’Tom of Finland’: Oscar-indstillet film om finsk homoikon er subtil, men for lidt liderlig
CPH PIX: Kender du ikke på forhånd titlens hovedperson i den biografiske film ’Tom of Finland’, så gør dig selv den tjeneste at søge hans kunst frem. Du vil blive mødt af stiliserede tegninger af homoerotiske fantasier, der afbilder uniformerede soldater og læderklædte bikers. Alle mænd, alle vulgært muskuløse – alle med et svulstigt skridt. »My cock is the boss«, siger Tom i filmen. »Jeg skal ha’ jern på – så ved jeg, at billederne er gode«.
Tom of Finland er med andre ord drevet af sin libido.
Det er ikke uden grund, at illustrationerne skabt af Touko Laaksonen aka Tom of Finland stadig udstilles på museer som MoMA den dag i dag. Han startede i det skjulte i efterkrigstidens Finland. En tid, hvor homoseksuelle stadig blev anholdt i deres eget hjem, hængt ud på avisernes forsider eller banket med knipler i parken af politiet. »Før i tiden kom vi din slags i KZ-lejrene og gassede jer«, fortæller en bitter vagt, da Tom er blevet anholdt, fordi én enkel pornografisk illustration blev fundet på hans hotelværelse i Berlin.
Toms illustrationer er tydeligvis kunst af sin tid. Stilen kender vi fra propaganda-plakater. Mændene er hypermaskuline og iført stramme uniformer. Igennem fem årtier fortsatte Tom med at forsøge at udbrede sin kunst, indtil den i 1970’erne endelig fandt sit rette publikum i Los Angeles, hvor musikere som Freddie Mercury og George Michael inkorporerede ikonografien i deres stil.
Et gennemgående tema i filmen, der er årets finske Oscar-indstilling, er ikke kun den åbenlyse fortælling om homoseksualitet og de udfordringer, som homoseksuelle mænd har mødt gennem tiden, men i høj grad også det at blive spejlet samt at føle fællesskab og accept. På den måde var og er Toms kunst andet end bare pornografisk materiale.
’Tom of Finland’ skærer ikke ind til benet, men forsøger i stedet at fortælle hele historien. Fra krigsårene i 40’erne, de hedonistiske møder i undergrunds-Berlin i 50’erne, de farverige 70’ere i Californien til 80’erne, hvor aids spreder sig som en steppebrand i det homoseksuelle miljø, som Tom selv har været med til at skabe.
Skuespilleren bag Touko Laaksonen, Pekka Strang, portrætterer de 50 års udvikling overbevisende og subtilt. Og filmens makeup-folk må have været på overarbejde for på troværdigvis at få Pekka Strang til at se 50 år ældre ud.
Som så mange andre biografiske film før ’Tom of Finland’ spænder filmens struktur dog ben for fortællingen. Som en prik-til-prik-tegning, hvor vi skal forbi samtlige punkter for at få det fulde billede. Første del af filmen handler primært om Toms hemmelige liv og en optrappende konflikt med hans søster, den naive og konservative Kaija. Hun er overbevist om, at det er krigen, der har gjort ham homoseksuel. »Det går over«, siger hun, som var det en forkølelse.
Den potente konflikt med søsteren bliver desværre skrevet helt ud i filmens anden del til fordel for fortællingen om Toms succes i USA.
Filmens triumfkort kunne have været, at den helt legitimt kunne tage seeren med ind i dette hedonistiske miljø med eksplicitte scener en masse a la den fantastiske og modige ’Stranger by the Lake’. Desværre smider filmen aldrig dette kort. For en film, der omhandler en af frigørelsens helte, skaberen af overdrevne fallosser i uniform og kreative penetrationer, er ’Tom of Finland’ lidt for pæn, lidt for light og alt for lidt liderlig.
Men en light-version, der trods alt giver et subtilt indblik i mennesket Touko Laaksonens interessante liv.
Kort sagt:
Den biografiske film ’Tom of Finland’ er en hyldest til Touko Laaksonen, der med sine pornografiske tegninger af homoseksuelle fantasier blev en helt og grundlagde en modkultur i kølvandet på efterkrigstidens undertrykkelse. En spændende fortælling, der dog mangler Laaksonens mod i sin skildring af undergrundsmiljøerne. Som så mange andre biografiske film er ’Tom of Finland’ mere optaget af at fortælle hele historien fremfor at fortælle den gode historie.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted
Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX