Brødrene Mark og Jay Duplass har siden årtusindskiftet været garanter for solide indieperler – både foran og bag kameraet. Den kommende ’Duck Butter’, som de begge producerer og har mindre roller i, kunne meget vel være i tråd tidligere bedrifter.
Den romantiske komedie er instrueret af puertoricanske Miguel Arteta, som tidligere blandt andet har været bag afsnit af ’Six Feet Under’, ’New Girl’ og ’American Horror Story’ og senest fik stor ros for ‘Beatriz at Dinner’, der desværre aldrig blev vist herhjemme.
Som medforfatter har han stortalentet Alia Shawkat (’Arrested Development’, ’Search Party’, ’Transparent’), der bare bliver mere og mere interessant at følge i disse år og også spiller filmens ene hovedrolle over for Laia Costa (’Victoria). Den nu Oscar-nominerede Kumail Nanjiani ses desuden i en lille rolle.
’Duck Butter’ følger to unge kvinder, som møder hinanden i byen og, i håbet om at skabe en tiltrængt intimitet, beslutter sig for at have sex en gang i timen i løbet af et døgn. Filmen får premiere på Tribeca Film Festival til april.
Læs også: ’Search Party’ sæson 2: Hitchcock-besættelse hæmmer original millennials-serie