’Peaky Blinders’ sæson 4: Barsk og beskidt gangsterrunde med Cillian Murphy og Tom Hardy i hopla
Der er en scene i ’Peaky Blinders’ sæson 4, hvor Tom Hardy, Cilian Murphy og Aidan Gillen (’The Wire’, Littlefinger i ’Game of Thrones’) spiller over for hinanden.
Alene det burde være grund nok til, at alle med hang til twisted macho-kynisme med melankolsk underlag sætter sig ned i sofaen og først rejser sig igen, når samfulde fire sæsoner af den britiske gangsterserie er færdiggjort. De tre kunne stå og skule hinanden i seks afsnit i streg, og jeg ville holde vejret fra start til slut.
Der er karisma i ’Peaky Blinders’. Der er vold, ære, sorg, traumer, hævn og smeden rænker. Serien, som er skabt af talentfulde Steve Knight (’Locke’, ’Taboo’) har altid mindet mig om det, ’Boardwalk Empire’ burde have været. En drønunderholdende gangsterserie uden alt for fine HBO-fornemmelser.
Som i ’Boardwalk Empire’ er de fortabte mænd, der overlevede Første Verdenskrigs skyttegrave, også i centrum for ’Peaky Blinders’. De kom hjem levende, men døde på en måde også i tunnelerne i Frankrig, som seriens hovedperson Thomas Shelby (Cillian Murphy) selv udtrykker det. Deres idé om moral, om fædreland, om forpligtelser og fremtid smuldrede, og den kriminelle levevej blev den nihilistiske nødudgang, både i ’Boardwalk’s Atlantic City og ’Peaky Blinder’s beskidte Birmingham. En psykologisk-historisk ramme, der sætter scenen bedre i sidstnævnte serie end i førstnævnte.
Thomas Shelby er leder af gangsterbanden Peaky Blinders, der sidder tungt på magten i den halvstore britiske industriby. En familiedrevet virksomhed af brødre, søstre, koner og mødre, som lever efter deres eget moralkodeks, særligt funderet i deres baggrund som romaer med fødderne solidt placeret i mulden med hestevæddeløb og -opdræt, overtro og en følelse af at stå på siden af det britiske samfund.
’Peaky Blinders’-sæsonerne følger en efterhånden velkendt, men virkningsfuld opskrift: Shelby’erne stiger op ad i verden, men presses samtidig af truende kræfter udefra: Andre gangstergrupper eller magtfulde politiske grupperinger i det tumultariske England, hvor kommunister, kapitalister og kriminelle slås om retten til at definere spillereglerne. Samtidig indleder Thomas som regel en mere eller mindre farlig romance i scener, hvor man lige har tid til at tjekke Facebook.
Kvinderne falder for Thomas Shelby. Og man forstår dem godt. Cillian Murphy er mildest talt dragende med de store, klare og lidt sløve øjne, den konstante cigaret og den selvsikre attitude, der både udstråler intellekt, skånselsløshed og melankoli. Han er ikke specielt høj, men altid den største mand i lokalet – selve inkarnationen af soldaten, der blev svigtet af sit land og skabte sit eget kongerige i stedet. Og samtidig en mand, der som Stringer Bell i ’The Wire’ kæmper med at finde plads i den sociale elite, som han tilstræber, men samtidig ikke føler sig hjemme i.
Dynamikken mellem Thomas og hans mindre kvikke og mere uterligt aggressive, men nu nyfundne gudfrygtige storebror Arthur har i øvrigt altid hørt til seriens sært rørende styrker.
I fjerde sæson er familien Shelby mere truet end nogensinde før. Både af grumme dødsfald, intern splid og 11 italienske mafiosoer, der har lagt til kajs med det ene formål at udradere alt, der står Shelby på. Som bossen Luca Changretta går Adrien Brody ren cool Corleone på den, så det er en fryd.
Striden mellem briterne og italienerne skaber stærk spænding og drivkraft gennem sæsonens seks afsnit. Og det hjælper bestemt også, at Tom Hardys frygtløse og kronisk illoyale jødiske gangsterboss Alfie Solomon dukker op igen, som sagt sammen med irske Aidan Gillen, som spiller lige så utilregnelig roma-lejesoldat med bokseklar søn som handelsvare. Begge har tydeligvis en fest gennem de sammen- og vejrbidte facader.
’Peaky Blinders’ er knap så velproduceret som de største HBO-serier, men man fornemmer alligevel den moralske og fysiske depravation i det mudrede Birmingham, som giver en rå fornemmelse underbygget af et førsteklasses rock-soundtrack. Nick Cave står bag intronummeret, mens PJ Harvey, The White Stripes, Johnny Cash, Jack White, Radiohead og Arctic Monkeys er blandt dem, der spiller op til påtrængende atmosfære på de helt rette dramatiske tidspunkter.
Der er momenter, hvor serien tager sig selv lovlig seriøst, og Steve Knight og co. er bedre til de mandlige end kvindelige figurer. Men foretrækker man sine gangsterserier barske og beskidte på macho-måden, er ’Peaky Blinders’ stadig uomgængelig underholdning.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: De 20 mest ventede serier i 2018