikke forelsket i drengen, fordi han er dreng.

Originaltitlen ’Pojkarna’ betyder ’drengene’ på svensk. Og ordspillet til trods er det en skam, at den ’danske’ titel – ’Girls Lost’ – tager udgangspunkt i karakternes biologiske køn og kobler det sammen med, at de er i kønsidentitetskrise. Fortabte piger…