INTERVIEW. Nikolaj Lie Kaas må have været tidligt oppe, for mens de fleste af os stadig er ved at spise morgenmad, sidder han og smiler i Go’Morgen Danmarks røde sofa. Den multiprisvindende anmelder- og publikumsfavorit med hang til lige dele drama og komedier er inviteret i studiet for at fortælle om karrierens suverænt største internationale rolle: En hovedrolle i en britisk storserie.
Værten spørger ham, hvordan han fik rollen, til hvilket han svarer, at det egentligt var noget, hans manager havde spottet, mens Nikolaj selv var i USA og havde gang i et andet, ikke nærmere beskrevet projekt. De havde set ham i ’Forbrydelsen’ og ’Bedrag’, men ville gerne have ham til en stemmeprøve for at høre, om det gik med den danske accent. Det gjorde det, og så fik han rollen samme dag. Han fortæller mere om ’Britannia’, som serien hedder, blandt andet at han og manuskriptforfatteren kom godt ud af det med hinanden.
Et par timer senere er interviewrækken langt fra slut. Han er netop kommet hjem fra en HBO-arrangeret pr-tur i England og sidder nu i et mødelokale på anden sal mellem Nyboder og Kastellet. Da jeg ankommer, er én journalist netop gået i gang bag glasdøren, mens en anden er ved at tage sin frakke på og smutte hjem til sin redaktion. Kaas’ mund snakker derudad, mens øjnene flakker rundt på bordet, og kroppen kan ikke sidde stille på stolen. I aften, fortæller pr-folkene mig, skal han på tv igen.
’Britannia’ har da også allerede premiere om en uges tid, fredag den 19. januar på HBO Nordic, og appellerer utvivlsomt til det massive publikum, der rådyrker ’Game of Thrones’ og ’Vikings’ på samme platform.
12 forsøg med ’Game of Thrones’
I serien spiller Nikolaj Lie Kaas en udstødt druide i jernalderens England, Divis, der har forudset den romerske hærs invasion efter en rejse ind i underverdenen. De keltiske klaner har indbyrdes stridigheder, der forhindrer dem i at forene sig imod romerne, men selvom føreren af de fremrykkende legioner synes uovervindelig, gemmer han på en grum hemmelighed, der kan få afgørende betydning.
Det bliver min tur. I sekunderne mellem journalisten før mig og mit interview når Nikolaj at trykke på sin telefon nøjagtigt tre gange, inden han vender skærmen nedad og rejser sig til hilsen.
Bag ham hænger tre plakater: To med ’Britannia’ i hvide bogstaver på sort baggrund og en med et billede af hans karakter i midten. Bordet har plads til 12, men er tomt bortset fra Kaas, mig og skåle med urørte Dumle-karameller. Der er også kaffe, men da hver journalist kun får 15 minutter, har ingen indtil videre afsat tid til at skænke op.
»Fantasy er ikke noget for mig«, siger han til mit første spørgsmål, der går på, hvad han egentlig selv synes om de fantastiske universer, som han nu er blevet en del af. Han er ikke typen, der forsvandt ind i Harry Potter-universet, om end han godt kunne lide ’Ringenes Herre’.
»Jeg har faktisk kun set halvdelen af første sæson af ’Game of Thrones’, men jeg lover at give den et forsøg mere. Forsøg nummer 12. Også fordi der er så mange med, jeg kender, så derfor skal jeg se, hvad de har gået og lavet«.
Det, han godt kunne lide ved ’Game of Thrones’, er ikke fantasy-delen, men relationerne. Det politiske spil såvel som det mellem karaktererne.
»Lidt i samme stil er jeg heller ikke så god til superheltefilm. Der er et eller andet i det, min hjerne siger fra overfor. Måske er det, at der er nogen, der kan et eller andet helt vildt. Jeg tænder ikke på, at der er nogen, der er 10 milliarder gange stærkere end dig og mig og kan løfte et hus. Hvad skal jeg med det?«
Den ultimative rejse
Hans cv er da også så godt som blottet for titler i den overnaturlige genre. Til gengæld er der en del nordic noirs, som Jussi Adler-filmatiseringerne, og sorte komedier som Anders Thomas Jensens ’Adams æbler’, ’De grønne slagtere’ og ’Mænd og høns’. De fleste af hans film er mere eller mindre realistiske og foregår i nutiden.
»Der bliver ikke lavet ret mange periodefilm i Danmark. Da jeg var 17, var jeg med i ’Drengene fra Sankt Petri’, der foregår under Anden Verdenskrig, og det føltes som at være inde i en tidsmaskine. Det var vildt at se den, da den var færdig, fordi man virkelig var i en anden tid. Der findes ikke nogen skuespiller, som ikke synes, det er røvfedt at lege, at man ikke bare er en anden person, men også i en anden tid. Det er den ultimative rejse«.
Han fortæller, at han har læst bøger om kelterne foruden en film om menneskets historie og en større bunke papirer om romerne, som produktionsholdet havde sendt til ham, så der var styr på den historiske kontekst.
»At Kejseren hed det eller det, er ikke noget, jeg kan omsætte direkte til rollen, men det er vigtigt at vide, hvilken rolle druiderne havde i deres samfund. Jeg har også diskuteret det overnaturlige med instruktøren og manuskriptforfatteren. Dødsriget og hvordan man kommer derhen. Det bliver jo gætterier«.
Dødsrige via parkeringskælder
Lie Kaas tilføjer, at han og manuskriptforfatteren havde samme form for humor, og at manuskriptet gennemgik en større omskrivning, efter Kaas kom på, således at hans rolle nu er markant større, end den oprindeligt var tiltænkt.
Det var også efter den gennemskrivning, han fandt ud af, hvordan han skulle spille rollen:
»Vores fælles humor blev skrevet ind, så min karakter har en stærk sarkasme, og han er meget selvoptaget, selvom han ligner en vagabond. Det er en type, jeg godt kan lide at spille. Hvorfor? Det er som at svare på, hvorfor jeg godt kan lide farven blå. Det ligger godt til mig«.
Din karakter kan se ind i fremtiden og besøge underverdenen. Hvordan var det for dig, når du ikke er fan af det overnaturlige?
»Ja, det er rigtigt, og det stikker kun mere af undervejs. Det fede ved det er, at serien beskæftiger sig meget med, om det rent faktisk passer, eller om det er overtro. Og også, hvordan du rent lavpraktisk kommer til dødsriget…«
Så spærrer han øjnene op og læner sig for første gang ind over bordet:
»Jeg havde engang en drøm«, siger han.
»At jeg kom ned i underverdenen igennem en parkeringskælder, jeg var kørt ned i. Da jeg så senere i drømmen ville derned igen, kunne jeg ikke finde det, fordi jeg ikke kunne huske adressen på parkeringskælderen. Det er det konkrete, der er interessant – problemet med at komme derned: Skal jeg gå et andet sted hen, skal jeg slå mig selv ihjel, eller hvad?«
Jeg er ikke helt med, Nikolaj.
»Hvis jeg nu bad dig om at tage til Dødsriget, ville du ikke vide, hvad du skulle gøre«.
Jeg skulle i hvert fald lige google det.
Nikolaj rækker ind over det stadig urørte slik og skubber et promo-postkort med et billede af sin karakter ind foran sig.
»Her lytter Divis til et træ for at finde vej derned. Det er fuldstændig åndssvagt, når man ser det udefra, men hvis det lykkes, så er det ikke så dumt«.
En dame kommer ind og siger, at de 15 minutter er gået.
’Britannia’ har premiere på HBO Nordic 19. januar.
Læs også: De 20 mest ventede serier i 2018