Manden bag den biografaktuelle ’At elske Pia’: »Vi er langt mere ensomme, end vi tror, vi er«

Manden bag den biografaktuelle ’At elske Pia’: »Vi er langt mere ensomme, end vi tror, vi er«

Daniel Joseph Borgmans film er biografaktuel med sin anden spillefilm, ’At elske Pia’, der ikke kun skubber til den almindelige måde at skabe film på, men også til ens fordomme om handicappede og folk, der afviger fra normen.

’At elske Pia’ handler om den udviklingshæmmede, 60-årige Pia, der bor på landet på en gård med sin 84-årige mor. Hendes liv går stille og roligt derudaf, hun ligger på ryggen og træner cykeløvelser i luften, fodrer og snakker lidt med gåsen ude i gården, tager forbi dagscenteret til sine venner, går langs havnen og tager hjem igen.

Men da hendes mor stiller hende spørgsmålet om, hvad der skal blive af hende, når hun selv en dag går bort, bliver Pia bange. Bange for at ende alene. Så da hun møder Jens på havnen, blomstrer en forelskelse, som måske kan fjerne ensomheden. Men da Pias gåture bliver længere og længere, og hun en dag tager til Den Blå Planet med Jens, er det moren, der er efterladt i ensomheden.

Med ’At elske Pia’, der var udtaget til Berlin-festivalen tidligere på året, bryder newzealandske Borgman, der er uddannet instruktør i Danmark, den traditionelle måde at skabe film på. Filmen er en hybrid mellem dokumentar og fiktion, den er filmet på 16mm i et ulmet kvadratisk format, der giver den en tidsløs fornemmelse.

På den måde adskiller den sig markant fra hans forrige film, coming of age-fortællingen ’The Weight of Elephants’.

Hvordan endte du med at lave en film om en 60-årig udviklingshæmmet og hendes mor?
»Efter at have lavet mange kortfilm nåede jeg et punkt, hvor det ikke føltes rigtigt mere. Så jeg begyndte at tænke på, hvorfor man laver film. Hvad pointen er. Der er en dokumentar fra New Zealand, en virkelig gammel art-dokumentar fra 80’erne af instruktøren Vincent Ward, som handler om maori-folket og om en bedstemor, der tager sig af sit mentale syge barnebarn. Jeg syntes, at det var en af de smukkeste arthouse-film. Og jeg tænkte: ’Åh mand, vi skal blive inspireret af det her!’«.

Efter at have besøgt en masse forskellige dagscentre og handicapforeninger for at finde karakterer til sin film mødte han Pia.

»Pia er forrygende, mens hendes mor er meget artikuleret, og det var den kontrast, som var interessant. Jeg synes også, at det var nice, at de begge var ældre kvinder – og så kunne jeg godt lide deres hus. De var ikke rigtigt, hvad jeg ledte efter. Jeg ville have fat i nogle, der virkelig var på kanten af samfundet, men vi opdagede, at der ikke rigtig er folk i Danmark, der virkelig er udsatte«.

Han fortæller at cirka 98 procent af filmen er fiktiv. Men der er dele, som er drevet af Pias egen historie og egne længsler.

»På et tidspunkt sad Pia i sin seng, det var solnedgang, det blev dunkelt, og jeg spurgte hende om noget, som jeg ikke husker nu, som handlede om hendes fremtid. Så startede hun en monolog om, at når hendes mor skulle dø, blev hun alene, og at hun burde blive gift. For hvis hun ikke blev gift, hvad skulle hun så gøre? Så ville hun forsvinde. Det var intenst. Og så blev det begyndelsen på historien.

Hun begyndte senere at tale om en mand, en fransk politiker, og hun havde den her ide om, at hun vil gifte sig med ham«.

Det er historien i starten af filmen?
»Ja, og jeg var sådan ’wow, det her er en stor ting, som du har haft i din fortid’. Men jo mere jeg kom tilbage til hende med den, var hun ikke helt sikker på, hvad hun følte. Men det var de to bidder, der var med til at starte vores rejse og begynde en historie«.

To slags fortællinger om handicappede

Det er ikke et emne, der bliver set så ofte på film – og slet ikke på den realistiske og sårbare måde, som Borgman fremstiller Pia på. Da instruktøren var ung, arbejdede han med børn og unge, der var handicappede, hvilket han selv mener kan have givet ham en mere afslappet tilgang til emnet. Det er ikke noget, der skræmmer ham.

»Jeg mener, at der er to slags fortællinger om dette emne. Den ene er de her feelgood-film om handicappede mennesker, der sejrer over udfordringer, forelsker sig, får et job eller lignende. Og så er der reality tv-shows, der også er en form for feel good-film om sjove handicappede personer. Jeg vidste, at jeg på ingen måde ville lave en af den slags film. Så jeg forsøgte at lade det blive Pias historie. Det er vigtigt, at den faktisk kommer fra hende«.

I løbet af filmen glemmer man hendes handicap. Du fremstiller hende, så man ikke lægger mærke til, at hun skiller sig ud fra de andre karaktere. Er det noget, du har været opmærksom på?
»Ja, det var meget vigtigt for os. Vi valgte den her interessante type menneske, men vi ville ikke behandle hende som en, der var handicappet. Det er i virkeligheden måske også et forsøg på at finde en rar måde, at forstå isolation på. En form for post-meta-moderne isolation. Vi er langt mere ensomme, end vi tror, vi er«.

Normalt er det let at komme til at have ondt af handicappede mennesker på film. Men man får ikke ondt af Pia.
»En ting vi opdagede, især da vi fik Jens ind, var, at hendes karakter er anderledes. Den måde, hun viser kærlighed på, er anderledes – eller atypisk. Hun har en virkelig stor approach to love, og hun er meget stærk og karismatisk, og hendes liv er meget rigt. Også i forhold til folk uden hendes tilstand. Jens er for eksempel sat fast, han er blokeret og usikker og bange«.

Ja, ham får man ondt af.
»Ja, og det kom ud fra deres improvisation. Det var ikke en ide, vi havde om at lave den ene sådan og den anden sådan«.

Ville ikke udstille hende

Gav hendes handicap nogle udfordringer?
»Det Danske Filminstitut ville have en form for godkendelse af Pias deltagelse, og da vi fik den, var folkene på dagcenteret sådan: ’Hun er over 18 år. Der er ikke nogen, der kan sige, hvad hun kan og ikke kan gøre, det vælger hun selv’. Så der var en underlig situation, hvor os, der er en del af normen, flipper ud over at skulle arbejde med et handicappet menneske, mens dem. der arbejder med dem hver dag, er meget mere rolige og fattede.

For hvornår behandler vi hende bare som en person? Og hvornår behandler vi hende, som om hun er anderledes? Det kom vi tilbage til hele tiden«.

I filmen er hun også meget selvstændig, mens det er moren, der bliver ved med at sige, at hun ikke kan noget.
»Det er jo hårdt at være mor til et handicappet barn. Men vi var meget opmærksomme på ikke at bruge scener, der ville udstille hende og hendes unikke person.

Den eneste scene, der for mig kommer tæt på det, er, når hun synger karaoke. Og det sjove er, at dét er dokumentarisk! Det var ikke opstillet. Det var bare noget fra hendes hverdag. Så snart man sætter et kamera op mod noget, der er hverdag, bliver det hurtigt kompliceret på grund af kameraet. Det var meget interessant«.

At arbejde uden begrænsninger

Det er ikke første gang, Daniel Borgman beskæftiger sig med de ensomme og udstødte. Kortfilmen ’Berik’ handler om en mand, der er blind og vanskabt af radioaktiv stråling. Han er udstødt af samfundet, indtil han knytter et venskabsbånd med 11-årige Adil.

Hvorfor er det ved det emne, der interesserer dig?
»Folk spørger mig altid, hvorfor jeg laver film om outsidere, og jeg plejede egentlig bare at finde på et eller andet svar. Men jeg tror, det bunder i, at jeg er barnebarn af tyske immigranter, der kom til New Zealand, og New Zealand er bygget op af immigranter, så vier ligesom alle outsiders i landet. Og nu bor jeg i København, og når jeg tager tilbage til New Zealand, tilhører jeg heller ikke som sådan dét land. Så jeg har en form for tiltrækningskraft mod mennesker, der ikke rigtigt passer ind i mainstream«.

’At elske Pia’ når nok ikke et voldsomt stort publikum i de danske biografer. Er det noget, der betyder noget for dig?
»Jeg tror, at det er vigtigt at kunne tænke på film i forskellige termer, og at det ikke kun handler om salg og priser. For mig er succesen, at vi fik lavet filmen færdig.

Folk taler om film, som om det kun er én ting. Men ingen taler om musik på den måde. Vi bliver nødt til at få et bedre sprog for at diskutere, hvad der passer under begrebet ’film’. Det er som et garageband, der laver virkelig gode albums, som kun en lille gruppe lytter til. Det er stadig værdifuldt«.

Hvem er dine inspirationer?
»Jeg er meget inspireret af filmskabere som Pedro Costa, Carlos Reygadas og Agnès Varda. Pedro Costa bliver kaldt ’mesteren af art cinema’, men de færreste har hørt om ham. For os, der kender ham, er han en fucking legende. Han ejede alt sit udstyr selv, og så skrabede han nok penge til sig og sine ansatte for at filme i måske et år.

Hver dag stod de op og tog en bus et sted hen og skød filmen. Det er virkelig fantastisk. Hans film er lavet til et meget lille, delikat publikum. Det er, hvad jeg forsøger. Jeg føler, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg virkelig kan arbejde med symbolikken i en film. Det ville være drømmen. At arbejde uden begrænsninger«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af