’Gaga: Five Foot Two’: Netflix-dokumentar viser Lady Gaga uden kødkjolen

»Jeg vil lave det modsatte af, hvad alle tror, jeg vil gøre«, siger Lady Gaga, mens hun sammen med sit hold af producere, stylister og kreative vejledere forbereder sit Super Bowl Halftime Show, der løb af stablen i februar.

Netflix-dokumentaren ’Gaga: Five Foot Two’ opererer efter samme princip om at levere det modsatte af det forventede. Filmen kunne sagtens være skarpvinklet på Super Bowl-showet og have lagt en klassisk conquest-skabelon ned over sangerindens forberedelser og det sideløbende arbejde med at færdiggøre albummet ’Joanne’. De historier får vi også, men det er det intime indblik i Lady Gaga som person – strippet for kødkjoler og parykker – der gør størst indtryk.

Spørgsmålet om autenticitet – et buzzword både i tiden og inden for dokumentargenren – får en ekstra dimension, når det handler om Lady Gaga. For hvem er egentlig mennesket bag det ekstremt outrerede udtryk, vi lærte at kende for snart ti år siden? Er der overhovedet noget indhold bag den nøje kalkulerede form? Svaret et ja. Overraskende meget.

Filmens åbningsscene slår ’uden filter-tilgangen’ fast med syvtommersøm: Ledsaget af en dramatisk bulgarsk korsats (!) på lydsporet ses Gaga i glimmertrikot, mens hun langsomt hejses op på taget af NRG Stadium i Texas , hvorfra hun indledte sit Super Bowl-optræden (er den gamle Gaga død og steget til himmels?).

Billedet brænder ud henover skærmen og afslører filmens titel, ’Gaga: Five Foot Two’ – Gagas beskedne højde på 1.57 efter amerikanske mål (hun er helt gennemsnitlig og ikke ’larger than life’). Bagefter klippes der direkte til Gagas hjem, hvor hun iført træningsbukser og morgenhår fodrer sine hunde og laver morgenmad til sig selv (fuldstændig ligesom dig og mig).

’She’s just like you’-budskabet er momentvist en tand overfortalt – eksempelvis da Gaga går i Walmart for at se, om de har hendes nye album på hylden, hvorefter hun i et mindre mediestunt køber pladen ved en selvbetjeningskasse (for så har man ingen stjernenykker!), eller da hun med en joint i hånden og med grødet stemme fortæller om sin meget medieomtalte feud med Madonna: »Jeg vil bare have, at Madonna skal skubbe mig op ad en væg og kysse mig og fortælle mig, jeg er et røvhul«.

Den slags selvbevidste ’se-mig-jeg-er-helt-normal-men-samtidig-helt-vildt-skør’-udtryk var væsentligt mere udtalte hos den gamle Gaga, men når det momentvist titter frem, formår sangerinden alligevel at overbevise os med sin åbenlyse charme og karisma. Og hun får da også grinende tilføjet »de optagelser kan I ikke bruge« efter Madonna-kommentaren.

Mere sårbar er hun til gengæld i de adskillige scener, hvor hun kæmper med den fysiske smerte, hun har levet med siden en alvorlig hofteskade i 2013. Den tvang hende dengang til at aflyse den resterende del af sin ’Born This Way Ball’-turné, ligesom hun nu har aflyst sin europaturné i efteråret på grund af smerterne. Samme dag, som hun skal optræde til kollegaen Tony Bennetts 90-års fødselsdag, ligger hun svøbt i et håndklæde, opløst af gråd, og beskriver smerten: »Det føles som at trække i et reb fra min storetå, hele vejen op ad mit ben, omkring mit øverste ribben, ind i min skulder. Og så min nakke. Og hoved, og kæbe. Mit ansigt gør skideondt«.

Mange vil formentlig betvivle oprigtigheden af Gagas smerte, men det er svært ikke at skære tænder, når man ser hende kvæle sine smerteudbrud i en pude, mens fysioterapeuten behandler hendes hofte. Og det er tilsvarende svært ikke at grine med, da hun i smerte griber fat i behandlerens skulder og bagefter grinende spørger: »Er det dit bryst? Jeg kan ikke se«.

’Gaga: Five Foot Two’ tilføjer adskillige menneskelige lag til Lady Gaga som fænomen og performer – ironisk nok ved at skrælle det hele af først.

Læs også: Se traileren til Lady Gagas kommende Netflix-dokumentar ‘Gaga: Five Foot Two’