KOMMENTAR: Danmarks Oscar-kandidat 2018 er fundet. Men vejen til Dolby Theatres storskærm bliver efter al sandsynlighed alt andet end snorlige for ’Du forsvinder’, når Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og instruktør Peter Schønau Fog skal svinge de danske faner for en plads i kategorien bedste udenlandske film.
Herhjemme har ’Du forvinder’ slået de to øvrige indstillede Oscar-kandidater – Fenar Ahmeds actionthriller ’Underverden’ og Henrik Ruben Genz’ sorthumoristiske periodedrama ’Gud taler ud’ – af banen, i hvad der ligner en opvejning af det sikre Oscar-valg over årets indiskutabelt mest opsigtsvækkende danske film, ’Underverden’.
Det er ikke overraskende: ’Underverden’ er en af den slags rå genrefilm, som Oscar-akademiets medlemmer traditionelt går i en stor bue udenom, når der skal stemmes på de nominerede til bedste udenlandske film. En af få undtagelser var den franske krimi ’Profeten’, der godt hjulpet på vej af juryprisen fra Cannes – det ultimative filmkunstneriske blåstempel – fandt vej til kategorien i 2010.
Blandt de bedste udenlandske film er store følelser og almindelig menneskers hverdagssmerte som oftest i højsædet, hvilket på papiret umiddelbart boder vel for filmatiseringen af Christian Jungersens bedstsælgende roman om en familiefar og skoleleder (spillet af Nikolaj Lie Kaas), der får en hjernesvulst og mister sig selv, alt imens hans altopofrende kone (Trine Dyrholm) og søn ser fortvivlede på.
Helt så enkelt er det dog ikke.
Dårlige odds
Som det eneste land i verden har Danmark på fornem vis været med blandt de fem Oscar-nominerede til bedste udenlandske film hele syv gange over de sidste 11 år, og i 2009 hjemtog Susanne Bier som bekendt den gyldne mand for ’Hævnen’.
Det er helt exceptionelt, og den slags hæder kan man hurtigt blive forvænt med, men desværre må nok vi denne gang se i øjnene, at oddsene for, at ’Du forsvinder’ også finder vej til den røde løber, er langt mindre end i tidligere år.
I modsætning til eksempelvis ’Hævnen’, ’En kongelig affære’ og sidste års nominerede, ’Under Sandet’, er ’Du forsvinder’ ikke båret frem af positiv buzz fra den amerikanske festivalvisning på Toronto (i øvrigt filmens foreløbigt eneste prominente festivaldeltagelse). Her anfægtede kritikerne ‘Du forsvinder’s kølige tone – det følelsesladede emne til trods – og enerverende voice-over og stemplede over en bred kam Fogs drama som upersonligt.
I sin anmeldelse skrev Screen Daily blandt andet:
»Der er mange åbenlyse selling points i ’Du forsvinder’, fra det stærke cast til det bedstsælgende forlæg. Alligevel gør dissonansen mellem de voldsomt dramatiske plottråde (sygdom, utroskab, svigt osv.) og filmens store intellektuelle aspirationer, at den formentlig vil frustrere, mindst lige så mange som den pirrer«.
Og The Playlist var endnu mere ubarmhjertig i sin dom:
»’Du forsvinder’ minder om en tv-filmatisering af en skandinavisk paperback, man måske kort ville kigge på i lufthavnen – ren flash, ingen substans.«
Et stærkt felt
‘Du forsvinder’ er heller ikke endnu solgt til det nordamerikanske marked efter Toronto-visningen, hvilket ellers ville være en stærk indikation af dens gennemslagskraft på de egne.
Og så hjælper det ikke nødvendigvis ’Du forsvinder’, at den trods alt har to relativt internationalt kendte skandinaver på rollelisten i form af Trine Dyrholm (som Oscar-akademiet især vil huske for ‘Hævnen’, og som har vundet flere store internationale priser) og svenske Mikael Nyqvist, der inden sin alt for tidlige død i sommer medvirkede i flere større Hollywood-film – deriblandt ’John Wick’ og ’Mission Impossible: Ghost Patrol’.
Hvor morbidt det end lyder, er et af ’Du forsvinder’s meget få interessepunkter i Oscar-regi muligvis, at filmen blev en af Nyqvists sidste.
Endelig er ’Du forsvinder’ oppe imod et særdeles stærkt felt, hvis vidt forskellige titler har taget filmfestivalerne med storm. Heriblandt Angelina Jolies folkemordsfortælling ’First They Killed My Father’ for Cambodja (!), det franske aids-drama ’120 Beats Per Minute’, den russiske Cannes-perle ‘Loveless’, den tidligere Oscar-vindende Michael Hanekes ‘Happy End’ og den norske festivaldarling Joachim Triers stærkt imødesete lesbiske gys ’Thelma’.
Sidstnævnte syner måske nok af genrefilm, men ligesom ’120 Beats Per Minute’ kan ’Thelma’ blive båret frem af senere års voksende Oscar-fokus på LGBT-historier, der blev cementeret med ’Moonlight’s skelsættende bedste film-sejr i år.
I det selskab ligner ’Du forsvinder’ en meget dark horse, men der er alligevel et lille dansk Oscar-glimt i mørket, der kan få danske seere ud på stolekanten, når prisuddelingen løber af stablen til marts.
Fra Sverige kommer nemlig Ruben Östlunds Guldpalme-vinder ’The Square’ med pæredanske Claes Bang i den store hovedrolle, og det kan med lidt klaphat-entusiasme betegnes som et H.C. Anders’k filmeventyr, hvis Bang – som hidtil kun har haft biroller i danske film – kan medvirke til Oscar-succes for det kunstneriske satiriske drama. Også danske Christoffer Læssø er med i filmen, der desuden har danske penge i produktionen.
Herudover mangler vi ydermere stadig at se de Oscar-nominerede til bedste kortfilm – en kategori, hvor Danmark historisk har stået stærkt og senest vandt i 2013 for Anders Walter drømmeriske ’Helium’.
Det danske Oscar-håb er ikke ligefrem lysegrønt. Men det lever.
Læs også: ‘Du forsvinder’ er en helt anderledes dansk filmoplevelse – vi anmelder