Elio har lige talt i telefon med Oliver for første gang, siden de sagde farvel et halvt års tid inden, han har høretelefoner om ørene, hænger lidt ved den prægtige villas festopdækkede spisebord og sætter sig på hug foran pejsen. Det sner udenfor, han smiler blidt, hans tunge øjne er grådlabile under det pjuskede hår, en flue sætter af fra hans trøje, en tåre løber ned i hans mund.
Det er nu, ’Call Me By Your Name’ slutter, men den er lang tid om det. I præcis tre minutter og 28 sekunder, akkompagneret af Sufjan Stevens guddommelige ’Visions of Gideon’, kigger Elio ind i flammerne. Navnene på alle, der har lavet filmen, flimrer forbi på lærredet, men vi kigger kun på ham, filmen er færdig, men fortsætter. Bag Elio klirrer tallerkenerne, men han ænser det ikke, for hans tanker er kun hos Oliver, de sidder fast i et øjeblik, som for længst er slut.
Pludselig brister hans mor boblen, »kommer du, Elio«, han sender et diskret blik ind i kameraet – et lille afdæmpet smil – og tager antræk til at gå: Verden omkring ham trænger sig på, sommeren er slut, Oliver reduceret til, nej ophøjet til en drøm, en fantasifigur fra fortiden.
Det er en af de smukkeste slutninger i nyere filmhistorie. I manuskriptet stod der blot, at »Elio kigger ind i flammerne og tænker på sit liv«, men da instruktør Luca Guadagnino modtog Sufjan Stevens’ sange en uge inde i optagelserne, følte han øjeblikkeligt, at ’Visions of Gideon’ var det perfekte akkompagnement. Da de indspillede scenen, havde Timothée Chamalet sangen i øret: »I have loved you for the last time…«
Har man set en stærkere scene om ung hjertesorg? Om den bogstavelige og metaforiske vinter efter den altomsluttende kærlighedssommer? Om den dybt private melankoli, som man ikke kan, men især ikke vil dele, men som med tiden kan forvandle sig til ren livskraft, fordi det, den blev født ud af, viste, hvad livet kan være: Elio ved en masse om musik og litteratur, men han ved intet om livet, siger han til Oliver, før de forelsker sig. Nu er han en anden, og som publikum er man halvvejs fortrøstningsfuld: Elio er virkelig i stand til at leve, men blegner alt over for første forelskelsefix?
Den lange kameraindstilling uden klip forlænger og foreviger øjeblikket. Det giver Elio lov til at forankre følelsen i kroppen, så den sidder der for bestandig, han gemmer sig i sin emotionelle iglo en sidste gang, før livet må gå videre, mor kalder med borddækningen. Tiden stopper, mens rulleteksterne minder os om, at det allerede er forbi. Når sekunderne passerer for Elio i samme hast som for os i salen, bliver den evige følelse pludselig flygtig. Det er tre minutter og 28 sekunders evighed og forgængelighed, også for biografgængeren, der normalt haster ud, så snart første credit har ramt billedet.
Her brister Elios boble og tilskuerens i samme takt, selvom alle håber, at øjeblikket varer ved.
Og måske bliver øjeblikket faktisk forlænget?
17 år efter…
Det sker nemlig ikke hver dag, at rygterne løber lifligt om en sequel til en smuk og dannet homoseksuel romance instrueret af en højkulturel italiensk instruktør.
Men ’Call Me By Your Name’ er ikke en hvilken som helst film. Det er et smukt og nænsomt portræt af det spirende kærlighedsforhold mellem den 17-årige Elio og den amerikanske studerende Oliver (Armie Hammer) under sidstnævntes ophold som assistent for førstnævntes far i en ualmindelig pittoresk landsby i 80’ernes Italien.
Og Elio og Oliver har potentiale til at blive et ikonisk will they/won’t they-par, et moderne svar på Jesse og Celine fra Richard Linklaters ’Before’-film, der også inkarnerede den skæbneladede, men forbipasserende kærlighedsaffære, der får en ende, men måske ikke burde. Også Linklaters første, ’Before Sunrise’, slutter i et kryds af melankoli, glæde og håb med de to elskende i hver deres tog, og som med Jesse og Oliver kan man ikke andet end heppe på Elio og Oliver af hele sit blødende hjerte.
Om det er ’Before’-parallellen, der har leveret inspiration, skal ikke kunne siges, men i hvert fald pønser instruktør Luca Guadagnino selv på en opfølger i 2020, der skal foregå tre år efter, ’Call Me By Your Name’ takker af.
»Hvis jeg parrede Elios alder i filmen med Timothées alder, så vil Timothée være 25 ligesom Elio på et tidspunkt, hvor historien skal foregå«, forklarer Guadagnino til Screen Daily og nævner selv en parallel til Francois Truffauts Antoine Doinel-figur, som blev født til klassikeren ‘Ung flugt’ og siden taget op i fire film, hver gang spillet af Jean-Pierre Léaud. Slutningen på ‘Ung flugt’ er i øvrigt også klassisk, et freeze frame, der indkapsler den unge uvorne drengs løb mod stranden, men med lidt af samme effekt som i ‘Call Me By Your Name’: Begge lader billedet stå et øjeblik.
»Jeg husker det hele«
En mulighed for en opfølger er at udforske slutningen fra bogforlægget, der er helt anderledes end filmen og ender 20 år efter Elio og Olivers møde:
Oliver bliver gift (som varslet i telefonsamtalen lige før slutningen i filmen) og får to børn. De mødes et par gange gennem årene, men romancen genopblomstrer aldrig på ny. På bogens sidste sider vender Oliver tilbage til landstedet i Italien, og Elio viser ham, hvor asken fra hans nu afdøde far er spredt. De planlægger at tage en tur til San Giacomo, den lille by tæt på huset, hvor Elio viste ham rundt dengang, og Elio spørger Oliver, om han kan huske vejen. »Jeg er som dig. Jeg husker det hele«, svarer Oliver, mens Elio i bogens sidste sætninger (i min halvkluntede oversættelse) tænker:
»Jeg stoppede et sekund. Hvis du husker alt, havde jeg lyst til at sige, og hvis du virkelig er som mig, så – før du rejser i morgen, og når du lige er klar til at lukke taxadøren og allerede har sagt farvel til alle andre, og der ikke er nogen som helst flere ting at sige i livet – så, bare denne ene gang, vend dig mod mig, selv hvis det er for sjov eller en eftertanke, som ville have betydet alt for mig, dengang vi var sammen og, som du gjorde dengang, kig mig i øjnene, stop min vejrtrækning og kald mig med dit navn«.
Det er også en flot, elegisk slutning, men en 20-årig epilog kunne hurtigt nemt have virket tacky på film. Her bliver den lille vintersløjfe foran pejsen i stedet en elegant måde at runde tilfredsstillende af og diskret pege frem. Kun en film med en finale, der er så åben, at man higer efter mere, men så lukket, at en det ikke føles som en nem løsning, kan få alle til at hige passioneret efter en toer.
»For the love, for laughter, I flew up to your arms«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Call Me By Your Name’
Læs også: Kritik af manglen på eksplicit sex i ‘Call Me By Your Name’ er ærgerligt malplaceret