’The Lost City of Z’: Robert Pattinson overstråler Charlie Hunnam i distanceret jungleridt

Hvordan koger man en historisk personligheds lange begivenhedsrige liv ned til en godt og vel to timers effektiv spillefilm, uden at det blot ender som en ligegyldig greatest hits-parade af nedslagspunkter?

Det er biopic-genrens evindelige problem, og et fællestræk for mange af de mest vellykkede bio-pics er, at man har begrænset sig til kun at fokusere på en helt specifik højdramatisk begivenhed eller periode, det kardinalpunkt, der endte med at definere den portrætterede og give vedkommende en særlig plads i historiebøgerne.

Som Hitlers sidste døgn i ’Der Untergang’ eller IRA-fangen Bobby Sands sultestrejke i Steve McQueens ’Hunger’.

Et sådant oplagt omdrejningspunkt har instruktøren James Gray haft for sin biografiske film om den britiske opdagelsesrejsende Percy Fawcetts, der i begyndelsen af det 20. århundrede blev berømt for at foretage en række ekspeditioner dybt inde i Amazonas barske og uudforskede jungle i sin søgen efter en forsvunden civilisation, han kaldte for The Lost City of Z. Her blev særligt den sidste ekspedition helt og aldeles definerende for hans eftermæle, da Fawcett og hans søn endte med at forsvinde.

James Gray har efterhånden positioneret sig som en instruktør, der er værd at holde et ekstra øje med og har da også haft film med i hovedkonkurrencen i Cannes hele fire gange. Mens hans film indtil nu har haft en klar urban tematik, hvor særligt New York har ageret geografisk ramme for ofte meget hårdkogte fortællinger, så repræsenterer det dybe uciviliserede Amazonas i ’The Lost City of Z’ et radikalt stilskifte.

For det har tydeligt været James Grays ambition at lade den farefulde og ufremkommelige, men også smukke sydamerikanske jungle blive et symbol på det, der har fascineret og drevet Percy Fawcett udi ekstrem personlig besættelse. Filmen har således klare referencer til både Terrence Malicks poetiske og ufatteligt billedskønne ’The New World’, men også det fatalistiske menneskelige vanvid, den slags jungle-ekspeditioner medfører, som beskrevet i Werner Herzogs to klassiske mesterværker ’Aguirre, den gale erobrer’ og ’Fitzcarraldo’.

Det lykkes dog aldrig for James Gray at opnå samme filmmagi som sine forbilleder, ligesom han også groft forsømmer den oplagte mulighed i at lade Fawcetts sidste skæbnesvangre rejse være filmens klare fokus. For Gray kan ikke stå for fristelsen til at dække en lang årrække af Fawcetts liv. Filmen bruger derfor unødigt krudt på at beskrive en uvedkommende positioneringskrig blandt det bedre britiske borgerskab i Royal Geographical Society, ligesom vi også lige skal et smut forbi skyttegravene under Første Verdenskrig.

For det er de trods alt mange scener dybt inde i Amazonas, hvor farerne og det menneskelige vanvid konstant lurer, at filmen fungerer bedst, i selskab med en historisk personlighed, der rummer et oplagt potentiale for indre konflikt. Derfor virker valget af Charlie Hunnam som Percy Fawcett også dybt forfejlet. Hans tydelige skuespilmæssige begrænsninger, hvor et hvert dramatisk højdepunkt forsøges understreget ved hævet stemme og staccato repliklevering, gør, at man aldrig rigtigt kommer til at tro på ham.

Biografien stiller ekstremt store krav til hovedrolleindehaveren, som i takt med at årene går, helst også skal evne at kunne formidle den gigantiske indre udviklingsrejse, ethvert mennesker gennemlever. Noget, der ikke blot bør begrænse sig til en ydre transformation foran make-up-spejlet, men også helst skal manifestere sig via en foranderlighed i selve skuespillet. Måske allerbedst forløst ved Robert De Niros fremragende portrættering af bokseren Jake LaMotta i Scorseses ’Raging Bull’.

Så trods en yderst stemningsfuld billedside og en overraskende god Robert Pattinson, der spiller Fawcetts ekspeditionspartner Henry Costin med en skøn afdæmpet intensitet, ender ’The Lost City of Z’ uforløst. James Gray evner ikke at fremstille junglens uendelighed og unikke evne til at nedbryde den menneskelige psyke, så det manifesterer sig hos os i biografmørket.

Uanset om vores venner bliver angrebet af lokalbefolkningen, ædt af flodens piratfisk, er ved at drukne eller bukke under af sult og sygdom, så holdes det hele tiden ud i strakt arm. I påfaldende kontrast til inspirationskilden Herzog, der hele tiden forsøger at få tilskueren endnu tættere på det menneskelige vanvid.