’American Made’: Primært til gavn for Tom Cruises ego og tøjsponsor
Siden den tidligste filmhistorie har gangsteren været en fast institution i Hollywood.
Men Al Capone og andre ikoniske skurke må siges at være små fisk i forhold til Sydamerikas kokainkonger, der i 1970’erne og frem skabte kolossale formuer på at oversømme USA med det hvide selvtillidspulver og i kølvandet efterlod en tsunami af død og ødelæggelse. Mest berømt er utvivlsomt det colombianske Medellín-kartel med kokainens ypperste kingpin Pablo Escobar i spidsen.
I de seneste to årtier er Escobar blevet en mere og mere populær skikkelse i fiktionens verden. Lige fra Cliff Curtis’ psykopatiske fortolkning i ’Blow’ over Benicio Del Toros sammenbidte version i ’Escobar: Paradise Lost’ til Wagners Moura skræmmende sympatiske fremstilling i Netflix’ ’Narcos’.
Det er her, vi tidligt i Netflix-hittet ganske kortvarigt møder narkosmugleren og undercoveragenten Barry Seal, der i midten af 1980’erne skaffede billeder af Escobar stå og laste kokain i et fly i Nicaragua, som gav præsident Ronald Reagen beviser på en sammenhæng mellem årtiets to største trusler mod det amerikanske samfund – kokain og kommunisme.
I første omgang vægtede det sidstnævnte fjendebillede her i den sidste fase af den kolde krig højere end det første. Så da CIA i 1978 hyrer den unge superpilot Barry Seal (Tom Cruise) til at vove pelsen og flyve lavt over en håndfuld sydamerikanske lande og fotografere kommunistiske oprørsstyrker, ser den lyssky efterretningstjeneste igennem fingre med, at piloten samtidig indgår et samarbejde med Colombias narkobaroner og returnerer til USA med lasten fuld af kokain.
Det er win-win for alle parter. CIA er tilfredse med Seals indsats. Kartellet begejstret for deres effektive eksportør, og Seals kone (Sarah Wright Olsen) holder endelig op med at være på nakken af manden, da pengene vælter ind i stride strømme. Især da Seal samtidig flytter familien fra Louisiana til en lille flække i Arkansas, hvor ingen af de få indbyggere stiller spørgsmålstegn ved byens nye beboere, der slår sig ned på en kæmpe grund med både pragtvilla og egen private landingsbane og hangar til sit fly.
Før eller siden brænder lokummet naturligvis på for Seal, da man som bekendt aldrig kan stole på hverken CIA eller colombianske bagmænd. Og så har vi balladen, uden at den nogensinde føles farlig, vedkommende eller underholdende.
’American Made’ er tæt beslægtet med ’Blow’, men Cruises Barry Seal har ikke en snert af den coolness, Johnny Deep lagde i sin rolle som narkosmugler, hvis liv virkelig også fremstår dramatisk udfordret, da livsstilens konsekvenser folder sig farligt ud. Sådan er det ikke her. I stedet søger ’American Made’ den mere joviale gangsterfacon uden at ramme den type smooth criminals fra lignende periodefilm som ’American Hustle’, hvor ’American Made’s manuskriptforfatter Gary Spinelli også førte pennen.
På papiret har Spinelli formentligt forestillet sig store latterbrøl i biografen under sekvensen, hvor fire myndigheder – det lokale politi, FBI, DEA og ATF – uvidende om hinandens aktion kikset ankommer på samme tid for at anholde Seal i sin hangar, men der gik kun opgivende suk gik igennem salens mørke.
Den ellers dygtige actioninstruktør Doug Liman, der gjorde et glimrende job sammen med Tom Cruise i ’Edge of Tomorrow’, får bestemt heller intet at gøre godt med her i makkerparrets anden omgang. Faktisk er det i sig selv imponerede at lave en film, hvor Pablo Escobar er så central en del af handlingen, uden at servere den mindste antydning af vold og sprængfarlige sekvenser. I stedet er ’American Made’s 115 minutter reduceret til et familievenligt miskmask af et usammenhængende soloshow med Tom Cruise i den altoverskyggende hovedrolle, hvor det kræver strategisk tålmodighed ikke at blunde undervejs.
Det er velkendt, at Cruise kræver en kontrakt på tykkelse med en telefonbog for at medvirke i en film. Bemærk bare plakaterne til mandens film de sidste 30 år. Hvis ikke Cruise fylder alt på plakaten, fylder andre medvirkende meget lidt.
I ’American Made’ har den 55-årige superstjerne nærmest overgået sig selv og fået reduceret alle sine medspillere til de rene statister. Seals tætteste forbindelser, CIA-agenten Schafer (Domhnall Gleeson) og Olsens Lucy Seal, går momentvis igennem handlingen som nærmest endimensionelle spøgelser. Og frygten for at Mauricio Mejias Pablo Escobar – en rolle Mejia spiller for tredje gang i karrieren – stjæler billedet, er elimineret ved at gøre narkobossen til en anonym sidemand til makkeren Jorge Ochoa (Alejandro Edda), der fører ordet sammen med Seal, når forretningerne skal ordnes og afklares.
Tilbage er kun Tom Cruise, der spiller som en solbrun og selvtilfreds mannequindukke i alle sommerkollektionens farver. I omtrent 50 forskellige farver er stjernen konsekvent iført den samme skjorte-model, og filmens dramatiske højdepunkter understreges af speciel effects i form af vand på skjorternes stof, så den klæbrige falske sved virkelig fremhæver den højt lønnede skuespillers muskuløse brystparti, når Seal kommer i en klemt situation.
Til sidst er man på randen af at undre sig over, om andre end Tom Cruises ego og hans tøjsponsor egentlig har gavn af ’American Made’?