’Match’ sæson 1: Fodsved og penislængder underminerer genial præmis i norsk webserie på DR
De seneste dage har jeg hørt et kommentatorpar og 30.000 syngende tilskuere for mit indre øre. Når jeg desperat har ledt efter squash ved grønsagshylderne i Netto, og når jeg har forsøgt mig med blødkogte æg til morgenmaden.
Det skyldes den norske webserie ’Match’, der tager afsæt i et suverænt greb: 25-årige Stian skal som os andre igennem hverdagens små og store kampe, men her speakes opgørene af to journalister (en af dem spillet af serieforfatter Martin Lund selv) i en allestedsnærværende kommentarboks et par meter fra ham, alt imens lyden af et fyldt stadion gjalder på lydsporet. Som var Stian det norske amatørlandshold i social og romantisk krisehåndtering.
Han kæmper nemlig ikke bare for at samle stumperne af sit romantiske liv, efter ekskæresten endegyldigt kasserer ham i første afsnit (til kommentatorernes store fortrydelse). Han kæmper også for at opretholde sin sociale status, når den vakler. At undertrykke nok så menneskelige skavanker for at være den person, han tror, at andre vil have ham til at være.
Det er en pointe, at Stian forsøger at slibe kanterne af sig selv, så han kan passe ind i socialsfærens kasser, særligt i en tid, hvor ratingsystemer på alt fra Facebook til AirBnb tilskynder os til at kontrollere vores persona i sygelig grad.
Men det er også seriens svaghed, at den til stadighed koger suppe på banaliteter. Som når Stian går til yderligheder for at fjerne lugten af fodsved fra sin kæreste, når han ikke tør at vise ormen mellem benene ved en skovsø, eller når han fisker sin egen afføring op af svigerforældrenes toilet.
Komikken punkterer, fordi Stians handlinger igen og igen galopperer ud på overdrevet. Det akavede bliver enerverende, når satiren mister kontakten til situationer og handlinger, man kender.
Det er en underlig udvikling, for Stians rebound-kæreste, Mia, virker netop som en, der skider hul i de sociale forskrifter.
Og så hjælper det ikke, at kampene drejer sig om bussemænd, fodsved, afføring og penislængder. Det er ikke, fordi udskejelserne syd for bæltestedet aldrig er morsomme, men det er frustrerende, at serien retningsløst bader i kropsvæsker, når den allerede har introduceret et grundplot med hjerte. Stians første – og bedste – kamp går ud på at generobre ekskæresten, men man skal helt hen til tiende og sidste afsnit, før en lignende romantisk udfordring dukker op.
Det er en skam, for grundideen fungerer: Kommentatorparret rammer en sympatisk enfoldighed a la Flemming Toft i Idrætsparken, og de tusind fans på lydsporet minder os konstant om konceptets trumfkort: Udstillingen af det sociale liv som en serie af ynkeligt selvpolerende kampe.
Alene det bør give stof til eftertanke for os, der er formet af de digitale mediers ratingkultur. Men desværre forsømmer ’Match’ at få helt fat i sin målgruppe, fordi den er for optaget af at booste akavetheden helt derud, hvor genkendeligheden fordufter.
Og så bliver den sociale satire pludselig fattig – genial præmis eller ej.
Kort sagt:
’Match’ udstiller det sociale liv som en stribe af ynkeligt overfladiske kampe, men serien lever ikke op til sin suveræne præmis, fordi den glemmer det genkendelige i jagten på det akavede.