’Will & Grace’: Charmerende og politisk comeback for gamle fans

Will & Grace er tilbage efter 11 (laaange) års fravær. Og det hele ligner sig selv – Will (McCormack) og Grace (Messing) deler stadig lejlighed, Jack (Hayes) bor stadig lige overfor, og Karen (Mullaly) er stadig lige så fuld og rig, som hun altid har været.

Der er ikke et eneste gran nytænkning at spore i den nye reunionsæson, men det gør egentlig ikke så meget, for seriens nye sæson er ikke umiddelbart tænkt som ’nye seere kan starte her’. Til det er den alt for spækfyldt med subtile referencer til sæson 1-10. Den er snarere tænkt som en kærlig krammer til alle os, der har savnet serien, siden 10. sæson rullede over skærmene i 2006.

’Will & Grace’ har altid excelleret i komisk timing. Og timingen er der heldigvis stadigvæk. Grace bliver stadig babsedyttet (»honk-honk«) af Karen, Jack er stadig lige selvoptaget og Will lige selvhøjtidelig.

Det flyver med one-liners (tag for eksempel Jack, der introducerer Grace som »sin ven, drag queenen Juda Ism«), og eneste forskel fra 2006 til nu er, at serien er blevet en smule mere politisk. Men formålet med den udvikling har oplagt ikke været at fange yngre seere. For der tales mere ned til end til et ungt homopublikum, når Will minder sin unge elsker om, at denne ikke kunne nyde sin enorme frihed, hvis ikke Wills generation havde kæmpet for homorettigheder.

Men når man har været med fra starten, bliver man alligevel glad og stolt, når Will siger det så smukt: »Det øjeblik, vi glemmer, hvad vi har gennemgået for at nå hertil, det er det øjeblik, hvor vi risikerer at miste det hele igen«.

Der er altså gran af alvor i alt det sjove, men ’Will & Grace’ er stadig først og fremmest en komedieserie. Men det kan måske være svært at være den gamle homoserie i gaden, når vittighederne siden er blevet så meget mere beskidte og temaerne så meget mere eksplicitte, som vi ser i serier som ’Looking’ og ’Orange is the New Black’. Så Will & Grace skal lige finde tilbage til det der sted, hvor det er ok bare og kun at være den sjove, letbenede homodreng i klassen.

Særligt i første afsnit virker vittighederne underligt fortænkte. Her er der nemlig fokus på politik, og der ryger masser af Trump-fjendske finker af fadet, men vittighederne virker underligt antikverede og læner sig op ad virale (og efterhånden uddaterede) memes i stedet for at skabe nyt. Som når Grace bliver hyret til at designe interiøret i The Oval Office og straks åbner en pose Cheetos for at »sikre sig, at gardinerne matcher kontorejerens teint«. Høhø. Det er for nemt, set tusind gange før … og så lefler det sig altså alt for direkte ind i kernemålgruppens holdninger.

Eneste skønne og overraskende lyspunkt i afsnittets Trump-bashing er, at Karen selvfølgelig er BFFs med Melania. Og sådan har det altid været med ’Will & Grace’. Netop som man var sikker på, at karaktererne ikke rummede andet end forfængelig selvoptagethed, viser de sig fra deres sympatiske side. Således også i 11. sæson, hvor der både er plads til grove vittigheder på bekostning af miljø, religion og hvad-har-vi, og til at Karen kan hjælpe en stakkels moderløs pubertetspige fra ghettoen med sin første menstruation. Så længe ingen finder ud af, at Karen har et følsomt ben i sin krop.

Jeg var megafan af ’Will & Grace’ i 2000’erne. Som i: Jeg havde boxsettet (!) med alle sæsonerne. Og derfor er der noget kærligt gensyn over den nye sæson. Fordi alting er det samme. Og netop fordi alt er det samme, bliver det tydeligt, at det er ’Will & Grace’, der har stået stille – mens resten af verden har bevæget sig fremad. Bevares, der er skruet op for den homopolitiske agenda i den nye sæson. Men slet ikke lige så meget som resten af serielandskabet har gjort.

Det er stadig stereotyperne, der er i fokus i ’Will & Grace’ – den super-botox’ede ældre bøsse, der higer efter ungdom, og de buff-bøssede secret service-agenter, der alligevel lader en bemærkning falde om Wills über-velplejede hud.

Men så længe Will & Grace  heller ikke selv lægger skjul på, at denne 11. sæson er til de gamle fans, så lever jeg med stereotyperne. For serien er stadig sympatisk og sjov, og både hovedroller og bikarakterer (vi savner dog Karens hushjælp Rosario, spillet af Shelley Morrision, som har valgt at gå på pension) er stadig nogle af de mest charmerende, vi havde i sitcoms i 00’erne.

Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.

Læs også: ‘Will & Grace’ vender tilbage – se den metakvikke musicaltrailer