‘Lida’: En dokumentar til alle os, der besøger vores bedstemor for sjældent
I en fortravlet hverdag er der nok mange, der for sjældent finder tid til at besøge, eller bare at ringe til, deres aldrende bedstemor, som hun sidder der helt alene i en lille lejlighed i Brønshøj med en propfyldt småkagedåse, der bare venter på aftagere.
Derfor rammer den svenske dokumentarist Anna Eborns danskproducerede ‘Lida’ særligt hårdt, fordi den på rørende ærlig vis minder os om de bedsteforældre, mødre og fædre, som vi glemmer at vise interesse for.
Dokumentaren ‘Lida’ er et portræt af den 81-årige ukrainske babusjka Lida, der bor på et lille, beboerfattigt plejehjem i den svenske koloni Zmiivka i Ukraine, hvor hun er den sidste gammelsvensk-talende tilbage. Lida har et langt og urimeligt hårdt liv bag sig. Hun har overlevet Anden Verdenskrig og sibiriske arbejdslejrer, mistet tre af sine fire sønner og bor nu alene på plejehjemmet uden nogen som helst kontakt med sin eneste overlevende søn.
Det er ikke første gang, at Eborn skildrer stærke overlevere. Hendes dokumentar ‘Pine Ridge’ fra 2013, der blev til med støtte fra New Danish Screen, er et lige så rørende portræt af et amerikansk indianerreservat, hvor alkoholisme, vold og stofmisbrug har ødelagt de unges håb for fremtiden og har ført til den højeste selvmordsrate i USA.
‘Lida’ fremstår ved første øjekast lige så sørgmodig, men der opstår hurtigt varme og livsglæde, når Eborn bringer os tilbage i historien med nostalgiske 16mm-klip, der kontrastfuldt skildrer de mange gode stunder, som Lida har fra den lille koloni. Lida er heller ikke færdig med at leve, for hun har fundet glæde i sin tilværelse efter at have forelsket sig i en russisk mand fra plejehjemmet, som hun lejlighedsvis forkæler med indsmuglede øl.
Samtidig viser fortiden sig at være langt mere kompleks, når Lida med stoisk ro beretter om, hvordan hun sendte sine to sønner til at bo hos sin søster for 50 år siden for derefter aldrig at kontakte dem igen. Det er tydeligt, at hverken Lida eller nogen af de andre beboer på plejehjemmet er vant til at italesætte de store følelser, selvom vi konstant fornemmer dem bag ordene. Det tætteste på en følelsesmæssig tilkendegivelse opstår, når Eborn viser den overlevende søn sine optagelser af Lida, der på det tidspunkt er død af et slagtilfælde, og han udbryder et fåmælt tak.
Der er ingen tvivl om, at det er et bevidst fravalg fra Eborns side, at hun ikke forsøger at grave i mysteriet. I stedet lader hun de ofte humoristiske tilståelser fra Lida og de smukke 16mm-klip tale for sig selv. Alligevel savner man, at Eborn havde trængt sig mere på. Traumerne fra krigstiden har givet Lida et følelsesmæssigt panser, som vi aldrig rigtigt kommer bag.
Kort sagt:
Den svenske instruktør Anna Eborn har skabt en rørende skildring af en 81-årig ukrainsk kvinde, der minder os om vigtigheden af at spørge ind og lytte til forrige generationers følelser og erfaringer for selv at blive klogere på livet.
Læs også: Det skal du streame i september: Porno ved Times Square, narko i Mexico og Jolie i Cambodja