Det var en drøm, der fik Nitesh Anjaan til at stoppe op og ændre retning.
Efter at havde læst økonomi på handelshøjskolen i to år tog den unge danske filmskaber med den indiske familiebaggrund et udvekslingsophold på Singapore Management University. Hidtil havde han stræbt efter det, som hænger over hovedet på de fleste unge mennesker: Find et studiejob, find en praktikplads, skab dig en fremtid.
Men så kom den skelsættende nat.
»Jeg kan huske, at jeg vågnede fra en mareridtsforestilling af at løbe i en mørk skov. Lige pludselig fandt jeg ud af, at måske var jeg i gang med at løbe rigtigt hurtigt, men væk fra mig selv«, fortæller Anjaan, da vi møder ham hjemme i hans lejlighed på Østerbro i anledning af hans anden film ’Dreaming Murakami’, der får danmarkspremiere på CPH:DOX.
I stedet for at vende tilbage til Danmark og færdiggøre sin uddannelse tog han til Indien, hvor han rejste rundt i fire-fem måneder. Her oplevede han pludselig en stor trang til at skrive.
»På et tidspunkt var jeg nødt til at sætte mig og skrive, fordi jeg for første gang havde fået et meget klart billede af en karakters perspektiv. Det var en lille dreng i et køkken i København«, fortæller den 29-årige filmskaber. »Jeg skrev rigtigt mange sider, og det rørte noget i mig. Hvis stemme var det her? Da jeg kom hjem fra Indien, gav jeg mig selv fem år til at skrive min første roman«.
Den nyfundne fortællelyst førte ikke bare til romanen ’Kind of Blue’, men også til Nitesh Anjaans debut som filminstruktør.
Et terapeutisk filmprojekt
I den personlige dokumentar ’Far from Home’ følger Nitesh sin far Sukhdev med et kamera. Anledningen er, at faren efter 39 år i Danmark har besluttet sig for at rejse tilbage til fødelandet Indien. Han vil starte på en frisk og genforenes med en tidligere, mere lykkelig version af sig selv. Samtidig flygter han fra en uoverskuelig gæld, som er kommet af hans ødelæggende afhængighed af spilleautomater.
»Vi kom fra et sted, hvor der havde været meget afstand, og hvor vi ikke have talt sammen i lang tid«, siger Nitesh. »Det har meget at gøre med relativt naturlige, menneskelige reaktioner på svigt – og frygten for at blive konfronteret med det, man ikke selv har lyst til at blive. Jeg havde valgt at koncentrere mig meget om mit eget liv«.
Da faren annoncerede sin afrejse, besluttede Nitesh sig imidlertid for at lære ham at kende igen, inden det var for sent. Egentlig ville han bare lave nogle optagelser, som han kunne have, når han blev ældre. Eventuelt kunne han senere forfatte en generationsroman eller øve sig i at klippe ved at lave en 10 minutters kortfilm. Men optagelserne greb om sig og satte noget i gang i det anstrengte forhold
»Det satte et rum op at have det kamera. Og når vi så hinanden, var det pludselig rigtigt rart at kunne se den, han havde været, igen. Jeg kunne se den far, som havde været en, om end plaget, kærlig og omsorgsfuld far, da vi var børn«, fortæller Nitesh, der besluttede sig for at fortsætte projektet, selvom det til tider også kunne være hårdt:
»Det var en ret hektisk og voldsom form for terapi«, fortæller han. »I filmen er jeg den, der sætter tingene i gang, og det var svært, fordi det er så unaturligt for mig. Mange gange ville jeg stoppe, fordi det var svært og mærkeligt og gjorde ondt. Men samtidig var der hele tiden en form for lindring. Man kunne snakke sammen på ny«.
Samtidig oplevede Nitesh til filmens festivalvisninger rundt omkring i verden, at han og farens personlige fortælling også resonerede hos andre mennesker:
»Jeg har vist filmen i Mumbai, hvor en kvinde på 50 år sagde: ’Det her er en film om mig og min søn. Kan jeg få den? Jeg er nødt til at vise ham den’«, fortæller Nitesh.
»Det samme skete i Prag, hvor en kinesisk dame rejste sig op blandt publikum og stillede mig et meget personligt spørgsmål. Hun sagde, at filmen mindede hende meget om sit eget liv, og hun ville gerne høre mine refleksioner over, hvorfor jeg tror, at det var endt, som det gjorde for min far«.
Frøen og ormen
Da Nitesh Anjaan var 23 år, mødte han personen, som skulle ende som centrum for hans næste film. Han havde gennem et par år været fascineret af japanske Haruki Murakamis bøger, så da han læste, at forfatterens danske oversætter Mette Holm skulle holde foredrag i Valby Kulturhus, kunne han ikke holde sig væk.
»Det var virkeligt spændende«, fortæller Nitesh om mødet. Noget, der især interesserede ham, var Mette Holms oversættelse af bogen ’Hardboiled Wonderland og verdens ende’, som indeholder to parallelle fortællinger i hver sit univers.
»Hvert andet kapitel foregår i Hardboiled Wonderlands dystopiske fremtidsscenarie, som er skrevet fra det formelle, ydre watashi-jeg. Verdens ende er en fuldstændigt sneklædt by, som man ikke kan komme ud fra. Når man kommer til byen, skal man efterlade sin skygge der. Det er skrevet fra boku, som er et indre jeg«, forklarer han energisk.
»Det var for sygt for mig, at den distinktion fandtes på et andet sprog. Jeg kender det totalt godt. Den måde, vi skifter personlighed på, er en meget menneskelig ting. At der fandtes et sprog, som har forstået det, var for vildt«.
Fem år senere fik denne åbenbaring fik ham til at påbegynde arbejdet på ’Dreaming Murakami’, der følger Mette Holms arbejde med Murakamis bøger. I løbet af filmen ser vi hende både i professionelt øjemed, hvor hun diskuterer teksternes sproglige nuancer med kollegaer, og i personlige øjeblikke, hvor hun besøger Tokyo og konverserer med de lokale. Således oplever vi både hendes watashi-jeg og boku-jeg.
Undervejs betragter en stor frø med en dyb stemme hende på afstand og beder hende om hjælp til at overvinde en personage kaldet Orm. Dette magiskrealistiske element går i fin tråd med Murakamis litterære univers, hvor uforklarlige ting pludseligt kan bryde ind i en ellers virkelighedstro fortælling.
Efter i længere tid at have funderet over filmens form visualiserede den mystiske bifigur, som danner ramme om Mette Holms fortælling, sig pludseligt for Nitesh. Igen havde en drøm haft stor betydning for hans kreative virke:
»Jeg vågnede i min seng kl. 5 om morgenen fra en drøm om en to meter høj frø, der sidder på toppen af en skyskraber og kigger ud over Tokyo«, fortæller han.
»Jeg satte mig ud i køkkenet og begyndte at skrive noter på post-its. Jeg forsøgte at skrive det sammen i enkelte linjer. Så vækkede jeg min kæreste kl. 8 med morgenmad og sagde: ’Jeg tror, jeg har skrevet en film’«.
Hvor livet bliver vigtigt
Nu, omtrent to år senere, bliver ’Dreaming Murakami’ vist i biografer, kulturhuse og biblioteker landet over. Nitesh håber, det vil skabe mere opmærksomhed omkring Mette Holms underbelyste profession, der bringer verdenslitteraturen til os:
»I en tid, hvor demagoger forsøger at skabe en verdenskrig, kan vi faktisk nå hinanden, fordi vi har adgang til fortællinger, som minder os om, at vi ikke er totalt anderledes fra hinanden«, siger han.
»Mette har som oversætter dedikeret sit liv til et berige vores liv med netop det. Det er så tilfældigt, om man bliver et menneske, der er vigtigt for vores kulturs udvikling. Det bliver du måske bare ikke, hvis du går på Singapore Management University. Det bliver du, hvis du tør gå med din nysgerrighed og blive forført af noget mærkeligt«.
Selv vil Nitesh Anjaan fortsætte med at udforske fortællekunstens muligheder – for forhåbentlig at røre sine medmennesker og også for ikke at ende i samme ulykkelige tilstand, som hans far til sidst måtte flygte fra.
»Min far skrev digte og tegnede meget som ung, men han har aldrig rigtigt sprunget ud med nogen af de ting. Jeg tror, at jeg kæder hans dybe spillegæld sammen med, at han aldrig tog sin kunst alvorligt og nok altid har givet andre skylden for det. Jeg har lovet mig selv, at det ikke må ske for mig«, siger han.
»Det kan godt være, at jeg aldrig bliver den bedste til det, jeg laver, men jeg har oplevet, at det, jeg laver, betyder noget for andre. Og det betyder enormt meget for mig. Jeg kan mærke, at det er dér, livet bliver vigtigt for mig«.
’Dreaming Murakami’ bliver vist 19., 22. og 24. marts under CPH:DOX.