(Kæmpe spoiler for afsnit syv i ’Broen IIII’.)
Vi er næsten nået til vejs ende i ’Broen’s fjerde sæson, men inden alle brikker – forhåbentlig – falder på plads i finalen på søndag, fik vi en forløsning af de helt store i afsnit syv. Og den var på én gang forudsigelig og velkomment grum.
Ansporet af sit nyfundne ønske om at blive sådan rigtigt kærester med Henrik (Thure Lindhardt), satte Saga Norén, Länskrim, Malmö (Sofia Helin), slutspurten ind på at finde sandheden om hans forsvundne døtre Anna og Astrid – alt imens Henrik tog det grønne klistermærke på til single-mingling og knaldede med friske ’Tanja’ ud af desperation over, at Saga Norén, Länskrim, Malmö havde valgt at bortadoptere deres fælles embryo.
Øv, Henrik, men også lidt øv, DR-dramatikere, for at have soapificeret turtelduernes sideplot vel rigeligt.
På den anden side af Sundet havde den svenske glatnakke Franks svenske datter Astrid (!) knapt talt dansk til en gravsten med navnet Anna (!!) i afsnit seks, før end Saga Norén, Länskrim, Malmö, også lugtede lunten på politigården i København: Astrid er selvfølgelig Henriks datter.
Bedst som ’Broen’ lufter angiveligt ligegyldige lokkeduer som distraktion fra mordmysteriet i centrum, viser de sig nok engang at have en vis vægtig funktion.
Vi kender efterhånden rumlen lidt for godt og ved udmærket, at ’Broen’ ikke er bange for at lade sine uhyrligheder regne ned over børn, gerne hovedkarakterernes børn – twistet i slutningen af første sæson vil sent blive glemt.
Men selvom vi fra sæson tre har anet, at mysteriet om Henriks forsvundne familie nok skulle blive løst inden tæppefald – og selvom man også fornemmede, at pigerne nok ikke just ville løbe ind af hoveddøren hånd i hånd, var afsløringen af Astrids identitet og derigennem begge pigers skæbne i det svenske mareridtskollektiv en effektiv mavepuster. Astrid er ikke død, hun er en anden.
Jeg har hørt til dem, der indtil i søndags ikke fandt det ovenud nødvendigt at få løst gåden. ’Broen’ har det med at binde sløjfe på samtlige vildt flagrende ender, og så meget desto mere sørgeligt paradoksalt var det, at effektive Henrik og Saga ikke kunne opklare den personlige tragedie. Sådan går det jo desværre ofte her i livet: Man kan ikke få svar på alt, og der er ikke nogen aha-smutveje igennem den form for sorgbearbejdelse, Henrik kæmpede med.
Men ’Broen’ ville Henrik det bedre end jeg. Sådan da.
Henrik fandt sin datter, men hun er ikke længere hans. Hun er Franks, og det vil plage Henrik til hans dødsleje, at kidnapperen fik lov til at lege far i otte lange år for Astrid, der af loyalitet til Frank ikke vil tale dansk til Henrik og dårligt kan huske sine tidlige barneår, før den svenske pappa rev parcelhusidyllen itu.
Søsteren Anna døde af sygdom, siger Astrid og Frank, fordi Frank ikke ville køre hende på hospitalet af frygt for, at pigernes rigtige identitet ville komme frem. I afhøringsscenen med Henrik virker Frank for en stund oprigtigt berørt over mindet om surrogatdatterens bortgang. Men der lurer noget under overfladen. Da indsatsstyrken bankede på (læs: smed tåregas ind ad vinduerne), var Frank trods alt klar på at dræbe Astrid for at sikre, at hun ikke vendte hjem til Henrik.
Kan man ikke på lignende vis forestille sig, at han slog Anna ihjel? Hvem havde tidligere boet i den ækle silo, som Frank uden at blinke spærrede Christoffer inde i? Var det Anna? Eller Henriks kone, som ifølge Frank »faldt uheldigt« (yeah right)?
Forhåbentlig har ’Broen’ ikke tænkt sig at udrede disse tråde, for antydningen af omfanget af Franks monstrøse forbrydelse er rigeligt nok til at sende fantasien på overarbejde og få nakkehårene til at stritte.
Det Natascha Kampusch-inspirerede plot (fun fact: Thure Lindhardt spillede kidnapperen Wolfgang i filmen om Kampuschs fangenskab, ’3096’) farver Henrik og Astrids fremadrettede relation, muligvis for altid. Hertil kommer selvfølgelig også, at Astrid tidligt i sæsonen viste sig at være en splittet sjæl med hang til udbrud af sadistisk vold. Ikke så underligt er pigen fascineret af døden, og hendes vej til en normal tilværelse vil være svær.
Det ødelagte barn er et af ’Broen’s ondeste twists til dato. Det er sjælen, der er fordærvet, og over for den står Henrik magtesløs. Martin mistede sin søn, men Henrik kan få lov til at se sit tab af familien i øjnene hver dag, når Astrid kigger fremmedgjort og mistroisk på den far, der tog hendes far. Det var et velskrevet antiklimaks på den to sæson lange sidehistorie.
For det bitre svirp med halen og for at spille mod vores forventninger skal ’Broen IIII’ have tak. Og lad os så få den finale, så Saga Norén, Länskrim, Malmö endelig kan komme i bad og få skiftet tøj.