Det er efterhånden børnelærdom om Awards Season: Det er skidt at blive udråbt til favorit på et alt for tidligt tidspunkt af sæsonen. Ræsonnementet går nogenlunde efter devisen: Jo længere tid du ligger i front, desto mere er du udsat for konkurrerende kampagners forsøg på at stikke en kæp i hjulet på dig og desto mere tilbøjelig vil medier og dagsordensættende bloggere være til at få dig ned med nakken.
Backlashet ligger på lur som et bagholdsangreb i natten. En film med lidt for favorable odds er altid sårbar. Og det har også dette års to favoritter, ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ’The Shape of Water’, på hver deres måde mærket på egen krop.
I 2010 var ’The Social Network’ så stor en favorit på et så tidligt tidspunkt af sæsonen, at den ikke formåede at holde dampen oppe. Sæsonen nærmest sukkede efter en udfordrer, der kunne ændre på inertien ved en forudbestemt vinder. Enter: ’The King’s Speech’. Tom Hoopers film havde den fordel, at den var alt det, David Finchers film ikke var: en melodramatisk, humanistisk og inspirerende film om, at modgang gør stærk – og så skader det aldrig, at handlingen omfatter medlemmer af The House of Windsor!
I 2012 var ’Lincoln’ det oplagte valg (en kombination af Spielberg, Day-Lewis, virkelig pæne anmeldelser og Lincolns status som et amerikansk ikon), men den var også redelig (læs: kedelig) som en historietime. Enter: ’Argo’, den friskfyragtige røverhistorie, hvor man hellere end gerne hugger en hæl og klipper en tå for at få historiedelen til at glide ned som sodavandsis på en sommerdag.
’Boyhood’ var (for) tidligt ude af starthullerne i 2015, i en grad så en film, der ellers høstede historisk gode anmeldelser hele raden rundt (en metacriticscore på 100!) lige pludselig skulle have skudt i skoen, at den faktisk ikke havde nogen egentlig handling. Enter: ’Birdman’, den teknisk langt mere flashy brancheselvfejring, der samtidig – i kontrast til ’Boyhood’ – fremstod som et forsvar for industriens egen fortsatte relevans og forretningsmodel: For tænk sig hvis alle og enhver lige pludselig kunne få den ide at lave lavbudgetfilm i realtid!
Sidste år var ’La La Land’ favorit så længe og så massivt, at det sled gevaldigt på filmens goodwill hos meningsdannerne, der pludselig så et meget hvidt nostalgitrip (der tilmed tillod sig at mansplaine jazz), som bestemt ikke var i øjenhøjde med tidsånden. Enter: ’Moonlight’, en film om en sort, homoseksuel mands dannelseshistorie i et år, hvor der var særlig fokus på den afroamerikanske erfaring takket være ’#OscarsSoWhite’ og Black Lives Matter-bevægelsen.
Hepper på underdog’en
Et backlash kan antage forskellige former. Der er den mere eller mindre ’uskyldige’ version som i flere af de nævnte tilfælde: Offentligheden – og Akademiet – bliver trætte af en forhåndsudpeget favorit, før de skal stemme den over målstregen, hvorved kapløbet ændrer karakter.
Denne version vil nogen mene ikke tilhører kategorien backlash, men omvendt: Dynamikken er den samme som i den ’grimme’ version, hvor smædekampagner søsættes, eller hvor medierne kaster sig over en favorit alene med det formål at hive den ned fra piedestalen.
Den ’grimme’ udgave af backlashet er sådan set bare den ’uskyldige’ i en ufortyndet aftapning. Det er lidt som forskellen på at gå og ærgre sig indeni over, at ens veninde klarer sig godt i skolen, men at holde kæft med det udadtil, og på at begynde at bagtale hende til andre for at få hende til at gå ned med flaget.
Hvis ufine kneb er såre menneskelige, er Oscarsæsonen en meget menneskelig foreteelse!
I virkeligheden er vi – det globale filmpublikum – ikke så glade for vindere. Vi hepper hellere på en underdog (det kan godt være en budgettung film – bare den kommer fra baghjul!). ’The Artist’ modstod alle potentielle backlashforsøg i 2011, nok netop fordi filmen fra begyndelsen havde en så stærk aroma af underdog over sig (fransk stumfilm!), at man helt ’glemte’, at den hele tiden lignede det, den var: en klar favorit.
Dette forhold gælder i øvrigt også den retrospektive værdsættelse (eller mangel på samme) af gamle Oscarvindere. Det er tvivlsomt, om det har hjulpet på renommeet for en film i, lad os sige, de sidste 25 år, at den vandt en Oscar for bedste film. Langt overvejende er automatikken omvendt: At en film, der vandt for bedste film, vil få os til at anskue den med en naturlig skepsis. Guy Lodge pegede i en artikel i Guardian fornylig på, at det bedste, der kunne ske for ’Brokeback Mountain’s langsigtede renommé, var, at den tabte Oscaren (til ’Crash’, en åbenlyst mindre vellykket film).
Bryder os ikke om vindere
Backlashet fungerer på den måde på flere fronter og flere niveauer. Det er både bagudrettet og nutidsvendt. Men dynamikken er beslægtet: Vi bryder os ikke om favoritter, og vi bryder os ikke om vindere (for de vinder altid over en anden film, vi hellere havde set vinde!).
Filmelskere har for eksempel ’lært’ at foragte Robert Redfords ’Ordinary People’. Hvorfor? Alene fordi den slog Scorseses mesterlige ’Raging Bull’ for bedste film i 1980. Hvis man gør sig den tjeneste rent faktisk at se Redfords film med et uhildet blik, vil man opdage, at det er en ganske udmærket film indrammet af fornemme skuespillerpræstationer. Oh well.
At føre kampagne for sin film i Oscarøjemed handler lige så meget om at gå ydmygt til værks, at gå stille med dørene, at lade medierne (og bloggerne) om at tale filmen op frem for selv målrettet at påvirke diskussionen. På mange måder er den tidlige kampagneindsats – frem til og med Oscarnomineringsannonceringen, altså første fase af Awards Season – udtryk for en strategi, vi kan kalde for ’Kunsten at undgå at blive tillagt for stor favoritværdighed’. Det kan slide enhver film ned at blive identificeret som klar frontrunner, for menneskesindet er nu en gang sådan indrettet, at vi ikke gider høre om den samme film i alt for lang tid.
Vi får lyst til at finde alternativer til de ’vedtagne sandheder’, hvis de bliver gentaget lidt for ofte.
Martin Scorsese har prøvet flere gange i nyere tid at få sin film udskreget som favorit for så at støde mod en mur af modvilje – måske fordi Akademiet ikke kan lide at få at vide, hvem det ’skylder’ en Oscar?
’The Gangs of New York’ mistede pusten i 2002 (den blev overhalet godt og grundigt af ’Chicago’ for bedste film og Scorsese selv af Roman Polanski for ’The Pianist’ som bedste instruktør). To år senere gik det ud over ’The Aviator’, som blev forbigået til fordel for Clint Eastwoods latecomer ’Million Dollar Baby’, der red på en bølge af sidste-øjebliks-begejstring. ’Million Dollar Baby’ blev modtaget i en stemning af lettelse, for mange i Akademiet fornemmede nok, at Scorsese (igen) ville komme til at lave bedre film end ’The Aviator’.
Uanset motivationen bag fravalget af ’The Aviator’ fremstod ’Million Dollar Baby’ som det mere presserende og friske valg (i dette tilfælde hjulpet på vej af en senere premieredato).
Fra beundret festivalfilm til splittende Oscarkandidat
’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ fik en flot medfart, efter den vandt publikumsprisen i Toronto i september, men filmen blev først erklæret som frontrunner i forlængelse af succesen ved Golden Globes-uddelingen i begyndelsen af januar, hvor det endegyldigt blev tydeligt, at mere gængse prestigetitler som ’The Post’ og ’Darkest Hour’, og i lidt mindre grad ’Dunkirk’, ikke var de Oscarkrigsheste som man havde regnet med på forhånd.
Det har naturligvis ikke gået stille af sig siden. Martin McDonaughs film er blevet anklaget med en styrke, der kan virke overraskende set i forhold til den meget positive respons, filmen blev modtaget med i Toronto og siden Venedig, hvor anmelderne ikke havde mange forbehold hverken over for filmens form eller indhold.
De oftest gentagede anklager går på filmens manglende finfølelse over for raceproblematikken, særligt med udgangspunkt i den racistiske (og uduelige) lokale politibetjent Dixon (spillet af Sam Rockwell), som McDonaugh ’forærer’ en slags moralsk oprejsning til slut. Dixon praktiserer »niggertortur« (det får filmen en del sjov ud af, fordi han i et tilfælde af paradoksal politisk korrekthed selv kalder det »tortur af farvede personer«), men vi bliver ikke konfronteret med det billedligt (filmen viser kun Dixons afstumpede vold over for en anden hvid mand), og derfor er det desto nemmere at fatte sympati for ham.
Et andet, men beslægtet kritikpunkt, er filmens sparsomme, men temmelig kalkulerede brug af sorte karakterer, der synes anbragt i fortællingen alene ud fra den omstændighed, at de er sorte. De er såkaldte props, det vil sige rene funktionelle koordinater i manuskriptets ligning. Det er ikke reelle karakterer med et ’indre liv’ eller en motivationskraft, vi som publikum bliver inviteret til at spejle os i.
Det er ikke just overraskende, at anklager med udgangspunkt i den yderst betændte racedebat i USA kan sætte sindene i kog også i Oscardebatten og har potentialet til fuldstændig at afspore en films vinderchancer.
I begyndelsen af februar så ’Three Billboards’ ud til at være i færd med at gentage det tvivlsomme mønster fra sidste år med ’La La Land’ (og mange tidligere årgange), hvor favoritten mister fodfæstet på opløbsstrækningen.
Græsrodsaktivisme kan blive feberredning for ’Three Billboards’
Men det, der er sket sidenhen, har – lige akkurat i tide op til afgivningen af stemmer i Akademiets anden afstemningsrunde om selve vinderen – lagt kimen til en anden og langt mere positiv (og progressiv) fortælling om filmens meritter: Aktivister verden rundt er begyndt at ’låne’ filmens visuelt stærke startpunkt: de tre billboards som Mildred Hayes (Frances McDormand) lejer med det formål at gøre opmærksom på den lokale sherifs (Woody Harrelson) manglende fremskridt i efterforskningen af voldtægten og drabet på hendes teenagedatter.
»71 døde«, »og ingen anholdelser?«, »Hvordan er det muligt?« står der på tre billboards i de karakteristiske sortrøde farver i forbindelse med protester imod den manglende ansvarsplacering i forlængelse af Grenfell-tragedien, hvor 71 døde i et ikke-brandsikret højhus i London sidste år.
En anden protestaktion har anvendt samme fremgangsmåde: I forbindelse med skolemassakren i Florida kørte tre lastbiler op i nærheden af den lokale (og meget indflydelsesrige) senator Marco Rubios kontor med budskabet: »Slagtet i skolen«, »og stadig ingen våbenkontrol», »Hvordan kan det være, Marco Rubio?«.
Vi kender allerede den form for ’guerilla-teknik’, hvor aktivister låner visuelle cues fra kendte populærkulturelle fortællinger, fra for eksempel brugen af de meget karakteristiske røde kjoler med hvide kyser fra ’The Handsmaid’s Tale’. Tidligere har anti-kapitalistiske aktivister lånt Guy Fawkes-masken fra Alan Moores ’V for Vendetta’ som et samlende og meget genkendeligt symbol på modstand mod den rå kapitalistiske ’overmagt’.
I sin takketale ved BAFTA-uddelingen trak Frances McDormand det i kampagnehenseende effektive kort at nævne de ’Three Billboards’-relaterede protester og sin stolthed over, at filmen dermed tager del i en større global ’samtale’ om retfærdighed for ofre af forskellig slags.
Der er nok ingen tvivl om, at den mod-fortælling, der former sig lige nu – at ’Three Billboards’ er et progressivt budskab om protest frem for en regressiv fortælling, der repræsenterer hvide liberales våde fantasier om racisme som et dødsrallende onde – kommer som manna fra himlen. Det kan være en udslagsgivende faktor for, at ’Three Billboards’ akkurat overvinder modstanden og hiver den nødvendige brede støtte i land.
Søgsmålet mod ’The Shape of Water’
Bøtten er i det hele taget godt i gang med at blive vendt på hovedet.
For ’Three Billboards’ formodet værste konkurrent, ’The Shape of Water’, er løbet ind i problemer af en anden karakter.
Filmens forfatter og instruktør Guillermo del Toro, producer Daniel Kraus og selskabet bag, Fox Searchlight, er blevet sagsøgt af sønnen til forfatteren Paul Zindel, der i 60’erne skrev et skuespil, der i forhold til temaer, karakterer og handling minder besnærende meget om ’The Shape of Water’ (originalens delfin er dog for eksempel blevet til et menneskelignende amfibium).
Man kan med god ret vælge at se timingen af søgsmålet som lige så mistænkelig som de angivelige forbindelser mellem Oscarfavoritten og det lettere obskure ’forlæg’. Hvorfor søsætte et søgsmål i samme uge, som Akademiets afstemning om årets Oscarvinder indledes? Det lugter lidt (nej, stryg det: meget!) af en kalkuleret kampagne med det direkte formål at skade del Toros films Oscarchancer.
Flere og flere backlashes
Det internet-genererede debatklima med hidsige og hurtigt spredende udmeldinger har helt sikkert været med til at øge både muligheden for og frekvensen af backlashs.
Ser vi alene på årets felt, er det ikke bare de to favoritter, der har haft modvind. ’Dunkirk’, der som sommerpremierefilm var tidligt ude som en favorit nærmest per default, mødte modgang, fordi filmen ’undgår’ at vise, at det altså ikke kun var hjemmefødte, ærkebritiske knægte (med kindben så høje, at man kan skære sig på dem!), men også unge mænd fra de oversøiske imperier (særligt Indien), der var repræsenteret i kampene på de europæiske slagmarker.
’Call Me By Your Name’ er blevet angrebet fra konservativt-kristent hold for sin fremstilling af en homoseksuel romance mellem en 17-årig dreng og en 24-årig ung mand. Fox News-debattører som Armond White har kaldt filmen for moralsk forkastelig og som en glorificering af pædofili som praksis.
’I, Tonya’ har fået kløerne i maskinen på grund af filmens manglende afstandtagen til den partnervold, der kendetegner forholdet mellem Tonya Harding og hendes mand (der sidenhen orkestrerer angrebet på Hardings rivalinde, Nancy Kerrigan). Filmen bruger mest volden som en lettere komisk sideeffekt, der understreger det lattervækkende (frem for det tragiske og forkastelige) ved white trash-kulturens mørke bagsider, mener kritikere.
Spørgsmålet er måske i virkeligheden, om der er blevet skruet så meget op for hyppigheden af backlashs (eller forsøget på at antænde benzinbål på internettet), at effekten bliver dulmet. I så fald vil der da være én positiv effekt af den hektiske mediestøj.
Læs også: Ingen er blevet snydt mere af Oscar i nyere tid