Sidste år sendte Jim Jarmusch hele to film på gaden. Den fremragende ‘Paterson‘ og Iggy Pop-dokumentaren ‘Gimme Danger‘. Siden da har der været stille fra filmverdenens ultimative hipster, indtil det for nyligt kom frem, at instruktøren arbejdede med Tilda Swinton på et nyt projekt. Men det er åbenbart ikke det eneste Jarmusch-projekt på tapetet.
En opfølger til Jarmuschs poetiske hiphop-samuraifilm ‘Ghost Dog: The Way of the Samurai’ fra 1999 er nemlig under udvikling. Det siger Wu-Tang Clan-medlemmet RZA til Telerama. RZA spillede en mindre rolle i den oprindelige film, mens han også skrev den stemningsfulde musik til filmen.
»Jim Jarmusch, min gode ven, og Forest Whitaker har hyret mig og en anden forfatter, Dallas Jackson, til at skrive og medproducere endnu en ‘Ghost Dog’. Og vi har allerede skrevet noget. Så måske finder ‘Ghost Dog’ vej tilbage til lærredet – eller den lille skærm«, fortalte rapperen, der tidligere ligeledes selv har gjort sig som instruktør.
I ‘Ghost Dog’ spiller Forest Whitaker en ensom lejemorder, der nøje følger et samuraikodeks i sin levevis. En levevis, der desuden indbefatter brutale mord og et håbefuldt venskab med en ung pige. Umiddelbart er det en fortælling, der også ville egne sig godt til tv-serieformatet.
Læs også: ’Paterson’: Adam Driver er sublim i varmt, humoristisk og rørende kærlighedsdigt