Wes Anderson bragte dukketeateret ind i det 21. århundrede med film som ’The Grand Budapest Hotel’ og ’The Royal Tenenbaums’, og selvom det måske ikke umiddelbart lyder som en stor bedrift, er den texanske auteur et ikon inden for moderne filmkunst.
Hans distinkte, minutiøst gennemførte æstetik kan måske beskrives som et møde mellem absurdistisk malerkunst og en deadpanhumoristisk reklamefilm på speed, mens hans komplekse manuskripter mest af alt minder om en europæisk avantgarderoman fra begyndelsen af 1900-tallet.
Instruktøren er berygtet for at stjæle med arme og ben, og netop derfor er listen over Andersons yndlingsfilm, som vi har genopdaget via IndieWire, en unik mulighed for at få et praj om stilskaberens inspirationer.
Listen
A Clockwork Orange (Stanley Kubrick, 1971)
Hannah and Her Sisters (Woody Allen, 1986)
New York Stories (Woody Allen, Francis Ford Coppola, Martin Scorsese, 1989)
Rosemary’s Baby (Roman Polanski, 1968)
The Apartment (Billy Wilder, 1960)
Terror’s Advocate (Barbet Schroeder, 2007)
Moonstruck (Norman Jewison, 1987)
The Earrings of Madame De… (Max Ophüls, 1953)
Au Hasard Balthazar (Robert Bresson, 1966)
Sweet Smell of Success (Alexander Mackendrick, 1957)
Hvordan de har præget hans film:
Wes Anderson har selv indrømmet, at han er en tyveknægt, der genbruger fra sine forgængere og som en anden brugtvognsforhandler sælger ideerne videre, som var det hans egne.
Men er det en synd at stjæle inden for filmkunsten? Svaret må blive et eftertrykkeligt nej. Som Picasso skulle have sagt: Gode kunstnere kopierer – store kunstnere stjæler.
Anderson har som ingen anden formået at skabe en særlig stil ved at klippeklistre fra hans største inspirationer (og tilføje udtrykket hans helt egen sensibilitet), og set i det lys er hans liste ved første øjekast ikke videre overraskende.
Woody Allen topper med to film (den ene er godt nok en antologifilm), og newyorkerne Woody og Wes har da også den skæve, intelligente dialog og konstante speedtalk til fælles.
Den største inspiration fra Allen må dog nok siges at være den legesyge absurditet. Begge instruktører bryder med glæde den fjerde væg for at pointere, at det altså er en film, du ser. Som i ’Annie Hall’, hvor Allen hiver medieforskeren Marshall McLuhan ud af ærmet for at sætte en opblæst universitet-professor på plads i en biografkø.
Wes Andersons valg af ’Hannah and Her Sisters’ er i den forbindelse interessant, fordi den stikker ud i Allens oeuvre. Humoren er der selvfølgelig stadig, men det er i højere grad et Bergman’sk drama, som har en del til fælles med den tragikomiske familiehistorie i både ’Rushmore’ og ’The Royal Tenenbaums’.
Roman Polanskis psykogyserklassiker ’Rosemary’s Baby’ og noir-filmen ’Smell of Sweet Success’ om en kynisk avismand er interessante valg for instruktøren, der godt nok har flirtet med det dystre i særligt ’Moonrise Kingdom’, men aldrig har lavet en gennemført ond film. Det vidner om en instruktør, der også finder nydelse og inspiration uden for sin egen arena.
Kubrick er desuden svær at komme udenom. Anderson har selv udtalt, at instruktøren er en af hans største inspirationer, og ser man nærmere på de to instruktørers brug af kameraet, er ligheden slående. De elsker begge lange trackingskud, slowmotion og eklatante snap-zooms, mens centralkompositioner generelt er vandmærket Kubrick/Anderson.
To franske film af høj kaliber blev der også plads til på instruktørens liste. Både Robert Bresson og Max Ophüls er med i det fornemme selskab med to af deres absolutte hovedværker, og Andersons hang til europæisk film af den gamle skuffe kan ikke benægtes. Man kan undre sig over, at han ikke har valgt nogle af de mere ikonografiske nybølgefilm, som han meget tydeligt er inspireret af, men Andersons rødder stikker tydeligvis dybere end som så, og det er befriende at se hans kærlighed til en film som den socialtbevidste ’Au Hasard Balthazar’ om en pige og hendes æsel, der begge bliver udsat for alverdens uhyrlighed. Der er langt til Andersons egen deadpan-stil.
Hvad filmene siger om ham:
De færreste vil modsætte sig, at Wes Anderson har god smag. Hans liste har både det kanoniserede og de mere historisk selvbevidste valg fra europæisk filmkunst, mens han også finder plads til mainstream Hollywoodfilm som ’Moonstruck’. Og et utroligt overraskende valg i form af den lidet kendte ’Terror’s Advocate’ fra 2007, en fransk dokumentar om den kontroversielle 60’er-advokat Jacques Vergés.
Man kan diskutere, om listen er udtryk for lidt for god smag, men den slår fast, at Anderson er quirky uden at være for smart, men også hip uden at være for pop – nøjagtig som hans egne film.
For dem, der kunne ønske, at Wes Anderson gik helt nye veje med sit filmsprog i stedet for, meget groft sagt, at forfine den samme overordnede stil, er der dog håb i listen med film som ’A Clockwork Orange’ og ’Sweet Smell of Succes’: Måske har han en misantropisk, mørk film i sig, der bare venter på at komme ud?
Læs også: David Finchers yndlingsfilm – og hvad de siger om ham