’Wormwood’: True crime-serie på Netflix om CIA’s LSD-forbrydelse er et hovedværk

Kalenderen viser 2017, og Eric Olson har nu brugt hver dag de sidste 60 år af sit liv på at stille sig selv spørgsmålet: Sprang han, faldt han eller blev han skubbet? Hvad var det egentlig, der skete den november nat i 1953, hvor Erics far, Frank Olson, døde af at falde 13 etager fra et hotelvindue på Manhattan?

Et spørgsmål, der har ført Eric til at grave sin fars lig op ad graven. En søgen, der har ledt ham til et møde med den daværende CIA-direktør og en invitation med personlig undskyldning fra den amerikanske præsident. Omstændighederne omkring Frank Olsons død var nemlig mere end mistænkelige: Han var biokemiker for CIA på et tidspunkt, hvor Den Kolde Krig var brandvarm, og han havde netop ytret sig kritisk omkring USA’s krigsførelse under Koreakrigen.

Sammen med en CIA-kollega blev Frank Olson ført til New York for at få ’hjælp’. Klokken 2.30 om natten var han død. CIA klassificerede det som et uheld. Frank var »faldet eller hoppet«. Efter en stædig jagt på svar får sønnen, Eric, CIA til at åbne op omkring sagen igen. I håb om at finde et sandhedsserum eksperimenterede CIA i 1950’erne med LSD. Frank Olson var forsøgsperson, eksperimentet gik galt, og Frank begik selvmord. Frank havde været suicidal i længere tid, står der i rapporten fra CIA.

»Når en dækhistorie er meget gammel, glemmer folk den«, fortæller Eric i interviewet med manden bag Netflix-serien ’Wormwood’. Samtidig med at CIA åbner op omkring sagen 20 år efter dødsfaldet, begår de en lang række fejl. Forklaringer ændrer sig. Sammenhænge giver ikke længere mening.

Hvorfor spærrer man en selvmordstruet mand ind på et hotelværelse på 13-etage, spørger Eric. Hvad nu hvis hele LSD-historien bare er en falsk tilståelse? Et coverup, der dækker og distraherer over en forbrydelse, der er langt værre end et fejlslået eksperiment?

Spørgsmålene udfolder sig igennem interviews med Eric, arkivoptagelser, nyhedsklip og fiktionaliserede rekonstruktioner, hvor Peter Sarsgaard (’An Eduction’, ’Jackie’) måske – måske ikke – genlever Frank Olsons sidste dage på et noir-hotel med whisky, cigaretter og lange skygger.

Denne hybrid-genre mellem true-crime, dokumentar og fiktion har vi ganske vist set en del til de sidste år, for eksempel i HBO-serien ’The Jinx’. Men denne gang er det ingen ringere end skaberen af genren, Errol Morris, der står bag.

Morris revolutionerede dokumentarfilmen med sin true crime-film ’The Thin Blue Line’ fra 1988, der med succes beviste, at en uskyldig mand var dømt for mord af et korrupt retssystem. Morris miksede dokumentarmaterialet med hypnotiske, fiktionaliserede scener, der syder af Edward Hopper-æstetik. Og for første gang i amerikansk dokumentarhistorie greb en film direkte ind i virkeligheden og fik en mand løsladt.

Morris har igennem sin karriere vist en forkærlighed for mennesker, der, besat af en ide, vikler sig selv ind i et spindelvæv af konspirationsteorier. Tilsvarende er ’Wormwood’ også noget mere end en klassisk whodunnit­-krimidoku.

Sprang Frank Olson, eller blev han skubbet? Spørgsmålet bliver for Eric et fald ned i kaninens hul. Eric fortaber sig i mysteriet om sin far i sådan en grad, at han ikke kan opretholde sine kærlighedsforhold og, trods et diplom fra Harvard, opgiver en lovende karriere.

»Hvad er endepunktet? Hvor langt vil du gå? Hvilken viden skal du have, hvilken hændelse skal der indtræffe, for at du endelig siger: Nu er jeg færdig?«.

Det er netop problemet, når man først – bogstavelig talt – har åbnet sin fars grav. Hvornår stopper man? Eric har ikke bevis for, at CIA slog hans far ihjel. Men hvad hvis han finder bevis? Hvad så? Erics desperate jagt vokser over 60 år, og på den måde skriver ’Wormwood’ sig ind i fortællinger om besættelse i tråd med mesterværker som David Finchers ’Zodiac’ og Nic Pizzolattos første sæson af ’True Detective’.

»Fordi værdien af den, man har mistet, er ubegrænset, er opofrelsen ubegrænset. Man bestemmer sig for at stræbe efter noget uendeligt værdifuld og være total engageret. Man tror, at hvis man finder svaret på det, vil det atter føre dig ind på dit eget livs vej. Men hvordan kan det gøre det, hvis man har mistet sig selv undervejs?«.

Med fiktive rekonstruktioner af højt æstetisk niveau, gamle arkivoptagelser og interviews bliver Morris’ serie ikke så meget en genopfindelse af genren, som det bliver et magnum opus fra en nysgerrig instruktør. ’Wormwood’ er på alle måder et hovedværk.

Læs også: De bedste tv-serier i 2017 – top 10-1

Læs også: De 20 mest ventede serier i 2018