Hans mund er halvt åben og blikket undersøgende. Det rammer mit gennem glasruden på Tagensvej. Ansigtet med det lille underbid er nemt at kende hos den unge stjerne in spe. Han står disciplineret klar med kaffen i hånden og tager varmt imod, da jeg træder ind ad døren til cafeen: »Elliott. Rigtigt dejligt at møde dig«.
Vi placerer os i de bløde støvblå stole. »Har du det godt?«, spørger han med oprigtig ømhed i sine store øjne. Jeg forsikrer ham om, at jeg har det fint, hvilket tilsyneladende er stikordet til, at han kan synke helt ned i stolen.
»Vi skal jo bare tale om dig«, begynder jeg. Han fniser beskedent: »Ja, det lyder kedeligt«.
Vi sidder på Elliott Crosset Hoves stamcafe tæt ved hjemmet på Nørrebro. Det er her, skuespilleren gnaver sig igennem de bunkevis af manuskripter, som løbende er landet på hans bord, siden karrieren for alvor tog fart, da han blev færdiguddannet i 2015.
»Jeg føler, at jeg er bevidst om, hvor privilegeret jeg er, og mine forældre er gode til at huske mig på det og fastholde mit fokus. Det er min farmor også«, siger han. »Hver gang jeg ringer og fortæller hende: Farmor, nu skal jeg lave det her, siger hun altid: Du er godt nok heldig, hva’?«.
Han knirker med stemmen som en gammel dame.
»Du er måske også lidt dygtig, men du er meget heldig – og det har hun fuldstændig ret i«.
Min første tanke var: Nu er det realistisk, at jeg kan få en kæreste
Han bliver udråbt som stortalent, naturtalent og stjerneskud, når han overdynges af roser for snart sagt alt, han rører ved. I foråret var han nomineret til en Robert og Bodil for sine biroller i ‘I blodet’ og ‘Forældre’, i juni fik han tildelt Reumerts Talentpris, og i august vandt han prisen for bedste mandlige hovedrolle ved Locarno Film Festival i Schweiz for sin rolle i islandske Hlynur Palmásons aktuelle spillefilmdebut, ‘Vinterbrødre’.
Da vi mødes, har Elliott tjekket endnu et misundelsesværdigt flueben af for en skuespiller. Han er hjemme et kort smut i København fra sin rolle som Hamlet på Vendsyssel Teater. Ugen efter skal han færdiggøre de sidste afsnit af DR’s nye julekalender, hvor han spiller skurk, og senere på dagen skal han deltage i en Q&A i forbindelse med no budget-filmen ‘Muskelsvindler’, som, ligesom ‘Vinterbrødre’, har hans ansigt på plakaten i den bærende rolle.
»Det er altid lidt syret at se sig selv på plakater, men det har jeg heldigvis ikke oplevet så meget. Det er også lidt sjovt, for det er jo en bekræftelse af, at man er privilegeret. De fleste af de film, jeg har været med i, er ikke blevet set af så mange, hvilket er vildt ærgerligt, for det er virkelig gode film, men det passer godt til mit temperament«.
Du er ikke interesseret i at blive for eksponeret?
»Nej. Det tror jeg, de færreste skuespillere er, for som skuespiller vil man jo typisk gerne spille roller, som ikke er en selv«.
Drages af modpoler
Stjerneskuddet sidder engageret i sin olivengrønne skjorte med let krum ryg og albuerne hvilende på knæene. I glimt ligner han mere en lille fugleunge end en fuldvoksen mand på 29, som han skutter sig duknakket i stolen. Billedet af fugleungen forstærkes, da han purrer op i sit brune hår og former det i en pjusket spids på hovedet.
Hans åbne måbende udtryk og runde øjne med det naive blik går igen i beskrivelserne af ham i både anmeldelser og interviews. Et andet ord, som klæber til stjerneskuddet, er ‘høflig’, og det er han virkelig. Ydmygt høflig. Når han nikker, har det form af små underdanige buk.
Elliott har hidtil især landet roller som den akavede, kuede og forhutlede type, men bagved fornemmes noget eksplosivt farligt: En dæmonisk vildskab som bare venter på at komme ud. De to kontraster ses eksempelvis, når han i desperation efter at miste sin uskyld forgriber sig på en sovende kvinde som Anders i kortfilmen ‘Debut’, eller når han som Emil i ‘Vinterbrødre’ forelsket forsøger at imponere sin uopnåelige kærlighed med et korttrick og sekundet efter går frådende til angreb på sin egen storebror.
»Jeg elsker, at jeg bliver castet til de roller«, udbryder Elliott begejstret, da jeg opremser brøkdelene af hans allerede betragtelige cv.
»Jeg tror, at jeg selv bliver draget af modpolerne, så det også bliver grimt. Man mister helhedsindtrykket af mennesket, hvis det kun er godt. Men jeg håber, jeg får lov til at spille så meget forskelligt som muligt, og der skal jeg udvikle mig, så jeg bliver så teknisk dygtig, at jeg ikke sidder fast i de baner, som jeg er tryg ved«.
Han gnider hænderne mod hinanden og op og ned ad låret i de blå jeans. Snubler over ordene, til det nærmer sig en stammen. Andre gange flækker han i et ukontrolleret og klukkende Fedtmule-grin, der sender varme ud i øjnene, så de smelter ned på kinderne. Blikket veksler mellem træbordet, mine øjne og et punkt inde i ham selv, når han lader det dale helt ned i gulvet. Han fortsætter:
»Jeg kan ikke fortænke instruktører i at mene, at jeg passer godt til en specifik rolle, for det er det indtryk, de har af mig, og så er det op til mig at drive det i den retning, jeg vil. Lige nu er jeg ret privilegeret, fordi jeg kun behøver sige ja til de projekter, som jeg føler, jeg kan gå ind i med hele min sjæl, og så må jeg tage alle de andre jobs senere, når jeg har et stort huslån, to børn og en hund«.
Følger der et pres med anerkendelsen?
»Så er det kun fra mig selv. Men jeg kan godt mærke, at der er kommet nogle forventninger til, at jeg kan levere noget ordentligt, og det forpligter måske ekstra meget, selv om man altid skal yde sit bedste. Men min usikkerhed hjælper mig til at glemme de der succesoplevelser, selv om jeg selvfølgelig gemmer dem et sted, så jeg kan hive dem frem og minde mig selv om, at jeg godt kan, hvis tingene er lidt svære«.
Hvordan vil du beskrive den usikkerhed?
»Det er en tvivl, om man er i stand til at spille sammen med en vanvittig dygtig skuespiller, synge en sang på scenen eller dykke nok ned i en karakter, så det virker troværdigt, selv om man eksempelvis aldrig selv har været narkoman – hvilket i øvrigt er en af mine andre ambitioner«.
Han punkterer hurtigt joken med et forsigtigt »nej«, en hovedrysten og en snert af skam, inden han iler videre:
»Usikkerheden er også hængt op på en stor lyst til, at det skal blive godt, men det er jeg ikke sikker på, fordi jeg er indrettet, som jeg er, og så må jeg knokle endnu hårdere. Men usikkerheden er en virkelig god ting, for der er ikke noget mere kedeligt, end hvis man tror, man kan være vildt dygtig hver gang. Jeg skal helst være pissenervøs første dag på en optagelse, for det betyder, at der er noget på spil, og det skal være vigtigt«.
En knækket karl
Historien om Elliott Crosset Hove er næsten en gengivelse af H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling, der bliver til en svane.
Han er født 18. marts 1988. Som søn af skuespilleren Anders Hove og den amerikanske danser og koreograf Ann Crosset er han og hans storebror opvokset i et passioneret kunstnermiljø med store temperamenter, lange kunstdiskussioner over rødvinen og en evig strøm af teater, film og moderne dans. De første fire år af sit liv tilbragte Elliott i Los Angeles, hvor hans far spillede rollen som den europæiske skurk Cesar Faison i sæbeoperaen ‘General Hospital’.
»Jeg var en fandens karl i USA. Jeg kartede rundt og sang, hoppede og dansede hele tiden og syntes, min far var den sejeste mand i hele verden, fordi han havde læderjakke på og var i fjernsynet«, fortæller Elliott. »Jeg kan huske, at jeg løb ud på badeværelset og spillede en scene foran spejlet, og så løb jeg tilbage til fjernsynet og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke var derinde. Jeg syntes, det med skuespil var det mest fantastiske, så det ville jeg også være«.
Hvad var det, som var fantastisk ved det?
»Det var alt det overfladiske. Sådan noget med limousiner, store filmset og opmærksomhed. Senere har jeg lært, at sæbeoperaer jo er den der sjove størrelse med overspil, vanvittige storylines og twists, hvor de tager en maske af og siger: Nej, du er ikke min far, men min søn. Min fars rolle er blevet dræbt tre gange og kommet tilbage«.
Fra Los Angeles gik turen hjem til en mark på Fyn, hvor familien bosatte sig i fire år, fordi Elliots mor var med til at opstarte danselinjen på Oure Højskole. Slutdestinationen blev Østerbro, da han var otte år gammel, og det var også her, hans usikkerhed og lette tilgang til lavstatuskarakterer blev grundlagt. De første år på Langelinieskolen var egentlig gode nok, men mødet med København og ikke mindst sin nye klasse knækkede den lille fandens karl, da han nåede teenageårene, og slettede alt, hvad der var tilbage af rester fra hans amerikanske storhedsvanvid. På det tidspunkt blev mobning en del af Elliotts dagligdag, og han blev mere og mere genert og indadvendt.
»Det var alt det der med tøj, piger, slang og seje ting. Jeg prøvede at løbe stærkt og følge med i stedet for bare at være mig selv. Det var en tid, som var forbundet med usikkerhed og en følelse af, at der måske var noget forkert ved mig, siden nogen syntes det, og samtidig vidste jeg inderst inde, at jeg var ok, og at det hele nok skulle gå en dag«.
Han klapper sig selv på skulderen.
»Jeg er altid blevet støttet utrolig meget hjemmefra, så selv om jeg blev mobbet i skolen, havde jeg et sted, hvor jeg følte ubetinget kærlighed«.
Er der en situation fra din folkeskoletid, som især har påvirket dig?
»Jeg bruger nogle af de situationer i mit arbejde i dag, og derfor holder jeg dem for mig selv, for ellers kan de miste noget af magien. Det er også af respekt for de folk, der eventuelt skal se mig spille, så de ikke skal sidde og tænke: Nå, nu tænker han på det«.
Det er ham, som har sagt til mig, at det skal handle om liv og død
Kan du beskrive, hvad det er for nogle følelser, du tærer på fra de situationer?
»Det kan være følelsen af afmagt og uretfærdighed. Som barn er der ikke så langt fra kærlighed til had, og som skuespiller prøver jeg at finde ind til de der rene følelser. Derfor giver det tit mening for mig at tænke tilbage på barndomsminder. Ikke at man skal bruge dem en-til-en, for så kan det også blive alt for privat, men man kan lige dyppe tæerne i dem«.
Med knækket selvtillid forsvandt lysten til at blive skuespiller. I stedet opstod ideen om at lave film, så Elliott kunne gemme sig bag kameraet. Efter gymnasiet startede han derfor på The European Film College i Ebeltoft, men han sad ikke længe i instruktørstolen, før hans medelever hev ham ind foran kameraet som skuespiller i deres film. For Elliott var det sjovt at være en del af filmholdet uden ansvar for andre end sig selv. Det passede perfekt til hans usikkerhed og temperament, og noget andet, som ikke var helt tosset, var, at flere bemærkede det unge skuespiltalent, som tittede frem mellem sprækkerne, fortæller han.
»Det hjælper altid lidt på usikkerheden, når folk kommer og siger: Wow, det fungerer egentlig meget godt, når du står foran et kamera«.
Hvad tror du, de så?
»De så jo bare en lille mærkelig dreng med følelserne uden på tøjet, som var lidt sød og grim på samme tid. På teaterskolen lærer man, hvad man gør, og så fucker man sig selv fuldstændig op, fordi det ikke bliver lige så rent og ægte, så det var måske noget umiddelbart, som smittede af på en fin måde, og det gav blod på tanden«.
Der skal knokles for det
I 2011 søgte Elliott ind på teaterskolerne og blev optaget i første hug på Den Danske Scenekunstskole i København (dengang Statens Teaterskole). Adgangsbilletten var en scene fra ‘Romeo og Julie’, fordi »Romeo rummer noget sødt og naivt og samtidig meget målrettet«, og fordi Elliott på det tidspunkt selv længtes efter at opleve en kærlighed som hans.
»Jeg var også meget fascineret af Romeos renhed, og det er jeg stadig, men nu er det grimme virkelig også det fede«.
Underviseren, som hjalp talentet ind, var skuespilleren og instruktøren Mads Riisom.
»Han var så dygtig«, roser Elliott. Det gør han i øvrigt tit. »Engang da jeg kom rimelig uforberedt, sagde han til mig: Det kan godt være, at du har noget umiddelbart, som virker, men hvis du ikke arbejder for det, er det intet værd. Det gjorde stort indtryk«.
Hvordan føltes det, da du fik svaret om, at du var optaget?
»Min første tanke var: Nu er det realistisk, at jeg kan få en kæreste. Men derudover gav det en ro og en følelse af: Selvfølgelig skal det være det, jeg var bare lidt lang tid om at sige det højt. Jeg kom heldigvis ikke ind på filosofi på universitetet og lavede også noget børnefjernsyn på DR, som blev lukket, så jeg havde lige fået nogle slag, som prikkede til den der usikkerhed. Det var fedt at blive bekræftet i, at ting kan lykkes, hvis man knokler for det«.
Hvorfor valgte du at blive skuespiller?
»Jeg tror, det bunder i behovet for at udtrykke sig og muligheden for, at man kan røre folk. Som skuespiller kan man måske få lov til at være sig selv endnu mere, end man kan til daglig, fordi man gemmer sig bag en anden«.
Har det kostet noget at nå hertil?
»Ja, helt klart. Der har været en del fester og byture, som jeg ikke har været med til, men jeg er nok også lidt kedelig. Jeg har følt, at jeg har svigtet sammenholdet med vennerne, selv om de har forståelse for mit arbejde og er stolte af mig. Det gør ondt. Men det prøver jeg at kompensere for nu. Arbejdet kan godt stjæle tid fra min kæreste og familie, og jeg kan være meget distræt og dårlig til at svare på beskeder, men det skal jeg bare blive bedre til«.
Men det er det værd?
»Det ved jeg ikke. Men jeg kan godt lide mit arbejde«.
Liv og død
Den usikkerhed, som voksede sig stor og stærk i Langelinieskolens brutale andegård, er paradoksalt nok også den, som har været med til at skubbe Elliott allerforrest i feltet af rising stars. Talent er én ting, men det er tvivlen og ydmygheden, som avler hans dybe dedikation og respekt for arbejdet som skuespiller og gør ham til en af sin generations allerdygtigste.
Alligevel kan branchen være hård. Arbejdsløsheden lurer i kulissen hos selv den bedste. Det ved han godt. Derfor sørger han også for at nyde medvinden, så længe den varer, og stole på, at han ikke bliver en dårligere skuespiller af, at der måske en dag pludselig ikke længere er bud efter ham.
»Jeg tror, det er vigtigt at kunne finde ro i den, man er som person, også når det ikke går så godt. Det har jeg lært af min far. For mig er han ubetinget den bedste skuespiller, som burde lave vanvittigt fantastiske ting hele tiden, men det har også været meget op og ned for ham«.
Hvad gør ham til en god skuespiller?
»Han har en oprigtighed og en smerte og noget foruroligende. Han bruger også sig selv meget. Det er ham, som har sagt til mig, at det skal handle om liv og død, og det synes jeg, det gør, når han spiller«.
Hvilken skuespiller vil du sige, du selv er lige nu?
»Ambitionen er at være ægte og oprigtig og spille så lidt som muligt, for jeg tror også, det er der, man kan nå ind til folk. Og så kan jeg godt lide at finde frem til smerten og det grimme i karakteren, fordi det er så menneskeligt. Men apropos det der med at finde ind til det rene, så kan jeg godt lide ikke at vide for meget om, hvad jeg kan eller ikke kan«.
Han stikker energisk pegefingeren i vejret og spiler øjnene op med et insisterende blik: »Men jeg kan vise dig den her…«.
Han bøjer sig ned og fisker en rød scrapbog op af sin sorte rygsæk, hiver elastikken af og åbner den. Det krøllede papir knaser, da han bladrer sig igennem og standser på en side, hvor han har skriblet navnet Emil ned med blyant. Rundt om det har han noteret utallige superlativer og andre nøgleord, som han har brainstormet frem i sit arbejde med rollen i ‘Vinterbrødre’.
Bogens modsatte side er dekoreret med udklip af forskellige mandeansigter. Nøgleordene, billedreferencerne og hjemmelavede musikplaylister, som »passer til karakterens indre«, er alt sammen redskaber, som Elliott bruger til at skabe en kerne af noget udefinerbart, som han kan holde fast i, når han skal finde ind til en ny karakter.
»Min oplevelse med ‘Vinterbrødre’ står mit hjerte meget nær, fordi jeg kunne fodre min usikkerhed med tid«, fortæller han.
»Jeg havde tre måneder, hvor jeg kunne nå at tabe mig, læse manuskriptet 117 gange og skrive utallige ting ned om ham. Drømmen er nok at udforske de lidt mere ekstreme arbejdsmetoder, som man ser hos amerikanske metodeskuespillere. Det er også mit udgangspunkt nu, men det er ikke helt så dybt, som det kunne være«.
Hvorfor er det drømmen?
»Nu stjæler jeg fra Daniel Day-Lewis, men hvem pokker er man, hvis man tror, at man kan gå ind og spille noget, som man ikke nødvendigvis har forstand på, uden at have sat sig ordentligt ind i det? Daniel Day-Lewis dykker jo virkelig meget ned i karakteren, så hvis jeg kan gøre bare en femtedel af, hvad han gør, vil det stadig være okay. Tror jeg…«.
Læs også: 6 stjerner til ‘Vinterbrødre’
Soundvenue Forpremiere: Årets mest provokerende danske film – Christian Tafdrups kønssatire ‘En frygtelig kvinde’ 12. december med besøg af instruktøren selv