‘Human Flow’: Ai Weiweis flygtningefilm bør være obligatorisk for alle

Det er kun et par dage siden, at 23 kvindelige migranter druknede på deres vej til Italien. Og de bliver sandsynligvis desværre ikke de sidste, der mister livet i deres tilflugt fra et krigsramt land.

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei har rejst rundt til forskellige flygtningelejre verden over og dokumenterer undervejs de mennesker, han møder, og de steder, de bor. For flygtningekrisen er global, og det er man ikke et sekund i tvivl om, når hans dokumentar ’Human Flow’ er slut.

Ai Weiwei er en forholdsvis stille tilstedeværelse gennem hele dokumentaren. Han møder børn og voksne, interviewer dem og bliver klippet af dem, og gennem hans kunstneriske blik fornemmer vi levevilkårene og udfordringerne for flygtningene. Det bliver en personlig fortælling for kunstneren, men også for publikum, når børn løber rundt mellem forhutlede telte, og desperationen lyser ud af forældrenes øjne, mens de fortæller om livet i lejrene og deres kamp for at beholde bare en lille smule værdighed.

Flotte, fejende droneskud får de mange mennesker og improviserede hytter til at ligne myrer i en myretue. Måske er det lige netop det, der er pointen. Flygtninge bliver reduceret til flokdyr, når de fanges i politiske dagsordener og gemmes væk bag kæmpemæssige mure. Hvis de er ude af syne, må de også være ude af sind, synes de store, grå betonvægge at kommunikere. Hvor er hjælpen henne?

Over 65 millioner mennesker er indtil videre flygtet fra deres hjemland. Nogle på grund af hungersnød, andre drevet på flugt af krig. Og tallet er stigende. Det er hjerteskærende at se dokumentaren, og den dårlige samvittighed på vegne af ens egen nation stikker og prikker, men det er også vanvittig interessant at følge Ai Weiweis rejse til aktive krigszoner og grænselandet mellem to nationer. Fortællerstemmen er erstattet af informative tekster blandet med brudstykker af digte og religiøse citater, der alle kan knyttes til migration. Her bliver dokumentaren også til et kunstnerisk projekt, men uden at miste autenticiteten i budskabet om, at verden må være mere åbne over for flygtningene.

Hårdt, hvidt projektørlys reflekteres i de sølvpapirslignende isolationstæpper, der uddeles til en gruppe stærkt medtagede bådflygtninge. Scenen er bjergtagende og gribende. Der er ikke lagt fingre imellem, men dog uden at drive rovdrift på de stærke følelser, der indfanges.

Hver flygtning er gennemsnitligt væk fra sit hjemland i 26 år. I mellemtiden forsøger de at finde fred i et fremmed, og ofte uvenligt, land. ’Human Flow’ burde være obligatorisk for alle, men særligst for beslutningstagerne verden over. Som en kvinde fortæller, mens hun sidder foran et sølle telt mellem to jernbanespor i regnvejr: »Statslederne burde tilbringe bare én enkelt nat under disse forhold, og så ville verden se helt anderledes ud«.

Læs også: Det skal du se i biografen i november