’Liberty’: Flot start på DR’s Ejersbo-serie trods flommefed cliffhanger

(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’Liberty’ afsnit 1)

Hun vil ikke have, at den sorte pige i huset nejer for hende, og hun himler, når hendes mand kalder den lokale tjener for Søren, fordi han ikke kan udtale hans rigtige navn.

Kirsten (Sofie Gråbøl) er grøn og naiv i Tanzania – eller ’Afrika’, som de vestlige expats konsekvent kalder stedet, som kunne verdensdelen skæres over én mørklødet kam. Hun er sygeplejerske, skal arbejde for Læger Uden Grænser og er tydeligvis bevidst om den hvide skyld over kolonitidens ardannende forbrydelser. Hun skal ikke nyde noget af at lege hvidt overherredømme forklædt som barmhjertig samaritaner.

Men man fornemmer i første afsnit af DR’s nye miniserie ’Liberty’, at man ikke skal have været længe på kontinentet, før fristelsen til at udnytte privilegierne bliver for stor. Hovedforfatter Asger Leth og resten af holdet skildrer den nykolonialistiske racisme med sans for både det subtile (på væggen hænger et billede fra 1962 med titlen ’Negerpige med abe’) og det effektivt oprørende (den desillusioneret nødhjælpssvindlende svenske savmogul Jonas, spillet af Magnus Krepper, tager tjenestepigen, fordi det er hans ret).

Den grundige afdækning af det forrykte magtforhold, der ofte opstår i de privilegerede hvides møde med den underdrejede lokalbefolkning i fattige eller nødlidende områder, var en hjørnesten i Jakob Ejersbos Afrika-trilogi, hvis tredje bog, ’Liberty’, ligger til grund for serien med en hel del friheder i transformationen: Hvor romanen fortælles fra skiftevis Ejersbos alterego Christian og hans tanzaniske ven Marcus’ perspektiv, er omfanget her udvidet til ensembleformat i bedste søndagsseriestil med Christian, Marcus og familierne Knudsen og Larsson som ligevægtigt anker. Et konventionelt valg, der skærer fortællingen til efter sikker DR-drama-skabelon, men heller ikke helt uforståeligt, når man har til opgave at samle store dele af befolkningen.

Selvom historien foregår i 80’erne, og de fire voksnes 70’er-forlængende frihedstrang med druksauna og nøgenbadning får et ubehageligt psykoseksuelt skævvrid i expat-miljøets forhold til de lokale, er den ikke mindre relevant i dag. For tiden verserer en ufattelig skandale om Oxfam-nødhjælpsarbejderes seksuelle udnyttelse af mindreårige lokale piger i Haiti i kølvandet på jordskælvskatastrofen i 2010.

Magt korrumperer, også hos de idealistiske vesterlændinge. Carsten Bjørnlunds Niels kæmper indædt for at engagere lokalområdets bønder i andelstanken for at stå imod brutalt prispressende kapitalister, mens han altså samtidig med et smørret smil på læben gør overbærende grin med sine intetanende tjenestefolk. Og Jonas’ smukke hustru Katrina (Connie Nielsen) har taget en ung lokal dreng, førnævnte Marcus, til sig, hvilket hun fortæller om med en slet skjult selvtilfredshed. Senere sender hun ham direkte i kløerne på sin sexhungrende finske veninde.

Det klæder DR at være på seriøs udebane med ’Liberty’. Her har man ikke blot krydset broen over sundet for muntre kulturforskelle og et skud samfinansiering, men begivet sig ud på et fremmed kontinent uden at forfalde til billig eksotisme. Det er flot og sømløst iscenesat af svenske Mikael Marcimain (efter såvel Mads Kamp Thulstrup og Mads Matthiesen blev fyret undervejs), de svedne billeder er smukke og stemningsfulde, men ikke romantiserende. Heller ikke lydsiden klimprer på helt samme eftertænksomme måde, som vi har været vant til fra senest ’Herrens veje’ og ’Arvingerne’. ’Liberty’ er stationens første filmatisering i en årrække, og varigheden på fem afsnit står i velgørende modpol til de seneste års langstrakte affærer.

DR’s dramaserier har i flere år været optaget af at udforske, hvordan magten fordeler og forvrider sig i samfundet. Den folkelige vs. kreative klasse i ’Arvingerne’. Den økonomiske overklasse vs. underklassens ofre i ’Bedrag’. Det er også en velegnet public service-opgave, men ’Liberty’ skiller sig ekstra velsignet ud med sit globale udsyn, med sit portræt af velbjærgede skandinavers plads i den store verdensorden og sit take på den omdiskuterede indvandreroplevelse med omvendt fortegn.

’Liberty’ er bedst, når expats og lokale brydes på godt og ondt. Som når den hvide vandringsmand Christian (Anton Hjejle) bliver venner med Marcus (Charlie Karumi), og som den eneste møder de lokale i øjenhøjde. Eller når den også har fint blik for de interne konflikter blandt de lokale, hvis forståelse af klasseforhold får et slag med golfkøllen.

Det er seriens kerne og drivkraft, og desto ærgerligere er afsnittets flommefede cliffhanger, der sendte Sofie Gråbøls Land Rover ud i grøften og tog fortællingen med sig. Et dødt barn har det i sagens natur med at overskygge alt andet – bare se på sidste sæson ’Arvingerne’, hvor alt andet også blegnede til sammenligning, da Carsten Bjørnlund (også her) mistede et barn (han er satans uheldig).

Godt nok er hændelsen løftet direkte fra Jakob Ejersbos forlæg, men i et komprimeret miniserieformat placeret som kalkuleret teaserbro mellem to afsnit bliver det helt anderledes voldsomt i sammenligning med bogens 700 sider og dens tvedelte perspektiv, hvor forældrene blot er bifigurer, og Christian har svært ved at forholde sig til lillesøsterens bortgang.

De sidste to minutter gav bange anelser om fortsættelsen, men inden da fik vi 56 minutters velfortalt, velspillet og bare i det hele taget velkommen historiefortælling af den slags, som kun DR for de mere og mere udsatte licenskroner kan lave.

Læs også: Interview med Asger Leth: »Den klub kender jeg – jeg har været der«