Hvornår stod du af? Var det allerede, da Brody nu igen havde vendt sig mod USA, selvom han havde vendt sig mod terroristerne, selvom de havde vendt ham mod USA? Var det, da Carrie tossede rundt i Tyskland og ene kvinde stoppede et dusin bad guys i undergrunden, mens verdens omtrentligt klogeste mand, Saul Berenson, gav en afsløret landsforræder usandsynligt lang snor. Var det, da Quinn blev skør, altså helt gakkelak-fløjtende-fis-i-kasketten, men stadig kunne slås som en ninja? Var det et sted mellem 129. og 130. gang, at Carries underlæbe dirrede som en trampolin på lykkepiller?
Uanset hvornår du droppede ’Homeland’, vil jeg nu overlevere en vigtig besked: Stå på igen!
Thrillerserien har netop indledt sin syvende sæson i USA, og på onsdag får den premiere herhjemme på DR2. Fortællingen følger i direkte forlængelse af sjette ombærings plot, der i sidste halvdel for alvor satte fortællingen tilbage på rette kurs. Man kan med andre ord sagtens springe et par sæsoner over og genoptage løjerne fra sæson 6, og det bør man, for lever resten af sæsonen op til åbningsafsnittet, kan vi stå tilbage med et af årets overraskende tv-højdepunkter.
’Homeland’ var et stort samtaleemne, da serien fik premiere i 2011 på toppen af tv-guldalderen. Med sin fortælling om den tidligere elitesoldat Nicolas Brody, der vender hjem til USA efter otte år som krigsfange hos al-Qaeda, og den bipolare CIA-agent Carrie Mathison, der fatter mistanke om, at han er blevet omvendt af terroristerne, var en intens oplevelse med solide twists og stærke karaktertegninger. Men ikke nok med det – den gav også et interessant perspektiv på USA’s efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og selvforståelse i kølvandet på 9/11 og de medfølgende krige.
Siden gik der både romantisk melodrama og utroværdig spændingsmotor i den. Men da Brody blev skrevet ud med sæson 3 efter talrige mere eller mindre vanvittige krumspring for at holde ham inde i gamet, genopfandt ’Homeland’ sig selv som gedigen og vellavet spændingsserie i ånden efter ’24 timer’.
Men det var, som om Howard Gordon og Alex Gansas serie havde mistet sin evne til at sige noget om samtiden. Med den internationale, storpolitiske ramme og aktuelle temaer som droner og overvågning var den som sådan up to date, men den indre fortælling ramte ikke længere zeitgeisten, den ramte tangenterne, men fandt ikke melodien, det tidstypiske forblev på overfladeniveau. Og fred være med det, det er også meget at forvente af en serie, der har kørt i så mange år.
Derfor er det også overraskende, at ’Homeland’ nu er mere relevant end nogensinde før. Det startede i sæson 6 – no spoilers – med introduktionen af den nye præsident, spillet af Elizabeth Marvel, der igangsatte et kærkomment oprør med en konspiratorisk efterretningstjeneste og lignede det friske åndehul, et fortsat terrorparanoidt USA styret af mørkets fyrster i CIA havde brug for. Men en dramatisk hændelse indtræffer, og præsident Keane forvandles til en hardliner, som giver Frank Underwood kamp til stregen som de seneste års mest uhyggelige tv-præsident. Uden afvæbnende glimt til kameraet.
Samtidig spiller en fake news-udspyende tv-pundit efter klart FOX News-eksempel en væsentlig rolle, og efter at have vendt blikket ud i verden gennem adskillige sæsoner klæder det serien at bide sig godt og grundigt fast i amerikansk indenrigspolitik. Der er som bekendt nok at tage fat i.
Uden at handle direkte om Trump viser ’Homeland’ 3.0., hvordan gode intentioner på statsniveau kan slå over i dårlige undskyldninger og farlige kompromisser på bekostning af retssamfundets hjørnesten. Den spørger, hvilke rettigheder vi vil afgive, når vi er under pres, og som en trods alt mere jordnær udgave af ’The Handmaid’s Tale’ demonstrerer den de små skridt, der kan gøre et demokrati til et repressivt styre. At den liberale nytænker ikke er en tøddel bedre end det system, hun gjorde oprør mod, er et brillant træk, der nuancerer samfundskritikken i en tid, hvor simpel Trump-bashing er som at score for et tomt mål.
Helt i tråd med tidsånden er det et dystert blik på verden, Gansa og Gordon deler med os i sæson 7. Ligesom de første sæsoner var sindbilledet på USA post-9/11 er det nye ’Homeland’ sindbilledet på et land i indre konflikt og dyb polarisering. Og genremæssigt en værdig arvtager til 70’ernes klassiske paranoia-thrillers med neglebidende spænding og samfundskritisk kant.
Der er aldrig blevet produceret så mange serier som i øjeblikket. Alligevel er det en vaskeægte veteran, der lige nu troner frem.
‘Homeland’ sæson 7 starter på DR2 på onsdag kl. 21.30.
Læs også: ‘Broen’s seneste chok-twist var forudsigeligt – og et af seriens bedste